Nyhed

Møbelfirma indstillet til bøde på 1,5 mio. kr. for manglende sletning

Datatilsynet fandt efter tilsyn hos møbelvirksomheden, IDdesign A/S, i oktober 2018, at der var sket behandling af ca. 385.000 kunders personoplysninger i strid med databeskyttelsesforordningens krav om opbevaringsbegrænsning.

Datatilsynet rettede i sin afgørelse kritik mod i alt fire forhold vedrørende sletning hos møbelvirksomheden. Indgivelse af politianmeldelse mod IDdesign og indstilling til bøde på 1,5 mio. kr. skete alene på baggrund af det første forhold. For så vidt angår de sidste tre, udtalte Datatilsynet "alvorlig kritik".

Det første forhold rettede sig mod møbelvirksomhedens behandling af kundernes personoplysninger i et ældre ERP-system, der på tidspunktet for tilsyn kun blev brugt i tre butikker. I systemet behandledes oplysninger om kundernes navn, adresse, telefonnummer, e-mail og købshistorik. 

I alt blev mere end 820.000 kunders personoplysninger behandlet i det gamle ERP-system. Over halvdelen af disse kunders personoplysninger blev opbevaret i henhold til bogføringslovens § 10 om opbevaring af regnskabsmateriale. Derudover blev personoplysninger om en mindre gruppe på 448 kunder opbevaret, fordi der forelå et mellemværende mellem kunden og IDdesign. 

For de resterende kunder forelå der efter Datatilsynets vurdering ikke længere et gyldigt behandlingsformål, og disse kunders personoplysninger blev derfor behandlet i strid med kravet om opbevaringsbegrænsning.

De sidste tre forhold omhandlede henholdsvis manglende fastsættelse og dokumentation af slettefrister i det gamle ERP-system, manglende efterlevelse af egne fastsatte slettefrister for personoplysningerne i det nye ERP-system samt manglende dokumentation for sletteprocedurer for virksomhedens rekrutterings- og HR-system.
 

Læs nyheden på Datatilsynets hjemmeside.

Læs afgørelsen på Datatilsynets hjemmeside. 

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10
Daiga Grunte-Sonne
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 41 18
Mob. +45 61 20 99 95