Nyhed

Lovændring om styrkelse af international rekruttering er nu vedtaget

Folketinget har i dag, den 23. marts 2023, vedtaget en række ændringer til udlændingeloven. Ændringerne har til formål at gøre det lettere for danske virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. Der bliver blandt andet implementeret en supplerende beløbsordning, ligesom fast track-ordningen, positivlisten og Startup Denmark-ordningen bliver udvidet. Reglerne træder i kraft den 1. april 2023.

Lovændring om styrkelse af international rekruttering er nu vedtaget

Supplerende beløbsordning

Beløbsordningen er det mest hyppigt anvendte regelsæt til at opnå opholds- og arbejdstilladelse for udenlandsk arbejdskraft. Efter den eksisterende ordning skal en medarbejder have en årlig løn på mindst 465.000 DKK (2023-niveau). Den nye beløbsordning er et supplement til den eksisterende ordning. Efter den supplerende beløbsordning kan der meddeles en arbejds- og opholdstilladelse til en udlænding, der har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse med en årlig aflønning på mindst 375.000 DKK (2023-niveau). Beløbet vil blive reguleret årligt.

Som en nyskabelse skal den pågældende stilling, som udlændingen er tilbudt, på ansøgningstidspunktet have været slået op på Jobnet og EURES-portalen i minimum to uger. Det er herudover et krav, at stillingen er inden for et fagområde, hvor de sidste tre måneders sæsonkorrigerede bruttoledighed på ansøgningstidspunktet i gennemsnit ikke har oversteget et vist niveau som fastsat af Udlændinge- og Integrationsministeren, aktuelt 3,75 %.

Som det også gælder for de eksisterende erhvervsordninger, er det et krav efter den supplerende beløbsordning, at de tilbudte løn- og ansættelsesvilkår er sædvanlige.

Udvidelse af fast track-ordningen

Efter den nuværende fast track-ordning er det blandt andet et krav for at blive certificeret virksomhed, at virksomheden har mindst 20 fuldtidsansatte. Med de nye lovændringer nedsættes dette til 10 fuldtidsansatte. Der skal som i dag være tale om fastansatte medarbejdere. Ansøgningstidspunktet er afgørende for, om kriteriet om 10 fuldtidsansatte er opfyldt. Midlertidig nedgang i antallet af fuldtidsansatte medfører ikke bortfald af certificeringen, men er der tale om en mere permanent personalereduktion, kan dette føre til inddragelse af certificeringen.

Fast track-certificering kan være attraktivt for virksomheder, fordi udlændinge, der har indgået aftale om ansættelse i en certificeret virksomhed, kan påbegynde arbejde, selvom Styrelsen for International Rekruttering og Integration ("SIRI")

ikke har meddelt endelig arbejds- og opholdstilladelse, hvis udlændingen har betalt gebyr, indgivet ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse og har fået tildelt en foreløbig tilladelse af SIRI.

Udvidelse af positivlisten

Udlændinge, som er kvalificeret indenfor et fagområde, hvor der er mangel på arbejdskraft, og som specifikt fremgår af positivlisten, kan søge om opholds- og arbejdstilladelse i medfør af positivlisten. Med denne lov udvides positivlisten, så flere videregående uddannelser kan omfattes.

Lovændringen medfører, at de fagligt afgrænsede a-kasser får mulighed for at supplere positivlisten med stillingsbetegnelser på alle videregående uddannelsesniveauer inden for den enkelte a-kasses fagområde. De supplerende stillingsbetegnelser vil gælde for hele landet. Herudover kan de regionale arbejdsmarkedsråd indføre supplerende stillingsbetegnelser på positivlisten. I så fald vil det kun gælde for det geografiske område (kommuner), som er underlagt det enkelte råd.

Som en nyskabelse kan en stillingsbetegnelse på positivlisten tidligst udgå to år efter, den er tilføjet til positivlisten.

Udvidelse af Startup Denmark-ordningen

Startup Denmark-ordningen bliver udvidet således, at udenlandske virksomhedsejere, der ønsker at starte en filial af deres eksisterende virksomhed i Danmark, og udlændinge, der allerede har startet en succesfuld selvstændig virksomhed i Danmark nu også kan søge arbejds- og opholdstilladelse, når visse betingelser er opfyldt.

Lovændringerne træder i kraft allerede den 1. april 2023.

Vores bemærkninger

Loven øger muligheden for at opnå arbejds- og opholdstilladelse for kvalificeret arbejdskraft fra tredjelande, dels fordi beløbsgrænsen sættes ned i den supplerende beløbsordning, og dels fordi positivlisten udvides. Tilsvarende vil flere virksomheder have mulighed for at opnå fast track-certificering, der sikrer hurtig arbejdskraft. Arbejdsgivere bør dog være opmærksomme på, at det fortsat er et krav, at de tilbudte løn- og arbejdsvilkår er sædvanlige, ligesom det er et krav, at de udenlandske medarbejdere modtager lønnen på en dansk bankkonto.

Hvis du har spørgsmål til de nye regler eller har brug for bistand til at søge arbejds- og opholdstilladelse til tredjelandsborgere, er du altid velkommen til at kontakte vores team af specialister i corporate immigration.

Læs mere om vores rådgivning inden for Ansættelses- og arbejdsret

SP - Ansættelses- og arbejdsret.jpg
Speciale

Kromann Reumerts afdeling for ansættelses- og arbejdsret rådgiver danske og internationale virksomheder om individuel ansættelsesret og...

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Granhøj
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 80
Mob. +45 24 27 48 20
Maja Ilsø
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 11 86
Mob. +45 24 86 00 83