Nyhed

Kromann Reumert og medarbejdere støtter Danmarks Indsamling med 125.000 kroner

Pengene fra Danmarks Indsamling går i år til at styrke verdens piger. Til indsamlingsshowet lørdag donerede Kromann Reumert og medarbejdere i alt 125.000 kroner til 12 humanitære organisationers projekter med at styrke verdens piger.

12 humanitære organisationer, herunder SOS Børnebyerne, som Kromann Reumert har hjulpet med pro bono-arbejde siden 2008, går årligt sammen med DR for at samle ind til at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande. Støtten til Danmarks Indsamling går i år til at styrke verdens piger.

Piger i nogle af verdens fattigste lande lever i frygt for overgreb; de risikerer at ende som børnesoldater; de handles som prostituerede. Pengene fra Danmarks Indsamling 2019 går til de 12 organisationers forskellige projekter, som alle er med til at hjælpe verdens piger. SOS Børnebyerne vil blandt andet forebygge teenagegraviditeter i Etiopien og bidrage til at mindske antallet af børn, der bliver efterladt, ved at støtte ligestillingen og sikre pigernes adgang til uddannelse og jobs.

Kromann Reumert støtter sammen med sine medarbejdere årligt Danmarks Indsamling. Det er der en ganske særlig årsag til.

"Støtten går til at hjælpe de mennesker rundt om i verden, der har allermest brug for det, så de kan få en fremtid til gavn for dem selv og for samfundet. Børn, unge og uddannelse er i centrum for vores CSR- og pro bono-arbejde, og derfor giver det god mening for os at støtte op om Danmarks Indsamling, der i år går til at styrke verdens piger, blandt andet gennem uddannelse," fortæller Arne Møllin Ottosen, managing partner i Kromann Reumert.

Du kan læse mere om vores pro bono-arbejde og CSR-initiativer i vores seneste CSR-rapport, Citizenship.

Kontakt

Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62