Ny EU-dom om krydsfeltet mellem åbenhed og retten til privatliv

EU-Domstolens dom har allerede medført, at enkelte lande har lukket deres offentlige registre over reelle ejere, og i Danmark analyserer Erhvervsstyrelsen i øjeblikket dommen og overvejer konsekvenserne heraf. 

EU-Domstolens afgørelse er dog ikke så vidtrækkende, som det kunne se ud ved første øjekast. Dommen sikrer stadig, at virksomheder, som er forpligtet til at udføre kundekendskabsprocedurer, har adgang til de nødvendige oplysninger om reelle ejere. De enkelte virksomheder vil også fortsat have pligt til at undersøge og indberette oplysninger om deres reelle ejere til CVR. Derimod kan den offentlige adgang til disse oplysninger blive ændret på baggrund af dommen.

I dommen foretager EU-Domstolen en kompliceret afvejning mellem på den ene side retten til respekt for privatliv og beskyttelse af personoplysninger, som er sikret ved artikel 7 og 8 i EU's Charter om grundlæggende rettigheder, og på den anden side hensynet til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. EU-Domstolen finder konkret, at der skal være proportionalitet mellem de to regelsæt, og hensynet til rettighederne beskyttet ved Chartret vejer tungere end den frie adgang til oplysninger om reelle ejere. Dette er til trods for, at det blev gjort gældende af de andre EU-institutioner, at offentliggørelsen af oplysninger om reelle ejere kan forebygge bekæmpelsen af hvidvask og terrorisme ved bl.a. at have en afskrækkende virkning, muliggøre kontrol og være en hjælp for efterforskningen.

Baggrunden for EU-Domstolens dom

EU-dommen om reelt ejerskab udspringer af nogle sager fra Luxembourg, hvor to selskaber indgav anmodning om, at det offentliges adgang til selskabernes oplysninger om reelle ejere blev begrænset under hensyn til nogle bestemmelser i luxembourgsk lovgivning, der gennemførte bestemmelser fra det fjerde og femte hvidvaskdirektiv (direktiv 2015/849 og direktiv 2018/843). Anmodningerne blev afslået, og parterne lagde sag an ved domstolene i Luxembourg, som udsatte sagen for at forelægge en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Et af spørgsmålene i sagen omhandlede gyldigheden af en bestemmelse i det femte hvidvaskdirektiv, der forpligter medlemsstaterne til at gøre oplysninger om reelt ejerskab af selskaber mv. tilgængelige for offentligheden. Der blev i den forbindelse henvist til artikel 7 og 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, der fastlægger retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører én selv.

En reel ejer er som udgangspunkt den eller de fysiske personer, der i sidste ende enten direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer et selskab. Det fjerde hvidvaskdirektiv som ændret ved det femte hvidvaskdirektiv forpligter medlemsstaterne i EU til at sikre, at selskaber og andre juridiske enheder etableret på deres område indhenter oplysninger om deres reelle ejerskab og opbevarer disse i et centralt register.

Forud for ikrafttrædelsen af det femte hvidvaskdirektiv fastslog det fjerde hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skulle sikre, at oplysningerne om reelt ejerskab var tilgængelige for "enhver person eller organisation, der kan godtgøre at have en legitim interesse heri" udover for kompetente myndigheder m.v. Der var mulighed for at begrænse adgangen til oplysningerne under ekstraordinære omstændigheder, hvor det ville udsætte den reelle ejer for risiko for svig, bortførelse m.v., eller hvis den reelle ejer var mindreårig eller lignende.

Det femte hvidvaskdirektiv har ændret reglerne, således at oplysningerne som udgangspunkt er offentligt tilgængelige. Det femte hvidvaskdirektiv giver stadig mulighed for at begrænse adgangen til oplysningerne i ekstraordinære situationer, der vil udsætte den reelle ejer for uforholdsmæssig stor risiko, risiko for svig, bortførelse m.v., eller hvis den reelle ejer er mindreårig eller lignende.

EU-Domstolens dom

EU-Domstolen udtalte, at offentlighedens adgang til oplysninger om de reelle ejere udgør et alvorligt indgreb i retten til privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved Chartrets artikel 7 og 8. Domstolen lagde bl.a. vægt på, at oplysningerne er tilgængelige på internettet for enhver, således at personer, der af andre grunde end hensynet til forebyggelse af hvidvask og terrorisme ønsker at få oplysninger om bl.a. en reel ejers materielle og økonomiske situation, frit kan få adgang til oplysningerne. Domstolen henviste ligeledes til, at når personoplysningerne først er gjort tilgængelige for offentligheden, kan de lagres og spredes, således at det bliver vanskeligere for de pågældende personer at beskytte sig mod misbrug.

Formålet med ændringen i 5. hvidvaskdirektiv

EU-Domstolen vurderede, at formålet med at give offentligheden adgang til oplysninger om de reelle ejere var at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ved gennem øget gennemsigtighed at skabe et miljø, der er i mindre grad kan anvendes til disse formål. Ifølge EU-Domstolen kan et sådant formål begrunde alvorlige indgreb i rettighederne sikret efter Chartret.  

EU-Domstolen fastslog, at offentlighedens adgang til oplysninger om reelle ejere er egnet til at opfylde dette formål. Der blev lagt vægt på, at gennemsigtigheden øges, og at der dermed bidrages til at skabe det ønskede miljø.

Nødvendigheden af ændringen i 5. hvidvaskdirektiv

EU-Domstolen fandt dog ikke, at indgrebet i rettighederne sikret i Chartret var begrænset til det strengt nødvendige. Rådet og Europa-Kommissionen havde bl.a. henvist til, at det tidligere anvendte begreb "legitim interesse" havde givet anledning til praktiske vanskeligheder, da der ikke var en ensartet definition heraf. Derudover var kriteriet vanskeligt at definere, og selv hvis en definition var fastsat, ville kriteriet fortsat være vanskeligt at gennemføre. Domstolen afviste disse argumenter og udtalte, at vanskeligheden ved at opstille de præcise tilfælde, hvor offentligheden skal have adgang til oplysninger om de reelle ejere, ikke kan begrunde, at offentligheden skal have adgang til oplysningerne.

EU-Domstolen henviste også til, at de personer, der ifølge betragtningerne til det femte hvidvaskdirektiv ville få adgang til oplysninger om virksomheders reelle ejere gennem offentlig adgang (dvs. finansieringsinstitutter, myndigheder, pressen og civilsamfundsorganisationer), under alle omstændigheder enten ville have en legitim interesse i oplysningerne eller ville i øvrigt have en selvstændig ret til at tilgå oplysningerne. På den baggrund var det ikke nødvendigt at give offentlig adgang til oplysningerne. Det forhold, at offentlighedens adgang til oplysningerne kunne bidrage til bekæmpelsen af misbrug af selskaber m.v. og til strafferetlig efterforskning, førte ikke til et andet resultat.

Proportionaliteten af ændringen i 5. hvidvaskdirektiv

Endelig fandt EU-Domstolen ikke, at indgrebet i rettighederne efter Chartret var forholdsmæssigt i forhold til at nå formålet om at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Domstolen henviste bl.a. til, at de relevante bestemmelser gav mulighed for, at oplysninger, der ikke var tilstrækkeligt definerede eller identificerbare, blev stillet til rådighed for offentligheden. Derudover blev der lagt vægt på, at kompetente myndigheder og virksomheder, der er forpligtet til at lave kundekendskabsprocedurer, har en selvstændig ret til adgang til oplysningerne om reelt ejerskab.

Det alvorlige indgreb i Chartrets rettigheder, som en offentliggørelse af oplysningerne indebar, kunne ifølge EU-Domstolen ikke opvejes af fordelene ved indgrebet sammenlignet med den tidligere ordning, hvor kun personer med en legitim interesse havde adgang til oplysningerne. Det forhold, at medlemsstaterne kunne betinge adgangen til oplysningerne af en onlineregistrering, og at der i ekstraordinære situationer kunne fastsættes undtagelser for offentlighedens adgang til oplysninger, førte ikke til et andet resultat.

Konklusion

På den baggrund fandt EU-Domstolen, at bestemmelsen i det femte hvidvaskdirektiv, der fastslog, at oplysningerne om reelle ejere skulle være tilgængelig for offentligheden, ugyldig.

Læs dommen her.