Nyhed

Konkurrence­ankenævnet stadfæster ulovligheden af Camping­rådets campingpas

Den 13. april 2018 stadfæstede Konkurrenceankenævnet Konkurrencerådets afgørelse om, at Campingrådet havde overtrådt konkurrencereglerne i forhold til sine krav til campingpas.

Af advokatfuldmægtig Thorbjörg Asta Leifsdottir

Baggrund og Konkurrencerådets afgørelse

Campingrådet er en paraplyorganisation, der organiserer næsten 90 % af de danske campingpladser. Campingrådet krævede af sine medlemmer, at de kun accepterede såkaldte CKE-pas (Camping Key Europe-pas). CKE-passet er blot et blandt flere pas, der giver adgang til europæiske campingpladser. Konkurrencerådet fandt, at Camringrådet, ved kun at tillade sine medlemmer at acceptere CKE-passet, begrænsede konkurrencen med andre pas, som f.eks. ACSI Club ID. Derfor påbød Konkurrencerådet Campingrådet at ophæve dette krav.

Udover at pålægge sine medlemmer kun at acceptere CKE-passet, havde Campingrådet også fastsat, hvilken pris campingpladserne måtte sælge CKE-passet til. CKE-passet blev derfor solgt til en fast pris på 110 kr. på alle Campingrådets medlemmers campingpladser. Konkurrencerådet fandt også, at denne priskoordination var i strid med konkurrencelovens § 6. Rådet påbød derfor, at adfærden blev bragt til ophør, så der kunne være konkurrence mellem flere pas, men også mellem de forskellige sælgere af CKE-passene.

Samtidig påbød Konkurrencerådet, at organisationen DK-CAMP skulle ophøre sin deltagelse i de ulovlige vedtagelser. DK-CAMP er en forening, der repræsenterer 300 selvstændige danske campingplader. DK-CAMP indbragte afgørelsen for Konkurrenceankenævnet, og det er DK-CAMP's ankesag, Konkurrenceankenævnet nu har afsagt kendelse i.

Konkurrenceankenævnets kendelse

Ifølge Konkurrenceankenævnet udgjorde aftalen en horisontal aftale mellem Campingrådet og campingpladserne, da alle parter solgte campingpassene til slutbrugere og dermed måtte anses som konkurrenter. Nævnet fandt, at aftalen havde til formål at begrænse konkurrencen, og anførte derfor, at DK-CAMP's deltagelse udgjorde både ulovlig priskoordinering og udelukkelse af konkurrenter fra markedet. DK-CAMP havde således handlet i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1 og TEUF artikel 101, stk. 1, hvorfor Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse.

Paraply- og brancheorganisationer skal være varsomme

Kendelsen bekræfter, at paraply- og brancheorganisationer skal være påpasselige med at udøve koordinerende adfærd gennem sine aktiviteter. Det er et område, der de seneste år har været i fokus hos konkurrencemyndighederne, og sanktioner kan ramme både organisationerne og deres medlemmer samt principelt også de involverede personer.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Lund Mosbek
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 81
Mob. +45 23 64 60 60
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40