Nyhed

EU's 2. runde af sanktioner mod Rusland − særligt om finansielle sanktioner

Lørdag blev EU's 2. runde af sanktioner mod Rusland offentliggjort. Pakken indeholder en række omfattende tiltag, der på forskellig vis påvirker samhandlen med Rusland indenfor udvalgte sektorer.

Putin - pengeseddel - Rusland - Ukraine

Som direkte reaktion på Ruslands invasion af Ukraine om morgenen onsdag den 23. februar 2022 nåede EU's statsledere torsdag aften til enighed om en omfattende ændring af den såkaldte Rusland forordning. Ændringerne blev fredag vedtaget af Rådet, og den nye forordning 2022/328 blev offentliggjort og trådte i kraft i hele EU dagen efter den 26. februar 2022.

Med forordningen indføres nye økonomiske og finansielle sanktioner, herunder indefrysninger af en lang række russiske og hviderussiske personers midler (inklusiv Putins egne), og yderligere begrænsninger i adgangen til EU's kapitalmarked for navngivne russiske finansielle institutter og banker.

Forordningen indeholder således blandt andet:

  • Forbud mod at købe, sælge eller levere investeringsservices- og aktiviteter (som defineret i MiFID II, dog ikke depotvirksomhed og drift af multilaterale eller organiserede handelsfaciliteter) i forbindelse med udstedelsen af eller handlen med omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter (som defineret i MiFID II - de fleste derivat er således ikke omfattet af forbuddet) udstedt efter den 12. april 2022 af udvalgte, navngivne kreditinstitutter, der har mandat til at fremme russisk økonomi eller den russiske central banks interesser eller på anden måde spiller en væsentlig rolle for Rusland.
  • Forbud mod handel med omsættelige værdipapirer og pengeinstrumenter udstedt efter den 12. april 2022 af virksomheder, der producerer militærudstyr, statsejede olievirksomheder og virksomheder med væsentlige økonomiske forbindelser til den russiske regering eller centralbank - samt forbud mod ydelse af lån eller kreditter til sådanne virksomheder.
  • Forbud mod at modtage indskud fra russiske statsborgere, personer bosiddende i Rusland og russiske virksomheder (dog ikke personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i en EU-medlemsstat), hvis den samlede værdi af disse fysiske og juridiske personers indskud overstiger EUR 100.000 pr. kreditinstitut.
  • Pålæg om at alle EU kreditinstitutter skal oplyse om alle indskud over EUR 100.000, som indehaves af personer bosiddende i Rusland og russiske virksomheder. Grunden til, at dette er relevant i lyset af ovennævnte forbud, er, at der gælder undtagelser fra forbuddet. 
  • Forbud mod at sælge omsættelige værdipapirer i euro, der er udstedt efter den 26. februar 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering (f.eks. UCITS) , der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer til russiske statsborgere, juridiske personer og personer bosiddende i Rusland.
  • Forbud mod indfrielse af fordringer påvirket af foranstaltninger i forordningen.
  • Forbud mod værdipapircentralers afvikling af transaktioner vedrørende finansielle instrumenter for så vidt angår omsættelige værdipapirer, der er udstedt efter den 12. april 2022 til russiske statsborgere personer bosiddende i Rusland og russiske virksomheder (dog ikke personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i en EU-medlemsstat).

Herudover indeholder forordningen markant skærpelse af eksportreglerne for en lang række af produkter, der således ikke længere må udføres fra EU til Rusland. Eksportrestriktionerne er beskrevet i et særskilt nyhedsbrev, der kan læses her.

USA og UK samt en række andre "like-minded" lande har også indført restriktioner i forhold til Ruslands adgang til deres kapitalmarkeder. Som et yderligere tiltag har USA besluttet at nedlægge alle USD korrespondentbankforbindelser til nogle af Ruslands største banker, blandt andre Sberbank og VTB. Efter en 30-dages udfasningsperiode vil det derfor ikke længere være muligt at foretage eller modtage betalinger i USD fra disse banker. 

Danske finansielle virksomheder, der er eksponeret overfor de beskrevne forbud, bør sikre sig, at disse overholdes. Kontraktmæssigt vil allerede eksisterende klausuler, der forpligter handelspartnere til at overholde de til en hver tid gældende og relevante sanktioner, udgøre et værn og dermed en risiko-mitigerende faktor. Sådanne klausuler fritager dog ikke for handlinger foretaget mod bedrevidende eller mistanke.

I skrivende stund forhandler EU om en tredje pakke af sanktionerne mod Rusland, herunder indefrysning af den Russiske Centralbanks midler i Europa og afskæring af visse russiske bankers adgang til det internationale betalingssystem SWIFT. Forslaget skal vedtages af Rådet i form af en rådsbeslutning med tilhørende forordning. Forordningen vil være direkte gældende i alle EU medlemslandene den dag, den offentliggøres, hvilket typisk er dagen efter vedtagelsen. Samlet set forventes processen derfor som minimum at tage et par dage.

På nuværende tidspunkt ved ingen derfor præcist, hvad den 3. pakke af sanktioner kommer til at indeholde. Der er forlydender om, at der muligvis forhandles om udelukkelse af de banker, der allerede er blevet ramt af sanktioner fra også UK og USA (herunder VTB Bank, Otkritie, Sovcombank and Novikombank og måske Sberbank), men det er ikke bekræftet officielt. Der er også forlydender om, at visse typer af betalinger − for eksempel betalinger vedrørende energisektoren − vil være undtaget sanktionerne og dermed kunne fortsætte (på samme måde som USA foreløbigt har undtaget denne sektor). 

Vi følger situationen nøje og opdaterer vores nyhedsbreve og hjemmeside løbende.

Se vores tidligere nyhedsbrev om EU's 1. runde af sanktioner her.

Kromann Reumerts specialister i international handel rådgiver danske virksomheder om alle aspekter af sanktioner og embargoer, herunder relevante overgangsbestemmelser. Vi kan hjælpe din virksomhed med at afdække jeres risikoeksponering og formulere løsninger tilpasset jeres forretnings behov.

Kontakt

Jacob Høeg Madsen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 58
Mob. +45 40 30 30 16