International handel

Global handel med produkter, herunder tjenesteydelser, er reguleret af komplekse internationale og nationale regler, såkaldte handelsrestriktioner. Få her et overblik over reglerne, og hvilken praktisk betydning de har for danske virksomheder.

Hvid lastbil - transport - handel 1920x1080.jpg

Handelsrestriktioner – f.eks. i form af sanktioner – hindrer den frie handel med varer og tjenesteydelser. De eksisterer i utallige variationer og udstrækninger og sætter begrænsninger hele vejen gennem værdikæden (Supply Chain), både på produktniveau, serviceniveau og endda personniveau (sanktionerede individer og tilknyttede selskaber m.v.).

Det overordnede formål med handelsrestriktioner er at sikre international fred og stabilitet. Afhængigt af truslens omfang søges dette formål opnået ved hjælp af politiske beslutninger om at afskære adgangen til økonomiske midler og andre goder for udvalgte regimer, grupper, individer eller selskaber, eller gennem internationale aftaler, der stramt regulerer international handel med våben og andre (potentielt) farlige produkter og teknologier (import- og eksportkontrol). Det samlede regelsæt afspejler dermed løbende afvejninger af komplicerede udenrigspolitiske hensyn. Overtrædelse af reglerne kan få store konsekvenser i form af bøder, myndighedsindgreb, fængselsstraf, udelukkelse fra offentlige udbud og imagemæssige konsekvenser.

Hvordan er international handel reguleret?

Handelsrestriktioner af betydning for danske virksomheder udspringer af mange forskellige regelsæt, herunder internationale konventioner, EU-forordninger og nationale love og regler. Hvilke regler der er relevante for den enkelte virksomhed, afhænger af virksomhedens geografiske placering, koncern-, ledelses- og ejerskabsstruktur, medarbejdersammensætning, samarbejdspartnere og kunder, leverandører, produkter og tjenesteydelser.

Reglerne er både komplekse og omfattende, men en emneopdelt tilgang kan give et fingerpeg om, hvad der er særlig relevant for en bestemt virksomhed eller transaktion:

Eksportkontrol

Eksportkontrol er en samlet betegnelse for regler, der begrænser grænseoverskridende handel med blandt andet farlige produkter, teknologier og tjenester. Eksport er udførsel af produkter – herunder alle typer af varer og elektroniske overførsler af teknologi – fra et land til et andet. At levere tjenesteydelser i udlandet anses også som eksport, og det samme kan være tilfældet, hvis man fra en virksomhed i Danmark leverer teknisk bistand eller assistance med henblik på eksekvering i udlandet gennem tredjeparter. Med Danmark som udgangspunkt er både udførsler til andre EU-lande og til lande uden for EU omfattet af eksportbegrebet, omend reguleret forskelligt.

Er et produkt eller en tjenesteydelse omfattet af reglerne om eksportkontrol, betegnes det som "kontrolleret", og eksport af det er enten forbudt eller kræver en særlig tilladelse. Graden af regulering afhænger af produktets farlighed og destinationen. En særlig kategori af eksportkontrol er reglerne for eksport af produkter, der kan anvendes til både civile og militære formål – også kaldet produkter med såkaldt dobbelt anvendelse eller ”dual-use”-produkter. Det kan for eksempel være særlig følsom teknologi, kemikalier eller mekanisk udstyr, der kan misbruges eller anvendes til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Eksport af "dual-use"-produkter kræver som udgangspunkt (og som minimum) forudgående tilladelse fra Erhvervsstyrelsen.

Området er reguleret på EU-niveau i "dual-use"-forordningen, der gælder for danske eksportører. Bilag I til forordningen er en liste over alle "dual-use"-produkter og deres tekniske specifikationer, den såkaldte kontrolliste. Det påhviler danske eksportører, transportører, speditører og mæglere at undersøge, om produkter eller ydelser omfattet af en grænseoverskridende transaktion er anført på kontrollisten. For en del danske virksomheder kan også tredjelandes, herunder USA's, regler om eksportkontrol være relevante.

Sanktioner 

Sanktioner er reguleret på både FN og EU-niveau og fastsætter restriktioner for handel med bestemte personer, grupper og lande/områder. Alt afhængigt af omstændighederne kan sanktioner være udformet som generelle handelsforbud (embargoer), diplomatiske sanktioner (visum- og indrejseforbud), sektorale (for eksempel forbud mod handel med udstyr til olieudvinding) eller finansielle (indefrysning af midler)  eller en kombination heraf. Individuelt sanktionerede enheder er oplistet med navn på den såkaldte sanktionsliste, som især siden foråret 2022 hyppigt er blevet opdateret (konsolideret) for så vidt angår Rusland, Belarus og Ukraine.

Sanktionerne fungerer som forbud mod bestemte transaktioner, herunder i visse tilfælde modtagelse af betalinger. Som udgangspunkt er disse forbud absolutte, men i de tilfælde hvor sanktionerne spiller sammen med reglerne om eksportkontrol, kan der være mulighed for at søge om tilladelse til eksport. Det er de kontraherende parters eget ansvar, at sanktionerne ikke overtrædes.

Udover FN og EU's sanktionsregimer og -lister er UK og USA's nationale sanktionsregimer også relevante for mange danske virksomheder (med potentielt meget alvorlige konsekvenser til følge). På enkelte områder (for eksempel handel med Iran) kan der opstå konflikt mellem de forskellige sanktionsregimer, hvilket kræver særlig omhu at navigere i.

Importkontrol

Importkontrol er regler for import af farlige produkter, for eksempel våben, eksplosivstoffer og virusmateriale til forskningsbrug. Reglerne kan have betydning for danske virksomheder, der anvender disse produkter i produktionen, herunder ved import fra udenlandske datter- eller søsterselskaber. Danske virksomheder, der eksporterer disse produkter til udlandet, skal også være opmærksomme på modtagerlandets regler for blandt andet evt. importtilladelser og certificeringer.

Hvilken betydning har reglerne i praksis?

I praksis kan de beskrevne regler få betydning for mange forskellige dispositioner foretaget af danske virksomheder lige fra finansierings-, M&A- og IPO-projekter, indgåelse af kunde-, distributør- og leverandørkontrakter, pengeoverførsler, levering og forsendelse af produkter og tjenesteydelser, tilrettelæggelse af produktion, udarbejdelse af compliancepolitikker og -programmer, deltagelse i offentlige udbud og myndighedssamarbejde.

Desuden er det efterhånden blevet et effektivt konkurrenceparameter i markedet at have (og følge) effektive CSR- og ESG-politikker, hvoraf regulering af f.eks. overholdelse af handelsrestriktioner ofte er en essentiel bestanddel. Omvendt ses med hyppige mellemrum, at manglende (eller i al fald mindre grundig) opmærksomhed på udvælgelse af samarbejdspartnere i sanktionsøjemed kan få store omdømmemæssige konsekvenser. Mange virksomheder vælger derfor internt (af kommercielle årsager og forsigtighedshensyn) at følge politikker, der reelt er strengere end lovenes mindstekrav.

I øvrigt er det vigtigt at understrege, at reglerne for international handel er styret af politiske hensyn og derfor er genstand for stor opmærksomhed med hyppige ændringer og skærpelser til følge.

Læs mere om vores rådgivning inden for området:

Lastbil - transport 1920x1080.jpg
Speciale

Kromann Reumert har stor ekspertise i de ofte komplekse regler, der regulerer international handel med varer og tjenesteydelser...

Juridiske specialer

Kontakt

Jakob Hans Johansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 20
Mob. +45 61 61 30 32
Ethan Aaron Shippen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 32 91
Mob. +45 51 52 96 28
Udgivet