Nyhed

Datatilsynet indstiller to kommuner til GDPR-bøder for manglende kryptering af arbejdscomputere

I kølvandet af to særskilte sikkerhedsbrud har Datatilsynet politianmeldt Gladsaxe Kommune og Hørsholm Kommune, fordi kommunerne ikke levede op til databeskyttelsesforordningens krav om et passende sikkerhedsniveau. De to politianmeldelser er samtidig Datatilsynets første bødeindstillinger i forbindelse med offentlige myndigheders behandling af personoplysninger.

Kryptering - computer - 3840x2160

Datatilsynet blev opmærksom på sagerne i forbindelse med kommunernes anmeldelse af to særskilte brud på persondatasikkerheden, hvor der var sket tyveri af computere tilhørende kommunen. Computerne indeholdt personoplysninger om henholdsvis borgere og medarbejdere i kommunen.

I den første sag blev en arbejdscomputer indeholdende personoplysninger om ca. 20.000 borgere, blandt andet følsomme personoplysninger og personnumre, stjålet fra Gladsaxe Rådhus. I den anden sag fik en medarbejder fra Hørsholm Kommune stjålet sin arbejdscomputer fra sin bil. Computeren indeholdt personoplysninger om ca. 1.600 medarbejdere i kommunen, herunder "oplysninger af følsom karakter" og personnumre. Ingen af de to computere var beskyttet med kryptering.

Datatilsynet fandt, at den utilstrækkelige sikkerhed i kommunernes computere udgjorde en unødig høj risiko for borgerne, idet personoplysningerne givetvis ville kunne tilgås ved f.eks. at flytte harddisken til en anden computer. 

Datatilsynet bemærkede, at begge brud på persondatassikkerheden var alvorlige henset til mængden og typen af de kompromitterede personoplysninger. 

På den baggrund har Datatilsynet politianmeldt Gladsaxe Kommune og Hørsholm Kommune og indstillet til, at der nedlægges påstand om bøder på henholdsvis 100.000 kroner og 50.000 kroner. Datatilsynet har i denne forbindelse blandt andet lagt vægt på:

  1. overtrædelsens karakter (manglende behandlingssikkerhed)
  2. at kryptering af computere er en almindelig foranstaltning, der nemt kunne have forhindret sikkerhedsbruddene
  3. kommunernes størrelse målt på indbyggertal og den samlede driftsbevilling.
     

Læs Datatilsynets pressemeddelelse.

Kromann Reumerts bemærkninger

I medfør af databeskyttelseslovens § 41, stk. 6, kan offentlige myndigheder straffes for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne på samme måde som private aktører. De to politianmeldelser markerer Datatilsynets første bødeindstillinger i forbindelse med offentlige myndigheders overtrædelse af reglerne om beskyttelse af personoplysninger.
Datatilsynet har tidligere indstillet to private aktører til bøder på henholdsvis 1.5 millioner kroner og 1.2 millioner kroner for overtrædelse af princippet om opbevaringsbegrænsning. Sagerne er endnu ikke afgjort. 

Læs vores omtale om bødeindstillingen af Taxa 4x35 og om bødeindstillingen af IDdesign.

Datatilsynets indstilling til at kommunerne idømmes bøder understreger, at også offentlige myndigheder kan risikere mere end blot kritik fra Datatilsynet, hvis de ikke overholder gældende databeskyttelseslovgivning. Da kommuner generelt behandler et stort omfang af personoplysninger om et stort antal personer, har lovgiver vurderet, at det er vigtigt, at også kommuner kan bødesanktioneres, hvis de ikke sikrer et passende højt sikkerhedsniveau for at beskytte oplysninger om borgere og medarbejdere i kommunen.

Sagerne er dog også relevante for private aktører: Et utilstrækkeligt sikkerhedsniveau kan også indebære kritik eller indstilling af bøder ‒ eksempelvis i de tilfælde, hvor det utilstrækkelige sikkerhedsniveau indebærer, at hackere for nemt får adgang til personoplysninger, eller at personoplysninger slettes eller gøres utilgængelige i forbindelse med et ransomware-angreb. 

Sagerne er også udtryk for, at både private og offentlige aktører skal sikre et sikkerhedsniveau svarende til de risici, der er forbundet med behandlingen af personoplysninger, herunder i forbindelse med opbevaringen af personoplysninger.
Overvejelser vedrørende sikkerhedsniveauet, herunder valg og fravalg af foranstaltninger, bør til enhver tid kunne dokumenteres. 

Herudover skal både private aktører og offentlige myndigheder i fornødent omfang føre kontrol med, at medarbejdere overholder de interne retningslinjer, som organisationen måtte have udarbejdet i forhold til beskyttelse af personoplysninger, herunder opbevaring af personoplysninger på computere og flytbare medier. 

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10