Nyhed

Nye sanktioner fra EU mod Belarus

I takt med intensiveringen af sanktioner mod Rusland lægges der nu også pres på nabostaten Belarus (tidligere Hviderusland). De seneste sanktioner omfatter blandt andet forbud mod eksport af udvalgte produkter og sanktioner mod højtstående personer i militæret. Sanktionerne rammer bredt og kan derfor få direkte betydning for danske virksomheder.

Flag hviderusland - Belarus - blå himme

En række yderligere handelsrestriktioner har de seneste dage ramt Belarus i takt med, at russiske aggressioner i Ukraine fortsætter. Belarus' støtte til Rusland i forbindelse med krigen har senest resulteret i, at EU i onsdags indførte indefrysningssanktioner mod yderligere 22 medlemmer af militæret i Belarus. Indefrysningerne sker på baggrund af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/353 og Rådets forordning (EU) 269/2014.

Ligesom EU's indefrysningssanktioner mod navngivne russiske personer og virksomheder (beskrevet i vores tidligere nyhedsbreve, se i bunden af denne nyhed), indebærer indefrysningerne mod Belarus forbud mod at stille pengemidler til rådighed for personer eller enheder på sanktionslisten. Dette forbud fortolkes bredt og indebærer blandt andet (men er ikke begrænset til) ydelse af tilskud, lån, garantier, kautioner, obligationer, remburser, leverandørkreditter, køberkreditter, import- eller eksportforskud og alle former for forsikring og genforsikring, herunder eksportkreditforsikring. 

I skrivende stund omfatter indefrysningssanktionerne mod Rusland og Belarus nu over 700 navngivne personer og mere end et halvt hundrede enheder. I takt med krigens udvikling må det forventes, at yderligere personer og enheder løbende bliver føjet til listen. Derfor anbefaler vi, at eksponerede virksomheder kontinuerligt holder sig ajour.

EU har også vedtaget en række handelsrestriktioner mod Belarus. Restriktionerne er fastsat i Rådets forordning (EU) 2022/355 og omfatter blandt andet køb, transport eller import af en række varer, der enten (i) stammer fra Belarus eller (ii) er eksporteret fra Belarus, herunder tobaksvarer, bituminøse stoffer, mineralske brændselsstoffer, gasformige carbonhydrid-produkter og kaliumchlorid-produkter ("potaske"). Restriktionerne omfatter også en lang række "almindelige" industrielle varer ofte genstand for dansk import, herunder trævarer, jern- og stålprodukter, cementprodukter samt gummiprodukter.

Restriktionerne omfatter også et generelt forbud mod eksport af dual-use produkter og teknologi (samme forbud er indført i forhold til Rusland) og et forbud mod produkter, der kan benyttes som led i Belarus' militære, teknologiske eller forsvars- og sikkerhedsmæssige udvikling (et lignende forbud er også indført i forhold til Rusland). Begge disse forbud omfatter også direkte eller indirekte at levering teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansieringsmidler eller finansiel bistand, herunder finansielle derivater, samt forsikringer og genforsikringer af de omfattede produkter. Endelig gælder forbuddene nu uanset, om produkterne har oprindelse i EU eller ej, og uanset, for dual-use produkternes vedkommende, om de er tilsigtet brug i eller uden for Belarus. 

Samlet set er også denne del af sanktionerne meget omfattende, og danske virksomheder med import fra eller eksport til Belarus bør derfor sikre sig, at de overholder de nye restriktioner og dertilhørende formkrav til toldangivelser m.v. Virksomheder bør endvidere være opmærksomme på, at USA har indført lignende eksportrestriktioner mod Belarus, der også gælder for re-eksport af danske produkter med udvalgt amerikansk indhold.

Vi følger situationen nøje og opdaterer vores nyhedsbreve og hjemmeside løbende.

Kromann Reumerts specialister i international handel rådgiver danske virksomheder om alle aspekter af sanktioner og embargoer, herunder relevante overgangsbestemmelser. Vi kan hjælpe din virksomhed med at afdække jeres risikoeksponering og formulere løsninger tilpasset jeres forretnings behov.

Læs vores tidligere nyhedsbreve om sanktionerne her:

Yderligere sanktioner fra EU mod Rusland

EU's 2. runde af sanktioner mod Rusland − særligt om finansielle sanktioner 

EU's 2. runde af sanktioner mod Rusland

Kontakt

Ethan Aaron Shippen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 32 91
Mob. +45 51 52 96 28