Nyhed

Hvornår er abonnementssalg en fælde?

Forbrugerombudsmanden har siden 2016 haft stort fokus på onlinesalg af abonnementer og de klassiske abonnementsfælder. Ligeledes er emnet højaktuelt og i offentlighedens søgelys. Senest har Forbrugerombudsmanden, den 2. maj 2019, offentliggjort en kvikguide til virksomheder, der ønsker at sælge onlineabonnementer.

Reglerne i en nøddeskal 

Fra præsentationen af første markedsføringsbudskab til en virksomhed indgår en aftale om et løbende abonnement, skal abonnementskunder tydeligt og loyalt oplyses om:

  • hvorvidt kunden, samtidig med køb af et produktet, også køber et løbende abonnement
  • hvad abonnementet indebærer
  • prisen for abonnementet
  • abonnementets varighed
  • en evt. bindingsperiode for abonnementet
  • opsigelsesvilkår.

Forbryder virksomheder sig mod tilstrækkelig og loyal oplysning over for sine kunder, er kunderne ikke bundet af aftalen, og allerede effektuerede indbetalinger til virksomheden skal tilbagebetales. Ud over at man som virksomhed risikerer at stå med en hel portefølje af ugyldige og i bedste fald ubrugelige kundeaftaler – fordi markedsføringen af et ellers godt og attraktivt produkt har været utilstrækkelig – risikerer virksomheden også at ifalde strafansvar for urigtig eller vildledende markedsføring.

Store bøder – og måske større på vej

Abonnementsaftaler er et glohedt emne hos Forbrugerombudsmanden, og vi ser løbende, at Forbrugerombudsmanden interesserer sig for den type sager. Forbrugerombudsmanden kan blandt andet indlede en straffesag mod virksomheden og udstede bødeforelæg for overtrædelse af de regler, der knytter sig til utilstrækkelig eller manglende oplysning om abonnementsaftaler. Derudover udsender Forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse om sagen.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov har i forbindelse med DR's program "Kontant" om tegning af abonnementer udtalt, at han tror, at bøderne for vildledende markedsføring skal være højere. 

Nyt forbud i Sverige

I Sverige er der for nylig vedtaget ny forbrugerlovgivning, hvor der er indført et decideret forbud mod indgåelse af abonnementsaftaler over telefonen. Fremover skal forbrugeren, efter at være blevet præsenteret for abonnementsbetingelserne telefonisk, have forelagt og accepteret aftalen skriftligt, før aftalen kan anses for at være gyldigt indgået.

Erhvervsministeren har dog i den forbindelse udtalt til Kontant, at han ikke mener, der er behov for at vedtage en lignende lovændring i Danmark.

Konkurrencer som trækplaster

Hvis en konkurrence er købsbetinget, eller hvis forbrugeren forpligter sig til et løbende abonnement i forbindelse med deltagelse i en ellers "gratis" konkurrence, skal virksomheden være ekstra opmærksom på, at konkurrencegevinster eller andet "støj" ikke overdøver oplysningerne om abonnementsforpligtelsen. Oplysningerne skal findes samme sted som de øvrige konkurrencevilkår og skal præsenteres med samme meddelelseseffekt som de positive konkurrencebudskaber. Det er eksempelvis ikke nok at beskrive abonnementsforpligtelsen i de generelle abonnements- eller konkurrencevilkår.

Vil du vide mere?

Kromann Reumert har indgående erfaring med rådgivning om markedsføringsret inden for alle brancher, og vi holder os løbende opdaterede på den retlige udvikling. Vi rådgiver om alle aspekter inden for forbruger- og markedsføringsret, og vi kan hjælpe dig og din virksomhed godt og sikkert på vej, når I skal sikre, at jeres virksomhed overholder gældende lovgivning.   

Juridiske specialer
IP