Nyhed

Legal Risk Management – fokusområder i 2018

2018 er for længst i gang – og helt overvejende godt i gang. Der venter dog også udfordringer, som virksomhederne heldigvis kan forberede sig på. Med Kromann Reumerts unikke Legal Risk Radar kan du kortlægge, hvordan din virksomheds risikoprofil ser ud på en række vigtige områder. Mange virksomheder har allerede brugt Legal Risk Radar, og deres input bekræfter trenden i en række andre surveys.

Verdensøkonomien mærkede fremgang i 2017, og den tendens vil ifølge OECD fortsætte i 2018. Også i Danmark er der også optimisme at spore. Det kan man bl.a. læse i Den Europæiske Investeringsbanks (EIBIS) temperaturmåling af investeringsniveauet i Europa. Her toppede Danmark både på volumen af investeringer og på den værdiforøgelse, investeringerne medførte. Trods blomsterende optimisme er der områder, hvor danske virksomheder bør være særligt opmærksomme. Vi har sammenholdt data fra Kromann Reumerts unikke Legal Risk Radar med generelle tendenser fra dansk og internationalt erhvervsliv. Med afsæt heri har vi listet et par områder, hvor virksomheder bør være særligt opmærksomme i 2018.

Har du styr på IT-sikkerheden?

I en ny rapport nævner såvel virksomhedsejere, direktører som bestyrelser IT-sikkerhed som et af de største fokusområder i 2018. Virksomheder bør i dag, som minimum, have en strategi for IT-sikkerhed. At det allerede er et fokusområde afspejler sig i data fra vores Legal Risk Radar, hvor 75 procent svarer, at IT-sikkerhed er et bevidst valgt fokusområde for virksomheden. Af disse svarer 74 procent desuden, at fokus på IT-sikkerhed er forankret hos topledelsen.

Er din virksomhed klar til den nye databeskyttelsesforordning?

I 2018 er det et must for danske virksomheder at sætte fokus på den nye databeskyttelsesforordning, som træder i kraft den 25. maj 2018. Herefter kan det blive dyrt at overtræde de persondataretlige regler. Data fra vores Legal Risk Radar viser, at virksomheder er godt i gang med at klargøre sig til de nye regler. Det er dog ikke alle virksomheder, der har påbegyndt processen. Ifølge vores data er 25 procent af virksomhederne kun lige begyndt med compliance-arbejdet. Data viser desuden, at 74 procent af virksomhederne anvender underleverandører, hvor der mellem parterne håndteres personfølsomme data. Det er et risikoområde, der skal tages særlig hånd om inden den 25. maj. 

Mangler du input til jeres compliance-proces, kan du her se vores 10 grunde til at elske databeskyttelsesforordningen.

Er dine IT-løsninger fremtidssikrede?

Den hastige teknologiske udvikling vil fortsætte i 2018. Udviklingen gør, at virksomhedernes udfordringer med udvikling, implementering og handel med teknologi og IT bliver stadig mere komplekse. Det stiller flere krav til IT-løsninger og til IT-kontrakter med underleverandører. Data fra Legal Risk Radar viser, at 63 procent har en strategisk tilgang til, hvordan de håndterer brugen af IT-leverandører. Ud af de 63 procent er det dog kun omkring halvdelen, der systematisk gennemgår deres IT-kontrakter i takt med, at kravene til dem ændres.

Kromann Reumert tilbyder vores klienter et kontraktstyringssystem. Læs mere om contract management-systemet her.

Er du forberedt på risikoen for markante rentestigninger?

Banker og økonomer forventer, at vi kommer til at se en stigende rente. Den enkelte virksomhed bør således i lyset af disse prognoser overveje, hvorvidt en eventuel renteeksponering bør fastlåses. Grundet det historisk lave renteniveau som vi har haft i flere år, da vil selv en - i historisk perspektiv - relativ lille rentekorrektion medføre en procentuel væsentlig stigning i de samlede finansieringsomkostninger. Ligeledes vil en eventuel eksponering på din financiers fundingomkostninger hurtigt blive en dyr affære ved en stigende rente.

Bliver din virksomhed ramt af Brexit?

Storbritannien har besluttet at træde ud af EU, og i 2018 går forhandlingerne om rammerne for udtrædelsen ind i fase 2. Det betyder højst sandsynligt, at vi i løbet af 2018 kommer til se konturerne af en fremtidig handelsaftale mellem Storbritannien og EU. En handelsaftale, som får stor relevans for danske virksomheder, der handler i og med Storbritannien. På Kromann Reumerts Brexit-hub kan du følge med i udviklingen, skabe dig et overblik og få råd til, hvad netop din virksomhed skal gøre for at være bedst rustet til de udfordringer og muligheder, Brexit fører med sig. 

Kromann Reumert kan hjælpe din virksomhed med et Brexit impact review, hvor vi gennemgår brexit-konsekvenserne for netop din virksomhed. Læs mere om udfordringer og muligheder på Kromann Reumerts Brexit-hub.

Opdatering af konkurrenceloven – har du styr på ændringerne?

Den 1. januar 2018 trådte en række ændringer af konkurrenceloven i kraft, som danske virksomheder bør forholde sig til. Ændringerne har til formål at harmonisere de danske regler med EU-reglerne. Blandt andet indeholder ændringerne en præcisering af, hvornår virksomheder lovligt kan indgå i konsortiesamarbejder. Ligeledes er der tilføjet nye frister for afgivelse af tilsagn samt mulighed for at afbryde frister i forbindelse med fusionsanmeldelser. Der er også sket ændringer ift. mulighederne for at få aktindsigt i konkurrencesager. Vi anbefaler virksomheder at have klare guidelines tilgængelige, når der kommer forespørgsler fra konkurrencemyndighederne. Data fra Legal Risk Radar viser, at kun lidt over halvdelen af de virksomheder, der er underlagt konkurrencemyndighedernes tilsyn, har interne guidelines for, hvordan medarbejdere skal forholde sig til forespørgsler fra konkurrencemyndighederne og eventuelle dawn raids eller ransagninger.

Vi har udviklet Kromann Reumert on call. En web-app der sikrer, at du altid har os lige ved hånden, hvis din virksomhed udsættes for et uanmeldt kontrolbesøg.

Hvor meget fylder compliance i din virksomhed?

Globalisering, skærpede konkurrencevilkår og international regulering har ført til, at der i dag er indført strafsanktionerede regler og forbud inden for de fleste erhvervssektorer. Udviklingen er sket i takt med samfundets og mediernes øgede bevågenhed på etiske investeringer, god selskabsledelse, overholdelse af minimumsstandarder og grænseoverskridende kriminalitet.

Dedikerede compliance-afdelinger fylder mere og mere i danske virksomheder og opererer i dag på lige fod med mere traditionelle afdelinger som økonomi, salg og HR. Ifølge data fra Legal Risk Radar har 72 procent af virksomhederne en intern compliance-afdeling. En af de største udfordringer for compliance-afdelingerne er at nå ud i alle hjørner af den respektive virksomhed og gøre det til en fælles opgave at holde organisationen compliant.

Prøv Kromann Reumerts Legal Risk Radar her, og få en indikation af, hvordan din virksomheds risikoprofil ser ud på en række af de ovenstående områder.

Data er fra Kromann Reumerts Legal Risk Radar, hvor virksomheder kortlægger deres juridiske risici.

Kontakt

Jens Blomgren-Hansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 09
Mob. +45 24 86 00 76