Nyhed

ABR 18, vol. 5: Omprojektering

ABR 18 ser på nuværende tidspunkt ud til at implementere omprojekteringsklausuler. Selvom sådanne klausuler ikke er nyskabelser i sig selv, er det vigtigt for rådgiverne at vide, hvad netop bestemmelsen i ABR 18, § 46, indebærer, og hvilken betydning den forventes af få.

Det har i mange år været praksis i både offentlige og private kontrakter, at rådgiveren var underlagt en omprojekteringsklausul for bl.a. budgetoverskridelser som følge af egne fejl. I langt de fleste mindre kontrakter har en omprojekteringsklausul derimod ikke været en del aftalegrundlaget, medmindre aftalegrundlaget har inddraget YB 2012, som indeholder en mild omprojekteringsklausul i pkt. 3.4.4. 

Omprojektering ifølge ABR 18

Ifølge omprojekteringsklausulen i ABR 18 § 46 vil rådgiveren, som udgangspunkt, være ansvarlig for budgetoverskridelser af det senest opdaterede og anerkendte budget. 

Derudover skal rådgiveren udføre vederlagsfri omprojektering, medmindre rådgiveren kan sandsynliggøre, at rådgiver ikke burde have forudset overskridelsen. Tilsvarende vil rådgiveren være forpligtet til at foretage vederlagsfri omprojektering, hvis budgetoverskridelser skyldes egne fejl, eksempelvis nødvendige ekstraarbejder til entreprenøren på grund af projekteringsfejl eller -mangler. I praksis implementerer bestemmelsen altså blot den regel, som ganske ofte har været aftalt. 

Vil man undgå fremtidige krav til omprojektering, må man som rådgiver sikre sig, at bestemmelsen ikke gælder i kontraktforholdet.

Ydelsesbeskrivelsen opdateres

Ydelsesbeskrivelsen er også ved at blive opdateret. I høringsudkastet, der blev udsendt den 1. marts 2018, flyttes bestemmelsen om omprojektering til pkt. 5.5 med en ændret ordlyd. 
YB 2018's ordlyd er mere rådgivervenlig end ordlyden i ABR 18. Derfor vil brugen af både ABR 18 og YB 2018 kræve, at bygherren "rydder op" i formuleringen af omprojekteringsklausulen, før rådgiverkontrakten underskrives.

Som omtalt i ABR 18, vol. 3: Forsinkelse og dagbod – når projektet ikke går som forventet, er § 49 i ABR 18 en nyskabelse som tillæg til rådgiverens forpligtelse til vederlagsfri omprojektering på grund af projektmangler.

Den indebærer, at bygherren kan opnå en beløbsbegrænset konventionalbod på de glemte ydelser i projektet, eller "den mistede konkurrencefordel" ved projektmangler, som i praksis har været vanskelig at håndtere på grund af reglerne om bevis for bygherrens tab. 

Kromann Reumerts rådgivning

I Kromann Reumerts afdeling for fast ejendom følger vi den endelige udformning og vedtagelse af ABR 18 tæt. Hvis der sker væsentlige ændringer i forbindelse med vedtagelsen den 21. juni 2018, vil vi naturligvis holde jer orienterede. 

Kromann Reumerts erfarne advokater inden for byggeri står altid klar til at rådgive om emnet. Vi rådgiver om rådgiver- som entrepriseforhold og derfor også om AB 18 og ABT 18.

Læs også:

ABR 18, vol. 1: Lad forberedelserne begynde

ABR 18, vol. 2: Fokus på planlægningen

ABR 18, vol. 3: Forsinkelse og dagbog – når projektet ikke går som forventet 

ABR 18, vol. 4: Digital projektering

Juridiske specialer

Kontakt

Trine Gydemand Bielefeldt
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 17
Mob. +45 51 38 17 28
Martin Mosegaard
Senior Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 45 73
Mob. +45 24 86 00 10