Nyhed

Compliance, menneskerettigheder og bæredygtighed (CSR)

Hos Kromann Reumert har vi stor opmærksomhed på compliance. I vores forretningsgruppe for compliance sidder en række specialister, der gør det lettere for virksomheder at leve op til internationale konventioner, relevante kodekser og etiske retningslinjer.

Hos Kromann Reumert mærker vi tydeligt både danske og internationale virksomheders stigende fokus på compliance, særligt inden for vores klassiske rådgivningsområder som antikorruption og sanktioner. Vi oplever også en voksende interesse for menneskerettigheder og bæredygtighed i samfundet blandt nationale og internationale myndigheder og aktører – og ikke mindst blandt vores klienter i ind- og udland, som en del af den generelle udvikling henimod inkorporering af CSR (Corporate Social Responsibility) i virksomhedernes forretningsmodeller.

Både i vores rådgivning og vores egen forretning stræber vi efter at integrere universelle principper og målsætninger om menneskerettigheder, bæredygtighed og compliance, som konkret udmøntet i blandt andet FN's Global Compact og de 17 Verdensmål.

Som rådgivere og sparringspartnere er det vores ambition at hjælpe virksomheder med at identificere de områder, hvor der kan bygges bro mellem compliance og proaktive tiltag. På den måde kan vi sammen være med til at sikre, at erhvervslivet ikke blot overholder gældende regler og principper, men også medvirker til positivt at fremme menneskerettigheder og bæredygtig vækst.

Fra vejledende principper til lovmæssige forpligtelser

Vi oplever en stigende efterspørgsel efter konkret rådgivning om virksomheders menneskeretlige forpligtelser i takt med at vejledende principper, som f.eks. FN's Guiding Principles for Business and Human Rights, giver inspiration til lovgivningsmæssige forpligtelser i national lovgivning.

I 2017 vedtog det hollandske parlament eksempelvis en bødebelagt forpligtelse for selskaber, der leverer produkter til hollandske forbrugere, om at screene leverandører og underleverandører for anvendelse af børnearbejde – og tilmed udarbejde en handlingsplan for udryddelse af børnearbejde.

Tendensen slår endvidere tydeligt igennem i forhold til selskabers rapporteringsforpligtelser. Frankrig har indført en obligatorisk pligt til rapportering om arbejdstagerforhold, miljøforhold og bæredygtighed for børsnoterede selskaber over en vis størrelse. En lignende forpligtelse findes i den danske Årsregnskabslov, der forpligter store virksomheder til at supplere deres ledelsesberetning med en redegørelse for virksomhedens samfundsansvar, herunder hvordan virksomheden integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø og klima, og bekæmpelse af korruption.

Regler om eksempelvis rapporteringsforpligtelser vedrørende miljø og sociale forhold og human rights kan i nogle tilfælde påvirke danske virksomheder direkte, og rådgivning herom er derfor en del af Kromann Reumerts compliance-ydelser. Mere generelt kan egentlige lovkrav være med til at inspirere til overvejelser om, hvordan virksomheder kan og bør forholde sig proaktivt til menneskerettigheder i en praktisk, kommerciel kontekst.

"Vi tror på – og glæder os over – at menneskerettigheder og bæredygtighed vil blive en mere integreret del af compliance-agendaen over de kommende år. Hos Kromann Reumert er vi stolte af at være med til at fremme denne dagsorden – i vores rådgivning såvel som gennem deltagelse i og facilitering af relevante, tværfaglige platforme og diskussioner," siger Jakob Hans Johansen, partner i Kromann Reumert.

Som led heri har Kromann Reumerts compliance-specialister taget initiativ til at skabe en platform for udveksling af konkrete erfaringer, ideer og 'best practices' for virksomheders arbejde med compliance, Verdensmålene og menneskerettigheder. Initiativet er blevet mødt med stor interesse og de første arrangementer har været velbesøgte af en række større virksomheder i life science-sektoren, energiselskaber og industrivirksomheder inden for blandt andet fødevareindustrien. Alle er virksomheder, der står over for både juridiske og praktiske udfordringer, når de ønsker en virksomhed, der er "compliant" og som samtidig støtter Verdensmålene.

Vi ønsker at videreudvikle dette samarbejde og bidrage til at skabe et fremsynet forum for vores egen virksomhed, samarbejdspartnere og klienter over de kommende år.

Hvordan tackler man så udfordringen med compliance som virksomhed? 

Virksomhedernes stigende fokus på menneskerettigheder og bæredygtighed er foruden løbende tilpasninger af virksomhedens værdigrundlag og etiske kodeks drevet af en række juridiske og kommercielle parametre. Mange virksomheder er ganske enkelt blevet mere opmærksomme på, at deres ageren gør en reel forskel, men også, at både myndigheder og kunder har krav og forventninger til dem, som er påkrævet af iagttage. Dokumenterede indsatser inden for eksempelvis arbejdstagerrettigheder, miljø og bekæmpelse af korruption er derfor blevet et must, og de øgede krav om åbenhed og transparens stiller også betydelige krav til virksomhederne.

Som full-service-advokatvirksomhed har Kromann Reumert specialister, der kan hjælpe med både at fastlægge en proaktiv risk management- og compliance-strategi, der tager højde for de forskellige forretningsområder samt hertil knyttede relevante strategiske overvejelser for virksomhedens ledelse. Derudover ydes rådgivning til sikring af den praktiske implementering af lovkrav samt forpligtelser, der i øvrigt måtte følge af internationale konventioner, kodekser og etiske retningslinjer af relevans for den enkelte virksomhed.

Partner Marianne Granhøj kan, som rådgiver inden for arbejdsret, tydeligt mærke, at virksomhederne både i den løbende drift og i forbindelse med transaktioner er optagede af at sikre overholdelse af universelle lønmodtagerrettigheder og i stigende omfang mødes med krav fra kunder, leverandører og samarbejdspartnere vedrørende samme.

"Basalt set, er HR-området centralt for at drive virksomhedens compliance-processer succesfuldt. Hvis ikke virksomhedens ledere og medarbejdere udviser ansvarlig adfærd både i små og store sammenhænge og ikke har de fornødne redskaber og ballasten til at agere på rette vis, kan det få fatale konsekvenser," siger hun og fortsætter:

"De risici, men også de positive muligheder, der ligger i at supportere sit 'adfærdsberedskab', er ekstremt vigtigt at være opmærksom på, når man arbejder med compliance."

På tværs af Kromann Reumerts specialeområder bistår vi blandt andet vores klienter med at udarbejde compliance-politikker, compliance audits, antikorruption, Legal Risk Management/Enterprise Risk Management, Code of Conduct, CE-mærkning, forebyggende rådgivning og krisehåndtering.

Kontakt

Jakob Hans Johansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 20
Mob. +45 61 61 30 32
Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20