Nyhed

Forlængelse af motorkøretøjsforordningen og nye tilhørende retningslinjer

EU-Kommissionen har netop forlænget gruppefritagelsesforordningen for motorkøretøjer med fem år frem til den 31. maj 2028. Derudover har Kommissionen udsendt en opdateret version af de tilhørende retningslinjer.

Biler - motorkøretøjer - oppefra 1920x1080.jpg

Gruppefritagelsesforordningen for motorkøretøjer ("motorkøretøjsforordningen"), der stod til at udløbe den 31. maj 2023, er netop blevet forlænget frem til den 31. maj 2028

Motorkøretøjsforordningen finder anvendelse på vertikale aftaler og samordnet praksis om køb, salg eller videresalg af nye motorkøretøjer samt om køb, salg og videresalg af reservedele til og/eller udførelse af reparations- og vedligeholdelsesarbejde på motorkøretøjer. Motorkøretøjsforordningen og de tilhørende retningslinjer indeholder væsentlig vejledning om, hvorvidt specifikke aftalevilkår er i overensstemmelse med konkurrencereglerne.

I tillæg til motorkøretøjsforordningen skal virksomheder dog også sikre sig, at aftaler opfylder bestemmelserne i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning, som blev ændret væsentligt i juni 2022 (se vores nyhedsbrev herom her).

Mens selve motorkøretøjsforordningen blot er blevet forlænget uændret, har EU-Kommissionen foretaget en række ændringer i de tilhørende retningslinjer:

  • Ifølge de hidtidige regler skal både autoriserede og uautoriserede distributører og reparatører have lige adgang til væsentligt input, hvorved man tidligere har forstået værktøj, teknisk information og uddannelse. Dette er nu blevet udvidet, således at køretøjsgenerede data også kan anses for at udgøre væsentligt input, der skal deles på lige vilkår med både autoriserede og uautoriserede distributører og reparatører.
  • Derudover fremgår det som noget nyt, at hvis eksempelvis køretøjsgenererede data tilbageholdes af sikkerhedsmæssige årsager, bør man vurdere, om det er en rimelig måde at håndtere sikkerhedsproblemerne på, eller om man kan anvende mindre begrænsende foranstaltninger.
  • Derudover har man udvidet begrebet teknisk information, så det i dag i hvert fald omfatter software, fejlkoder og andre parametre, opdateringer på elektroniske kontrolenheder, identifikationsnumre på motorkøretøjer, reservedelsnumre, reservedelskataloger, problemløsningsmetoder, tilbagekaldelsesmeddelelser samt andre meddelelser om reparationer, der vil blive foretaget uden beregning af autoriserede reparatører.
  • Endelig fremgår det af de nye supplerende retningslinjer, at hvis motorkøretøjsproducenter tilbageholder det væsentlige input, herunder eksempelvis den tekniske information, kan det udgøre et misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrencereglerne, hvilket dog også svarer til den hidtidige retsstilling.

Læs gruppefritagelsesforordningen for motorkøretøjer her.

Se alle EU-Kommissionens ændringer til retningslinjerne vedrørende gruppefritagelsesforordningen for motorkøretøjer her.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Carina Czerwinski Dall
Director, advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 12 18
Mob. +45 61 20 35 46
Simon Emborg Kristensen
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (Aarhus)
Dir. +45 38 77 10 44
Mob. +45 51 23 52 63