Nyhed

Vinderen af Virksomhedsjuristprisen 2018 er fundet

Bang & Olufsens juridiske afdeling vandt Virksomhedsjuristprisen 2018, da Kromann Reumert i går, torsdag den 23. august, afholdt prisuddeling. Afdelingen valgte at donere den medfølgende check på 75.000 kroner til Kwerafund.

Kromann Reumert og Danske Virksomhedsjurister (DVJ) kårer hvert år årets Virksomhedsjurist for at synliggøre virksomhedsjuristernes værdi for dansk erhvervsliv. Temaet for årets prisuddeling var projektstyring i praksis, og ved prisuddelingen i går løb Bang & Olufsens juridiske team med prisen som årets virksomhedsjurist.

Peter Istrup, formand for Danske Virksomhedsjurister, begrunder valget af B&O's juridiske afdeling:

"Bang & Olufsens juridiske team har et stærkt kundedrevet fokus og de har formået – i en svær tid – at have en meget kommerciel og proaktiv løsningsorienteret tilgang til de juridiske opgaver. Dette samtidig med at B&O har været igennem en omfattende omstilling; blandt andet med frasalg af ikke-centrale forretningsområder, udlicitering af opgaver samt fokus på kerneforretningen. Det juridiske team har udvist lederskab og som legal business partner været med til at støtte den rejse, som ledelsen i B&O har begivet sig ud på. Denne tilgang til funktionen og opgaverne, sammenholdt med de juridiske og kommercielle projekter, der er gennemført, ville vi gerne bakke op om i priskomiteen," fortæller Peter Istrup.

Erik Bertelsen, bestyrelsesformand i Kromann Reumert og med i priskomiteen, tilføjer:

"B&Os legal team har vist en fantastisk evne til at levere løsninger på komplicerede og nye problemstillinger, som har krævet, at teamet var forandringsparat og indsigtsfuldt i sjælden grad. Dermed har teamet på smukkeste vis bidraget til at føre B&O gennem den forandring, som virksomheden er undergået de senere år."
 

75.000 kroner til Kwerafund

Hos B&O's juridiske team er man stolte af at modtage prisen:

"Det er fantastisk rørende, og vi ser det som kulminationen på lang tids hårdt arbejde. Det har virkelig været en team-effort. Vi har fokuseret på at være kommercielle i alt, hvad vi har lavet, og vi har været enige med ledelsen om, at det kræver en høj involvering i forretningen. Så vi har brugt energi på at finde ud af, hvordan vi bliver involverede de rigtige steder, på de rigtige niveauer og på de rigtige tidspunkter," fortæller Heidi Winkler, Senior Legal Business Partner hos Bang & Olufsen.

De 75.000 kroner, der følger med titlen som årets Virksomhedsjurist, har B&O valgt at donere til Kwerafund, der arbejder for at universitetsuddanne unge mennesker i Malawi. Om den beslutning fortæller Heidi Winkler:

"Vi er en forholdsvis lille virksomhed og team, og derfor ville vi også gerne støtte en mindre fond, hvor donationen kan gøre en større forskel. Og så kan vi godt lide Kwerafunds bæredygtige forretningsmodel med fokus på uddannelse – jo flere unge man sender i uddannelse, jo flere penge kommer der med tiden i fonden.

Virksomhedsjuristprisen 2018_linkedin

Om Virksomhedsjuristprisen

Stadig flere danske virksomheder opbygger interne juridiske afdelinger, og i mange virksomheder vokser de eksisterende afdelinger. I takt med denne udvikling spiller de danske virksomhedsjurister i højere og højere grad en strategisk og værdiskabende rolle.

Danske virksomheder oplever i dag en langt højere regulering med flere og flere krav til følge. Interne juridiske afdelinger eller medarbejdere i virksomhederne er derfor ikke længere forbeholdt store internationale koncerner, da selv meget små virksomheder kan have brug for kvalificeret juridisk bistand. Det stigende antal jurister i virksomhederne er med til at øge professionaliseringen af dansk erhvervsliv.

Årets Virksomhedsjurist er et initiativ taget af DVJ og Kromann Reumert for at synliggøre virksomhedsjuristernes værdi for dansk erhvervsliv. Prisen blev uddelt første gang i forbindelse med Danske Virksomhedsjuristers generalforsamling i 2014, og vinderne har siden fordelt sig som følger:

  • 2014: ISS' juridiske team
  • 2015: Novozymes' juridiske team
  • 2016: Mette Valentin, Senior Vice President, Legal and Public Affairs hos Scandinavian Tobacco Group
  • 2017: Ørsted A/S' juridiske team
     

Priskomitéen

Årets Virksomhedsjurist kåres af en komité bestående af direktions- og bestyrelsesmedlemmer, advokater og virksomhedsjurister:

  • Bjørn Raasteen, Group General Counsel, ISS A/S
  • Hans Jacob Carstensen, CFO, Egmont
  • Peter Istrup, formand, Danske Virksomhedsjurister
  • Erik Bertelsen, bestyrelsesformand, Kromann Reumert
     

Om DVJ

DVJ arbejder for at varetage medlemmernes faglige interesser over for virksomheder, organisationer, myndigheder og det øvrige samfund ved at fremme anerkendelsen af og forståelsen for virksomhedsjuristens rolle i forhold til samme. DVJ er ikke en fagforening og er uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser.

Læs mere på www.dvj.dk.

Om Kromann Reumert

Kromann Reumert er Danmarks førende advokatvirksomhed med kontorer i København, Aarhus og London.

Læs mere på www.kromannreumert.com.

Kontakt

Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Arne Møllin Ottosen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 66
Mob. +45 20 19 74 62