Nyhed

Vi er medlem af advokatKODEKS

I 2015 tiltrådte vi advokatKODEKS, som er et vigtigt punkt i vores arbejde for at udbrede kendskabet til CSR i dansk erhvervsliv. advokatKODEKS består af fem principper for advokaters arbejde med CSR: åbenhed, socialt ansvar, etiske dilemmaer, moderne ledelse og diversitet. Managing partner i Kromann Reumert, Arne Møllin Ottosen, er med i dommerkomiteen, når Danske Advokater i september uddeler advokatKODEKS-prisen. Prisen uddeles til en advokatvirksomhed, der har udmærket sig inden for ét eller flere af principperne i advokatKODEKS.

“advokatKODEKS er kundens garanti for en advokat, der arbejder for at fastholde og udvikle vores samfund til nytte for alle virksomheder og borgere. advokatKODEKS viser, at advokaten arbejder med de fem principper, der alle bidrager til den samfundsmæssige værdiskabelse samt til den bedst mulige rådgivning for kunden.” – Danske Advokater om advokatKODEKS

Vores tiltrædelse er et signal til klienter og omverdenen om, at vi som advokatvirksomhed tager samfundsansvar alvorligt.

ÅBENHED

Vi arbejder aktivt med at vise omverdenen, hvad vi er for en virksomhed. Det gør vi blandt andet gennem vores employer branding-initiativer, hvor vi giver vores unge jurister muligheden for at fortælle om deres dagligdag på vores sociale medier. Gennem vores online Learning Center har vi øget vores fokus på åbenhed ved at dele vores viden med klienter, branchen og dansk erhvervsliv generelt. Via vores insights og podcasts deler vi vores juridiske anbefalinger inden for højaktuelle områder. I vores årsberetning inviterer vi hvert år til et indblik i, hvad der har optaget os i Kromann Reumert det forgangne år, ligesom vi deler vores overvejelser om, hvad fremtiden bringer. Læs mere om vores indsats på sociale medier på side 14 i vores CSR-rapport, Citizenship, og om vores ambition om at dele vores viden på side 8 i samme.

MODERNE LEDELSE

Vi lancerede i 2016 vores medarbejderudviklingskoncept EXPECT. Her sætter vi fornyet fokus på medarbejderudvikling med mere end 350 relevante udviklings- og uddannelsestilbud i form af kursusforløb, workshops, oplæg mv. for alle vores medarbejdere – juridiske såvel som administrative. Udviklingsforløbene fokuserer både på medarbejderens personlige og faglige udvikling. Som advokat i Kromann Reumert skal man med afsæt i et solidt juridisk fundament skabe værdi for vores klienter. Vores advokater er blandt branchens dygtigste rådgivere inden for deres felt, og hver dag leverer de rådgivning af højeste kvalitet til vores klienter. Advokaterne er også ledere for vores yngre jurister og sekretærer, og vi forventer, at vores advokater praktiserer en ledelsesstil, der understøtter vores værdier; kvalitet, troværdighed, forretningsforståelse og samarbejdsglæde. I 2017 videreudviklede vi EXPECT med flere initiativer, som du kan læse meget mere om på side 10 i Citizenship.

ETISKE DILEMMAER

Det er afgørende, at vi som advokatvirksomhed løbende forholder os aktivt til vores etiske ansvar. Derfor bruger vi betydelige ressourcer på at sikre en høj etisk standard i vores arbejde. Alle danske advokater er underlagt retsplejelovens regler om god advokatskik. Advokatrådet fører tilsyn med overholdelsen af god advokatskik og har udarbejdet de advokatetiske regler, som stiller strenge krav til advokaters professionelle standard og etik. Dem lever vi naturligvis op til, og vores klienter kan læse om vores håndtering af blandt andet fortrolighedsforpligtelsen og “hvidvaskningsreglerne” i vores forretningsbetingelser. I forbindelse med hvidvaskningsloven har vi oprettet en whistleblower-ordning samt en tilhørende intern whistleblower-politik. Formålet er at sikre, at alle i Kromann Reumert fortroligt kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskningsloven.

Tavshedspligt og interessekonflikter er en del af god advokatskik. Som en del af vores generelle kvalitetssikring har vi fastsat en række interne procedurer og regler, som supplerer de advokatetiske regler, blandt andet for at opfange og løse mulige interessekonflikter. Vi afdækker interessekonflikter både i løbet af ansættelsen og som led i ansættelsesprocessen. Vi har udarbejdet særlige regelsæt for at undgå insiderhandel og hvidvask. Den enkelte advokat er ansvarlig for at overholde de etiske regler, som administreres af Kromann Reumerts Etikudvalg, der består af fem partnere. Etikudvalget skal konsulteres i alle tvivlsspørgsmål og tager af egen drift spørgsmål op til behandling. Vi gennemfører løbende struktureret efteruddannelse af alle relevante medarbejdere i de advokatetiske regler og i de dele af Global Compact, der er særlig relevante for Kromann Reumert. Kromann Reumert er involveret i det faglige arbejde, som advokatmyndighederne udfører, herunder i den løbende ajourføring af de advokatetiske regler.

I 2017 lancerede vi vores Legal Risk Radar, der hjælper danske virksomheder med at udpege potentielle forretningsmæssige og juridiske risici, som de risikerer at stå over for inden for blandt andet international handel, compliance, persondata og digitalisering. Læs mere om vores Legal Risk Radar på side 35 i Citizenship. Compliance er et område, hvor vi stadig sætter massivt ind for at gøre vores klienter bedre i stand til at imødekomme nye love og regler på kritiske områder.

SOCIALT ANSVAR

Unge talenter er nøglen til vores fremtid. Derfor arbejder vi hver dag med at dele vores viden med talentfulde jurastuderende og udløse vores medarbejderes potentiale. Det ligger dybt forankret i vores DNA og i den måde, vi arbejder med vores sociale ansvar på. Derfor er det naturligt, at mange af de organisationer, vi indgår pro bono-samarbejder med, har børn, unge og uddannelse som fokusområde. Du kan læse mere om vores pro bono-arbejde på side 22 i vores CSR-rapport. Derudover er FN's 17 Verdensmål og Global Compact integrerede retningslinjer for vores arbejde med CSR.

DIVERSITET

Kromann Reumert er en advokatvirksomhed, men har naturligvis brug for diversitet i både kompetencer og uddannelsesbaggrund. Vi har medarbejdere, der dagligt sørger for at vedligeholde vores bygninger, forberede møder, lave mad i vores kantiner, fikse vores computere, kommunikere vores budskaber, ansætte og uddanne vores kolleger, og meget mere. Blandt den store gruppe af jurister finder du en lige så mangfoldig gruppe af mennesker med hver deres styrker og behov.

50 % af vores medarbejdere er kvinder, ligesom vi også har en række medarbejdere ansat med andre nationaliteter end dansk – du kan møde en af dem på side 18 i Citizenship-rapporten. Hver dag arbejder vi for at imødekomme denne mangfoldighed gennem blandt andet vores udbud af interne kurser, hjemmearbejdspladser for mere end halvdelen af vores medarbejdere, en arbejdsmiljøorganisation, der arbejder for at fremme det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, og dialoggrupper for vores advokater, advokatfuldmægtige og sekretærer.

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62