Digital markedsføring – en podcastserie på fem afsnit

Podcast

I denne podcastserie fra Kromann Reumert giver advokat Heidi Lindberg Andersen og advokat Mette Møller Pedersen dig et overblik over, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du laver digital direkte markedsføring.

1. afsnit – Overblik over regler 

I første afsnit af podcastserien får du en introduktion til det regelunivers, der knytter sig til digital - og direkte - markedsføring. Vi kommer blandt andet omkring markedsføringslovens spamforbud og de regler, der knytter sig til Robinsonlisten, ligesom vi ser nærmere på samspillet mellem markedsføringsreglerne og reglerne om behandling af personoplysninger i GDPR og den danske Databeskyttelseslov.

2. afsnit – Spamforbuddet 

Det er forbudt for erhvervsdrivende at sende elektronisk post med henblik på direkte markedsføring, hvis modtageren ikke forinden har givet samtykke. Men hvad forstår man egentlig ved elektronisk post - omfatter det også notifikationer og apps? Og hvilke krav stilles der til det samtykke, der skal indhentes? Vi dykker ned i markedsføringslovens spamforbud og ser nærmere på blandt andet disse spørgsmål. 

 3. afsnit – Skellet mellem markedsføring og rene servicemeddelelser

På trods af markedsføringslovens spamforbud, er der mulighed for, at erhvervsdrivende kan sende visse meddelelser uden forudgående samtykke. Dette gælder blandt andet for rene servicemeddelelser, som falder udenfor spamforbuddet. Men hvor går grænsen - hvad forstår man ved en servicemeddelelse, og hvornår er der alligevel tale om markedsføring?

4. afsnit – Strikkepindsundtagelsen –  Markedsføring over for tidligere kunder

Markedsføringsloven indeholder en undtagelse til spamforbuddets samtykkekrav. Undtagelsen kendes som strikkepindsundtagelsen og giver erhvervsdrivende mulighed for i et vist omfang at markedsføre sig over for tidligere kunder uden at indhente et egentligt samtykke. Undtagelsen har dog et snævert anvendelsesområde, så man skal holde tungen lige i munden, hvis man ønsker at anvende den. 

5. afsnit – Databeskyttelsesreglernes betydning for målrettet markedsføring 

Oplysninger om forbrugernes digitale færden kan bruges til at lave målrettet markedsføring fx retargeting, behavioral advertising og profilering. En sådan markedsføring indebærer dog også behandling af personoplysninger, og vi gennemgår derfor de væsentligste regler herom i GDPR og i den danske databeskyttelseslov, og ser nærmere på samspillet med de markedsføringsretlige regler.  

Kontakt

Mette Møller Pedersen
Senior Associate, Advokat (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 02
Mob. +45 51 50 34 44