Nyhed

EU og Japan indgår dataaftale

Selvom det var den store handelsaftale mellem Japan og EU, der forleden trak overskrifter, så er det ikke den eneste, der er indgået mellem EU og Japan. Den 17. juli 2018 blev der nemlig også indgået en dataaftale.

Under et møde mellem EU og Japan, den 17. juli 2018, blev parterne enige om at indgå en dataaftale, som går ud på, at parterne fremover anerkender hinandens databeskyttelsesregler som tilsvarende og lige. Det betyder, at bl.a. personoplysninger kan flyde frit og sikkert mellem EU og Japan.

Aftalen er usædvanlig, da EU sjældent indgår sådanne dataaftaler, hvor parterne opfattes som ligeværdige. Eksempelvis har USA kun en delvis aftale om udveksling af data, idet de amerikanske regler på området ikke lever op til EU's krav.

Japan er dermed det tolvte land i verden, som får en sådan aftale med EU.

Selvom aftalen er indgået, skal Det Europæiske Databeskyttelsesråd dog først give sin holdning til kende, før aftalen kan implementeres og herefter anvendes. Endvidere følger det af aftalen, at Japan skal etablere en klageordning og gennemføre nogle sikkerhedsforanstaltninger for helt at leve op til EU's krav på området. Klageordningen kommer til at høre under den japanske datamyndighed og skal behandle EU-borgeres klager ift. de japanske myndigheders brug af personoplysninger.

Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10