ABR 18, vol. 3: Forsinkelse og dagbod – når projektet ikke går som forventet

ABR 18 ændrer ikke på reglerne for rådgiverens forsinkelse. Forsinkelse i projekteringen kan fortsat sanktioneres, men fremover vil sanktionen i praksis kun vanskeligt kunne gennemtvinges.

Skærpede regler for dagbod

Opstår der forsinkelse i projekteringsprocessen, kan bygherre kræve dagbod hos rådgiver under visse forudsætninger. Imidlertid er reglerne for opkrævning af dagbod skærpede i ABR 18.

Det betyder, at selvom parterne har aftalt, at forsinkelse udløser dagbod, kan bygherren kun kræve betaling af dagbod efter de forudsætninger, der er angivet i § 39, stk. 2.

Ifølge bestemmelsen skal bygherren sikre, at:

fristen (for ydelsernes aflevering) og dagbod fremgår klart af aftalen
der foretages en løbende notering af overskridelsen af fristen, som tager højde for ændringer og berettigede tidsfristforlængelser
rådgiver får besked om, at dagboden vil blive gjort gældende i "rimelig tid efter", at bygherren ved, at fristen ikke kan overholdes (altså allerede ved forventet misligholdelse) og
så kan dagbod kun betales fra det tidspunkt, hvor bygherren forlanger dagbod efter overskridelse af fristen. (Denne betingelse er uklar, men må forudsætte at bygherren påtaler forsinkelsen igen ved fristens de facto overskridelse.)

Reglernes utopiske praksis

De nye regler om dagbod forekommer nærmest utopiske at gøre gældende. Det er i praksis meget vanskeligt at holde sig orienteret i et projekteringsforløb, som ofte foregår hos rådgiver. De nye regler sætter meget store krav til bygherrernes organisation og overvågning af rådgiverne. Det vil kræve, at bygherren eksempelvis ansætter en bygherrerådgiver til at holde et skarpt øje med rådgiveren for at sikre, at de respektive rådgivningsydelser leveres rettidigt.

Der kan også aftales frister for mellemterminer, jf.§ 39, stk. 4: "hvis fristen er fastsat for at sikre færdiggørelse af en aktivitet, der er afgørende for byggeprocessen eller andre væsentlige forhold". Det er dog vanskeligt at argumentere for, at foregående faser i rådgivninger ikke er fastsatte for at sikre færdiggørelse af en aktivitet. Da rådgivningsprocessen imidlertid ikke er så håndgribelig, som udførelsen af en entreprise, bliver det interessant at se, om der fremover overhovedet bliver basis for at kræve dagbod for mellemterminer.

Der er i ABR 18 tilføjet en ny bestemmelse i § 38, stk. 1, litra f, hvorefter rådgiveren kun skal have tidsfristforlængelse for omprojekteringen efter § 46, stk. 1 (omprojektering der ikke skyldes fejl). Reglen er tiltænkt projekteringsfasen, hvis fejlen opdages på dette tidspunkt, hvilket dog oftest ikke er tilfældet, men svarer i øvrigt til sædvanlig kontraktregulering.

Ingen forsikring ved forsinkelse

Hvis der aftales dagbod i rådgiverkontrakten, bør bygherren sikre sig, at der enten stilles en bankgaranti herfor, eller at der aftales en ret til at tilbageholde honorar til modregning.

Rådgiverens ansvar for forsinkelse er ikke omfattet af rådgiverens løbende ansvarsforsikring eller projektansvarsforsikringer (de hidtil anvendte forsikringsvilkår). Det er derfor forventeligt, at vi fremover vil se nye forsikringsvilkår både inden for rådgivning og entreprise, da også entreprenøren i mange tilfælde i fremtiden vil have en rådgiverrolle, jf. oplæg til AB 18.

Hvor opstår forsinkelse i praksis?

Forsinkelser, som følger af rådgiverens ydelser, opstår i praksis ofte først efter endt projektering, når udførelsen er i gang og projektfejl og -mangler bliver opdaget. Og så er der ikke længere – i ABR forstand – tale om forsinkelse, men derimod om ansvar for mangler.

Er projekteringsfasen afsluttet, kan der derfor ikke opkræves dagbøder af rådgiver. Forsinkelser som følge af projekteringsfejl og -mangler, som typisk er påpeget af entreprenørerne, håndteres i stedet som mangler og kan efterlade bygherren med betydelige omkostninger, han ikke kan få dækket.

Finder man projekteringsfejl og -mangler under udførelsen, skal det først afklares, om der overhovedet er en projekteringfejl eller -mangel. Herefter skal der – i givet fald – omprojekteres, hvilket fører til yderligere forsinkelse i udførelsen (vel og mærke uden ansvar for entreprenøren).

For bygherren indebærer den tid, der går med omprojekteringen (rådgiverens udbedring af egne fejl), at entreprenøren ikke kan komme videre med andre ydelser, hvilket forsinker byggeriet, uden at bygherren kan kræve dagbøder af rådgiveren.

Bestemmelse om ansvarsbegrænsning

Samlet set vil kravet om projektansvarsforsikringer blive endnu mere udtalt med ABR 18 for at sikre bygherrerne dækning for mangelfuld rådgivning.

Rådgivers ansvar for mangler ændres ikke med ABR 18, men der indsættes nye bestemmelser i § 50, stk. 3 og 4 om ansvarsbegrænsning.

Bestemmelsen i § 50, stk. 3 svarer til, hvordan mange rådgiverkontrakter allerede ser ud i praksis. Her begrænses det økonomiske ansvar til dækningssummen i rådgiverens projektansvarsforsikring.

Rådgiver hæfter dog for selvrisikoen, som kan blive beregnet en eller flere gange afhængig af antallet af projekteringsfejl.

En ansvarsbegrænsning svarende til 2 gange rådgiverhonoraret, jf. § 50, stk. 4, vil være tilstrækkelig sikkerhed for bygherren i langt de fleste mindre rådgiverkontrakter med ukomplicerede projektforhold.

Da vilkåret om ansvarsbegrænsningen er ganske rådgivervenligt, må bygherrer overveje begrænsningerne i konkrete kontrakter nøje, særligt ved kompliceret eller dyrt byggeri, og enten aftale begrænsningen bort eller aftale en højere ansvarssum.

Ansvarsbegrænsning i forlængelse af Bobledæk-afgørelsen

En banebrydende bestemmelse i ABR 18 er § 7, stk. 4 om direkte krav, som er foranlediget af Bobledæk-afgørelsen i 2014.

Bestemmelsen indebærer, at en bygherre, ved direkte krav over for en underrådgiver, fremover vil være underlagt de ansvarsbegrænsninger, som er aftalte dels mellem bygherren og (total)rådgiveren, dels mellem (total)rådgiveren og underrådgiveren. Også af den årsag er forsikringsdækning et vigtigt fokuspunkt i komplicerede og økonomisk tunge byggesager.

For rådgiverne vil det forventeligt lede til en konsekvent praksis om betydelige ansvarsbegrænsninger ved store og/eller komplicerede byggeprojekter. Bygherrer bør derfor overveje, hvordan kontraktforholdene og risikoafdækningen skal se ud i fremtiden.