Nyhed

Japan bliver et sikkert tredjeland

En ny dataaftale mellem EU og Japan betyder, at Japan nu kan anses som et sikkert tredjeland. Der stilles derfor ikke længere særlige krav til overførsel af personoplysninger til Japan.

I vores nyhed fra august 2018 (EU og Japan indgår dataaftale) nævnte vi, at EU og Japan, midt juli 2018, blev enige om at indgå en dataaftale, hvor parterne ville anerkende hinandens databeskyttelsesregler som tilsvarende og lige, så blandt andet personoplysninger kunne overføres frit og sikkert mellem EU og Japan. Dog skulle aftalen først forbi det Europæiske Databeskyttelsesråd, før den kunne implementeres.

Denne proces er nu gennemført, og aftalen har fundet anvendelse siden den 23. januar 2019. Det betyder, at Japan i dag anerkendes som et sikkert tredjeland, hvilket indebærer, at der ikke stilles særlige krav til overførsel af personoplysninger fra EU til Japan. Europæerne kan derfor være sikre på, at deres personoplysninger bliver håndteret sikkert i Japan.

De sædvanlige krav om efterlevelse af de generelle behandlingsprincipper, behandlingshjemmel og overholdelse af krav til behandlingssikkerhed mv. gælder naturligvis uændret.

Det skønnes, at de europæiske virksomheder nu vil få lettere adgang til det japanske markeds 127 millioner forbrugere.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10
Daiga Grunte-Sonne
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 41 18
Mob. +45 61 20 99 95