Nyhed

Regeringens lovprogram 2023/2024 i et ansættelses- og arbejdsretligt perspektiv

I forbindelse med Folketingets åbning har regeringen i går, den 3. oktober 2023, offentliggjort lovprogrammet for det kommende folketingsår 2023/2024. Lovprogrammet indeholder de lovforslag, som regeringen forventer at fremsætte. Vi giver dig her et overblik over de lovforslag, der har væsentlig betydning for arbejdsgivere på det ansættelses- og arbejdsretlige område.

Regeringens lovprogram 2023/2024 i et ansættelses- og arbejdsretligt perspektiv

Ændring af lov om arbejdsskadesikring og forskellige andre love

Regeringen vil fremsætte et lovforslag, der har til formål at styrke og forbedre arbejdsskadesystemet, herunder med det formål, at flere personer, der har været udsat for en arbejdsskade, kommer tilbage i job. Yderligere skal der med lovforslaget skabes en lettere adgang til erstatning for personer, der har været udsat for vold på sin arbejdsplads, hvorfor der vil blive foretaget ændringer af erstatningsansvarsloven.

Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af oktober.

Ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

Lovforslaget skal medføre en forenkling af administrationen i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Lovforslaget vil blandt andet medføre, at der vil ske en forenkling af opkrævningen af ATP-bidrag, derved at man vil sammenlægge arbejdsgiveres indbetaling af ATP-bidrag med øvrige arbejdsgiverbidrag i én samlet opkrævningsmodel.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af oktober.

Ændring af ferieloven og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler

Lovforslaget vil indeholde et forslag om, at arbejdsgivere ikke fremover én gang årligt vil skulle tilkendegive, at de vil beholde de tilgodehavende feriemidler i virksomheden. Baggrunden herfor er, at flere arbejdsgivere ikke får givet denne årlige tilkendegivelse, hvilket hidtil har medført, at en større gruppe arbejdsgivere utilsigtet overdrages til Skattestyrelsen og Lønmodtagernes Garantifond, hvor kravene herefter er til straksforfald.

Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af november.

Ændring af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet

EU-Domstolen har tidligere afsagt afgørelser om arbejdstid, hvorefter regeringen vurderer, at dansk lovgivning ikke længere lever op til kravene. Dette har nødvendiggjort en ændring af reglerne på området, som det kommende lovforslag har til formål at tilvejebringe. For nuværende er udkastet til lovforslag i høring. Hovedelementerne i det foreliggende lovudkast inkluderer: i) et krav om registrering af medarbejderes daglige arbejdstid, ii) en mulighed for, at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter kan aftale, at der på et overenskomstområde er adgang til at indgå individuelle aftaler om, at lønmodtagere kan arbejde over 48 timer om ugen i gennemsnit, og iii) en ny undtagelsesbestemmelse for lovens anvendelsesområde.

Læs mere om det kommende lovforslag i vores nyhed om høringen af lovforslaget.

Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af november.

Ændring af arbejdsmiljøloven og lov om arbejdsskadesikring

Lovforslaget har til formål at forenkle de reaktionstyper og virkemidler, som Arbejdstilsynet har til sin rådighed. Dette skal medføre, at der indføres én entydig reaktion, når virksomheder skal handle straks. Dette fremsættes som en opfølgning på en tidligere indgået aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping.

Lovforslaget forventes fremsat i første halvdel af november.

Ændring af barselsloven

Lovforslaget har til formål at indføre 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge til tvillingeforældre. Fordelingen af de ekstra uger udmøntes således, at hver af forældrene modtager 13 ugers ekstra orlov, som ikke vil kunne overføres til den anden, og som skal afholdes, inden barnet fylder ét år. Det bliver i tilknytning hertil foreslået, at der indføres særlige regler for soloforældre og sociale forældre.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af januar 2024.

Udmøntning af dele af aftalen om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping m.v.

Lovforslaget har til formål at tilvejebringe en udvidelse af den kommende visningsordning - som erstatter smiley-ordningen - på arbejdsmiljøområdet. Udvidelsen vil medføre, at visningsordningen vil kunne indeholde data om tilsyn og afgørelser vedrørende udenlandske virksomheder. Derudover vil lovforslaget præcisere Arbejdstilsynets hjemmel til udstilling af data om arbejdsulykker.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2024.

Ændring af udlændingeloven (Ret til fortsat ophold for visse udlændinge)

Lovforslaget har til formål at give ret til fortsat ophold for visse udlændinge, der uddanner sig inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2024.

Ændring af udlændingeloven og lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Med lovforslaget ønskes der en justering af sprogkravet samt nedsættelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse i ægtefællesammenføringssager. Desuden ønskes der indført en ny ordning for medfølgende familie til visse udlandsdanskere. Ændringerne skal blandt andet medføre, at det bliver nemmere at få arbejdskraft til Danmark.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2024.

Ændring af udlændingeloven (Mere enkelt for virksomheder at anvende erhvervsordninger)

Lovforslaget medfører blandt andet en ændring af kravet om en dansk bankkonto, udvidelse af jobskiftereglen samt øget fleksibilitet for ophold efter fast track-ordningens korttidsspor. Tiltagene har til formål at gøre det mere enkelt for danske virksomheder at benytte erhvervsordninger. Dette skal medføre, at erhvervsordningerne derved i højere grad understøtter danske virksomheder i en effektiv rekruttering af udenlandske arbejdstagere.

Lovforslaget forventes fremsat i anden halvdel af februar 2024.

Vores bemærkninger

Vi følger lovforslagenes udvikling og holder dig orienteret om deres nærmere indhold.

Såfremt du måtte have spørgsmål af ansættelses- eller arbejdsretlig relevans, er du altid velkommen til at kontakte vores team af specialister i ansættelses- og arbejdsret, som sidder klar til at hjælpe dig.

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20
Kristian Bro
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 42 47
Mob. +45 51 38 17 34
Maria Bekke Eiersted
Partner (København)
Dir. +45 38 77 53 22
Mob. +45 24 86 00 62