Renas fik luft under vingerne på 18 år lang SAS-sag

Assistant Associate (advokatfuldmægtig) Renas Firat Demir havde i mange år tænkt, at han skulle være læge. Fem dage inden ansøgningsfristen på universitetet kunne Renas dog mærke, at hans hjerte bankede for noget andet. Han søgte ind på jurastudiet, og nu, fem år senere, arbejder han i vores afdeling for konkurrence- og udbudsret. Renas sætter her ord på, hvordan det er at arbejde på "SAS-sagen", der har strakt sig 18 år og bliver behandlet ved EU-Domstolen.

REFD

Ombord på SAS-sagen

"SAS-sagen" er en sag, der har kørt i 18 år, og her for nylig er jeg kommet med ombord. Sagen handler om et kartel blandt luftfartselskaber, der transporterer gods. Et kartel er en konkurrenceretlig term, der i denne sag betyder, at konkurrerende luftfartsselskaber angiveligt har koordineret deres priser i stedet for at konkurrere, hvilket er ulovligt.

Lufthansa var "ringleder" i kartellet, men SAS' position er unik, fordi SAS havde en godkendt alliance med Lufthansa. SAS og Lufthansa kunne derfor 100 % lovligt koordinere priser, og spørgsmålet er derfor navnlig, om SAS kendte til kartellet. Sagen er afgjort i EU-Retten i første instans, hvorfor det altså er en ankesag, der nu er kommet for EU-Domstolen. Det er naturligvis ikke alle spørgsmål, der har rejst sig gennem de 18 år, som EU-Domstolen bliver forelagt. Min rolle har derfor været at skære sagen til i samarbejde med min partner for at skabe klarhed om, hvad anken drejer sig om. Jeg har også skulle sætte mig ind i appelsagen og mere specifikt sætte mig ind i Rettens afgørelse. Det har været vigtig forberedelse for at kunne bistå min partner under forberedelse af den mundtlige høring ved EU-Domstolen.

Billet til Luxemburg

Forberedelsen fandt blandt andet sted i Luxemburg, hvor EU-Domstolen ligger, og da det netop er en kartelsag, kørte retssagerne mod de andre flyselskaber, mens vi var der. Jeg havde derfor mulighed for at overvære en håndfuld sager ved EU-Domstolen i samme sagskompleks, som derfor handlede om mange af de samme spørgsmål, som også er centrale i vores sag. Det har været virkelig interessant at overvære sagerne ved EU-Domstolen, da de er så anderledes fra måden, vi kører sager på herhjemme. Ved EU-Domstolen har dommerne en noget mere aktiv rolle end i Danmark, hvilket afspejler sig i måden, man forbereder sig på. Dommerne stiller mange spørgsmål til sagen og spørger ind til punkter, som de undrer sig over, og som de skal have afklaret for at kunne afgøre sagen. Man skal derfor forberede sig meget bredt og sørge for, at man har det fulde overblik over sagen.

Det har virkelig været en stor oplevelse at være med på holdet i Luxemburg og være en aktiv del af processen ved EU-Domstolen. Særligt fordi jeg ikke bare har været passager, men har bidraget til den sag, der er blevet ført, og måden den blev ført på. Især som relativ ny Assistant Associate (advokatfuldmægtig) har det været fedt at blive udfordret på forskellige parametre og få tildelt et stort ansvar. Arbejdet på "SAS-sagen" har været under en stejl læringskurve, som jeg kan tage med videre i min karriere. Ikke blot fordi "SAS-sagen" er den første kartelsag, jeg har arbejdet på, men fordi det er sjældent, at man får lov at sidde med sagskomplekser, der er af så omfattende karakter og kompleksitet. Det har været kæmpe stort. Jeg kan også huske, at jeg på vej hjem i flyveren vendte mig mod min partner og sagde "Tak for opgaven."

/Renas, Assistant Associate (advokatfuldmægtig)

Se vores ledige stillinger

Kontakt

Renas Firat Demir
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 20 58
Mob. +45 24 21 65 16
Udgivet