Udbudsret

Her kan du blandt andet læse om, i hvilke situationer du skal være opmærksom på udbudsreglerne, og hvordan et offentligt udbud forløber.

Dokumenter - notesblok - Checkliste - på træbord - sort kuglepen - 1920x1080.jpg

Udbudsreglerne regulerer det offentliges indkøb af varer og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsarbejder. Det gælder både den klassiske offentlige sektor, en række 'halvoffentlige institutioner' og store dele af forsyningssektoren. Sådanne offentlige ordregivere er forpligtet til at følge udbudsreglerne, og som privat virksomhed er det relevant at kende til reglerne, hvis du vil have del i de mange offentlige kontrakter, der udbydes. 

Hvorfor er udbudsret lovreguleret?

Udbudsreglerne er sat i verden for at sikre, at det offentliges midler bruges bedst muligt. Det vil sige, at staten og andre (halv- og hel-) offentlige myndigheders kontrakter skal tildeles til de virksomheder, som tilbyder de bedste produkter/tjenester til de bedste priser, uanset hvilken EU-medlemsstat leverandøren måtte komme fra, og uden at ordregivere inddrager usaglige hensyn.

Udbudsreglerne udgør derfor nogle procedureregler, som staten og andre offentlige myndigheder skal anvende, når de indkøber produkter/tjenester over visse tærskelværdier. Reglerne bygger på de grundlæggende udbudsretlige principper om ligebehandling, gennemsigtighed og proportionalitet. Det betyder blandt andet, at det skal være gennemsigtigt for (potentielle) leverandører, hvad ordregiveren vil lægge vægt på ved tildeling af kontrakten, og at ordregiveren kan være forpligtet til at afvise tilbud, som indeholder uklarheder, eller som afviger fra de retningslinjer, ordregiveren har givet.

I hvilke situationer skal jeg være opmærksom på udbudsreglerne?

Som leverandør og dermed potentiel tilbudsgiver er du som udgangspunkt ikke reguleret af udbudsreglerne. Udbudsreglerne sætter dog rammerne for, hvad ordregiverne må gøre i forbindelse med udbuddet, til en vis grad forud for udbuddet og i nogle tilfælde også under den efterfølgende kontrakt. Det er derfor relevant for dig som tilbudsgiver/leverandør at kende til udbudsreglerne i følgende situationer:

  1. Du ønsker at afgive tilbud på en kontrakt med en offentlig ordregiver som kontraktpart.
  2. Du ønsker at klage over en offentlig ordregivers gennemførte udbud (eller mangel på samme).
  3. Du ønsker at ændre i en allerede indgået kontrakt med en offentlig kontraktpart.
  4. Du ønsker at indgå et samarbejde med en offentlig ordregiver.
  5. Du indgår i en virksomhedsoverdragelse, hvor targetvirksomheden har kontrakter med offentlige kontraktparter.

Tærskelværdier

Udbudsreglerne gælder for indkøb over visse tærskelværdier. Småindkøb kan gennemføres uden udbud, forudsat at det er enkeltstående indkøb, hvis værdi ikke skal lægges sammen med andre af ordregiverens indkøb. 

Som udgangspunkt skal der gennemføres EU-udbud for alle offentlige indkøb, der overstiger nedenstående tærskelværdier:

  • Ca. 1 mio. kr. / 1,6 mio. kr. for indkøb af varer og tjenesteydelser, afhængig af om ordregiver er en statslig myndighed eller ej.
  • Ca. 40 mio. kr. for bygge-og anlægsarbejder (herudover gælder særlige danske regler for tilbudsindhentning for bygge- og anlægsarbejder med en værdi mellem 300.000 kr. og ca. 40 mio. kr. i henhold til tilbudsloven. 

Hvordan forløber et offentligt udbud?

Offentlige udbud vil ofte forløbe i fem faser. Varigheden af de enkelte faser afhænger af det enkelte udbud:

Planlægningsfasen

Ordregiver undersøger sit behov og udarbejder udbudsmateriale

Prækvalifikationsfasen

Ordregiver anmoder interesserede deltagere om at orientere om deres interesse for at deltage i udbuddet, hvorefter ordregiver udvælger de egnede tilbudsgivere. Denne fase kan være slået sammen med tilbudsfasen.

Tilbudsfasen

Ordregiver modtager tilbud fra tilbudsgiverne – eventuelt i forlængelse af forhandlingerne i de udbudsprocedurer, som tillader dette.

Evalueringsfasen

Ordregiver evaluerer de modtagne tilbud og tildeler kontrakten til den tilbudsgiver, som tilbyder det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Kontraktfasen

Ordregiver og tilbudsgiver underskriver og gennemfører kontrakten. I denne fase kan der være behov for at foretage kontraktændringer, hvilket også er reguleret i udbudsreglerne.

Hvilke opgaver bistår vi typisk med?

Vi rådgiver både tilbudsgivere og ordregivere.

Vi bistår tilbudsgivere med:
  • ansøgning om prækvalifikation, herunder udfyldelse af ESPD, rådgivning om leverandørkonstellationer, hvor der for eksempel er opstillet særlige egnethedskrav, eller hvor der er behov for at deltage sammen med eventuelle konkurrerende virksomheder
  • udarbejdelse og kvalitetssikring af tilbud, herunder afdækning af formalia, identificering og formulering af afklarende spørgsmål til ordregiver samt 'afkodning' af evalueringsmodeller
  • rådgivning om den udbudte kontrakts indhold, herunder risikobalance og kommercielle 'red flags'
  • rådgivning, når tilbuddet er blevet valgt, herunder forhandling, dokumentation og kontraktindgåelse
  • rådgivning, når tilbuddet er blevet fravalgt, herunder aktindsigt og klageovervejelser
  • udarbejdelse af høringssvar i forbindelse med anmodninger om aktindsigt i afgivne tilbud
  • gennemførelse af klage- og retssager
  • rådgivning i kontraktens løbetid, herunder om ændringer
  • udarbejdelse af self-cleaning materiale, hvis tilbudsgiveren er omfattet af en udelukkelsesgrund.
Vi bistår ordregivere med:
  • vurdering af udbudspligt og mulighederne for at kontrahere uden forudgående udbud
  • planlægning af udbudsprocessen, herunder (strategisk) valg af udbudsform, evalueringsmetoder og sikring af markedskonformitet
  • rådgivning om prækvalifikation og udvælgelseskriterier
  • udarbejdelse af udbudsmateriale, herunder udbudsbetingelser, relevante bilag og kontraktdokumenter
  • udformning af tildelingskriterier og evalueringsmodel
  • udvælgelse af egnede ansøgere
  • evaluering af de indkomne tilbud, forhandling og kontraktindgåelse
  • projektstyring
  • rådgivning om ændringer i allerede indgåede kontrakter
  • gennemførelse af klage- og retssager
  • rådgivning i forbindelse med aktindsigtssager
  • vurdering af tilbudsgiveres self-cleaning materiale.

Hvor finder jeg reglerne?

Den udbudsretlige regulering er i høj grad baseret på to EU-direktiver: 

  • Det klassiske udbudsdirektiv
  • Det sektorspecifikke forsyningsvirksomhedsdirektiv. 

Der findes dog også en række andre direktiver, som regulerer staten og andre offentlige myndigheders indkøb, ligesom reglerne suppleres af danske love og bekendtgørelser.

I Danmark er udbudsdirektivet implementeret ved udbudsloven. Loven implementerer i vidt omfang udbudsdirektivet mere eller mindre direkte, men der er dog også visse nationale tilføjelser som for eksempel krav om offentliggørelse af alle dele af evalueringsmodellen i udbudsmaterialet. 

Læs udbudsloven.

Forsyningsvirksomhedsdirektivet gælder for ordregivende myndigheder inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester. Forsyningsvirksomhedsdirektivet finder direkte anvendelse i Danmark med de undtagelser, som findes i den danske implementeringsbekendtgørelse. 

Læs forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Læs implementeringsbekendtgørelsen.

Hvilke myndigheder fører tilsyn med udbudsreglerne?

Hvis du vil klage over, at en ordregivende myndighed ikke har overholdt udbudsreglerne, skal du indsende klagen til Klagenævnet for Udbud. Læs mere om Klagenævnet for Udbud.

Derudover udfører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lovforberedende arbejde og agerer tilsynsmyndighed. Læs mere om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Læs mere om vores rådgivning inden for området:

Tablet - digital underskrift - kontrakt - skrivebord - handel - hvid pen - briller 3840x2160.jpg
Speciale

Rådgivning fra start til slut om alle aspekter ved udbud, herunder om der er en forpligtelse til at afholde udbud eller grundlag for en...

Juridiske specialer

Kontakt

Jeppe Lefevre Olsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 08
Mob. +45 20 19 74 34
Kristine Stage Mikkelsen
Senior Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 69
Mob. +45 24 86 00 47
Udgivet