Nyhed

US-OFAC udtaler: Sanktioner gælder også krypto­valuta

Bitcoins, Ethereum, NEO… Det er navnene på blot nogle af de kryptovalutaer, der kan være omfattede af amerikanske sanktioner. Sanktioner, der kan undgås med et skræddersyet compliance-program.

Som led i kampen mod kriminalitet har den amerikanske myndighed Office of Foreign Assets Control (OFAC) den 19. marts 2018 udtalt sig om kryptovaluta i sin Q&A om sanktionslovgivningen.

SDN-listen 

OFAC fremhæver, at de eksisterende sanktioner mod navngivne personer og virksomheder også gælder for transaktioner med kryptovaluta. De sanktionerede personer fremgår af OFAC's Specially Designated Nationals and Blocked Persons List – den såkaldte SDN-liste.

Det er derfor ikke muligt at undgå sanktionsreglerne eller amerikansk jurisdiktion ved eksempelvis at handle i eller med kryptovaluta som alternativ til en gangbar valuta som amerikanske dollars. Under visse omstændigheder kan der endda være tale om en strafbar omgåelse.

Derudover peger OFAC på muligheden for at tilføje adresser på kryptovaluta, såkaldte "wallets", der er tilknyttede sanktionerede personer på SDN-listen. Det kan imidlertid være vanskeligt at ajourføre adresserne i samme hastighed, som der bliver udstedt ny kryptovaluta (såkaldt "mining"), eller der opstår nye typer af kryptovaluta. Derfor fremhæver OFAC, at transaktioner, der menes at være knyttede til sanktionerede personer via andre adresser, også skal blokeres.

Kryptovalutaadresser vil fremgå af SDN-listen med en "digital currency address" med en unik kode, der er sammensat af bogstaver, cifre og kryptovalutaens betegnelse (f.eks. Bitcoin (BTC), Ether (ETH), Litecoin (LTC), NEO, Dash (DASH), Ripple (XRP), Iota (MIOTA), Monero (XMR) eller Petro (PTR)).

OFAC anbefaler, at især virksomheder, der beskæftiger sig med administration, veksling, formidling, gennemførsel eller brug af kryptovaluta etablerer et skræddersyet, risikobaseret compliance-program for at overholde sanktionslovgivningen.

Anbefalinger til et compliance-program

Vil du etablere et compliance-program i din virksomhed, vil vi anbefale, at du blandt andet:

  1. kortlægger virksomhedens kryptovalutatransaktioner og vurderer, om nogle af disse kan være omfattede af sanktioner
  2. etablerer en procedure, der indebærer screening af SDN-listen ved alle transaktioner i kryptovaluta
  3. etablerer en procedure for, hvordan en transaktion med en potentielt sanktioneret person eller virksomhed skal håndteres.

Essentiel risikovurdering for alle parter

Det er vigtigt for alle parter i kryptovalutatransaktioner at vurdere den potentielle risiko for at være omfattet af OFAC's sanktionsregler. Blandt parterne er:

  • udbydere af kryptovaluta og “wallets”, brokers og børser for kryptovaluta samt andre transaktionsformidlere, som kan være forpligtede til at blokere transaktioner med personer eller virksomheder på SDN-listen og til at indefryse midlerne
  • leverandører, der modtager betaling i kryptovaluta fra en person eller virksomhed, der potentielt kan være på SDN-listen
  • kunder, der betaler i kryptovaluta, i samhandel med en person eller virksomhed, der potentielt kan være på SDN-listen.

Vi følger udviklingen tæt for at se, om EU's myndigheder følger trop.

Eksempel på transaktions-flow

Kryptovaluta hvid

Se OFAC's Q&A om kryptovaluta i spørgsmål 559-563. 

Kontakt

Jacob Høeg Madsen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 58
Mob. +45 40 30 30 16
Jakob Hans Johansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 20
Mob. +45 61 61 30 32