Nyhed

Vedtagelse af bøde på 300.000 kroner i sag om campingpas

DK-CAMP, der er en landsforening for danske campingpladser, har vedtaget et bødeforlæg fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) på 300.000 kroner. Foreningen har overtrådt konkurrenceloven ved at deltage i vedtagelser af krav om brug af et bestemt campingpas samt om at sælge campingpas til en fast pris.

SØIK's bødeforlæg af den 4. december 2019

af advokatfuldmægtig Sebastian Willigenburg Andersen

Baggrund

Sagen vedrører DK-CAMP, en brancheorganisation for danske campingpladser, og Campingrådet, en paraplyorganisation bestående af brancheorganisationer for campingpladser. DK-CAMP vedtog på møder i Campingrådet i perioden 2011-2016, at der skulle være en fast pris på 110 kr. for det såkaldte CKE-campingpas, samt at campister på campingpladser tilknyttet DK-CAMP kun måtte få adgang ved fremvisning af et gyldigt CKE-campingpas. De tilknyttede campingpladser skulle således afvise konkurrerende campingpas ‒ f.eks. ACSI Club ID.

Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet slog fast, at dette var i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1 og TEUF artikel 101, stk. 1, da vedtagelsen udgjorde ulovlig priskoordinering mellem de selvstændige campingpladser, ligesom de udelukkede konkurrenter fra markedet.

Bødevedtagelsen

Konkurrencerådet anmeldte efter Konkurrenceankenævnets afgørelse sagen til SØIK med henblik på en strafferetlig vurdering. SØIK har efter sine undersøgelser forelagt DK-CAMP et bødeforlæg på 300.000 kr., som foreningen altså nu har vedtaget. Bøden er fastsat ud fra foreningens omsætning, betalingsevne og soliditet samt overtrædelsens grovhed og varighed.

Sagen viser, at paraply- og brancheorganisationer generelt skal være påpasselige med at udøve koordinerende adfærd gennem sine aktiviteter.

Læs bødevedtagelsen

Læs vores tidligere omtale af Konkurrenceankenævnet afgørelse

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40