Nyhed

Europa-Kommissionens nye vertikale gruppefritagelse og retningslinjer

Europa-Kommissionens nye vertikale gruppefritagelsesforordning og retningslinjer for vertikale begrænsninger trådte i kraft den 1. juni 2022. Få overblik over de mest relevante elementer i den nye regulering af vertikale aftaler.

Europa-Kommissionens nye vertikale gruppefritagelse  og nye vertikale retningslinjer

Dual distribution

Dual distribution − eller parallel distribution − vedrører den situation, hvor en producent sælger til en detailforhandler med henblik på videresalg, men samtidig også selv opererer i detailleddet og derved konkurrerer med sine detailforhandlere. Dual distribution-forholdet imellem leverandør og forhandler rummer derfor både horisontale og vertikale elementer.

Gruppefritagelse for dual distribution bevares - dog med følgende ændringer:

  • Anvendelsesområdet omfatter nu også – ud over producenter − importører og grossister, der også opererer i detailleddet.
  • I forhold til informationsudveksling gælder gruppefritagelsen nu kun, hvis informationsudvekslingen er (i) direkte relateret til den vertikale aftale, og (ii) nødvendig for at optimere produktionen eller distributionen af de omhandlede varer eller tjene-steydelser. De nye retningslinjer indeholder en række eksempler på oplysninger, der som udgangspunkt vil/ikke vil opfylde disse kriterier.
  • Leverandører af onlineformidlingstjenester, som sælger varer eller tjenesteydelser i konkurrence med virksomheder, der anvender onlineformidlingstjenesterne, er ikke længere omfattet af gruppefritagelsen. Onlinemarkedspladser som eksempelvis Amazon er dermed som udgangspunkt ikke længere omfattet.

Eksklusiv og selektiv distribution

Eksklusiv distribution vedrører den situation, hvor en forhandler tildeles en eksklusiv ret til at sælge de omhandlede produkter eller tjenesteydelser i et givent territorium eller til en given kundegruppe. 

I et selektivt distributionssystem forpligter leverandøren sig til udelukkende at sælge (bestemte) varer til forhandlere, der er udvalgt på baggrund af bestemte kvalitative og/eller kvantitative kriterier, og som forpligter sig til udelukkende at sælge de pågældende varer til andre godkendte forhandlere (internt krydssalg) eller til slutkunder.

Med de nye regler indføres blandt andet følgende ændringer:

  • Kriterierne for anvendelse af eksklusiv og selektiv distribution er præciseret og skarpere opdelt i gruppefritagelsesforordningen, og der gives nu eksplicit guidance på situationer, hvor de to systemer kombineres (dog ikke i forhold til samme områ-de/kundegruppe). Almindelig fri distribution behandles som et tredje "standardscenarie".
  • Begrænsningerne i begge distributionssystemer kan i et vist omfang pålægges ikke blot distributøren, men også dennes (en-gros)kunder.
  • Det er nu muligt at tildele op til fem forhandlere "delt eksklusivitet" til samme område/kundegruppe.

"Most Favoured Nation"-klausuler (paritetsklausuler)

Ved en Most Favorued Nation-klausul (MFN-klausul) forpligter en leverandør af varer eller tjenesteydelser sig til at udbyde disse til en part på betingelser, der ikke er mindre favorable end de betingelser, hvorpå leverandøren udbyder dem til visse andre parter eller via visse andre kanaler (eller i nogle tilfælde udbyder selv). Tidligere har MFN-klausuler ikke været behandlet i den vertikale gruppefritagelse eller retningslinjerne, men de nye retningslinjer indeholder en udførlig beskrivelse af forskellige typer af MFN-klausuler:

  • Eksempelvis falder MFN-klausuler, som er pålagt af udbydere af onlineformidlingstjenester, og som forpligter købere af deres tjenesteydelser til at undlade at udbyde, sælge eller videresælge varer eller tjenesteydelser til slutkunder på mere favorable vilkår ved at anvende konkurrerende onlineformidlingstjenester, nu uden for gruppefritagelsen.

Onlinesalg

Vertikale aftaler, der sætter begrænsninger for online salg, er nu reguleret i retningslinjerne:

  • Aftaler, der har til formål at hindre den effektive brug af internettet til salg, er ikke omfattet af gruppefritagelsen og er ikke tilladt. 
  • Visse begrænsninger af onlinesalg er dog tilladt, herunder eksempelvis opstilling af kvalitetskrav til webstedets indhold og layout eller krav om, at onlineannoncer opfylder visse kvalitetsstandarder.
Indkøb - kurv - vogn - pc - pakker - ehandel - online - 3840x2160
Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Sonny Gaarslev
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 62
Mob. +45 20 19 74 48