Nyhed

De tyske konkurrence­myndigheder: Facebook har misbrugt sin dominerende stilling

Bundeskartellamt har fastslået, at Facebook har misbrugt sin dominerende stilling ved at betinge adgangen til det sociale medie af, at Facebook må indsamle data om sine brugere fra tredjeparter. Facebooks indsamling af sådanne tredjepartsdata vil fremover kræve brugernes frivillige samtykke.

Af stipendiat Clement Hoff Munk

Baggrund

I en periode havde Facebook løbende indsamlet data fra de sociale medier WhatsApp og Instagram (som begge er ejet af Facebook) samt fra tredjeparter. Denne data havde Facebook samkørt med data fra sine brugeres Facebook-profiler med henblik på at tegne et detaljeret billede af den enkelte brugers præferencer og vaner.

Bundeskartellamts afgørelse

Den 7. februar 2019 slog den tyske konkurrencemyndighed, Bundeskartellamt, fast, at Facebook misbrugte sin dominerende stilling ved at kræve adgang til tredjepartsdata som betingelse for, at brugerne kunne få adgang til Facebook. Facebooks adfærd blev fundet at være et såkaldt "udnyttende misbrug" til skade for Facebooks brugere. Facebooks adfærd blev samtidig fundet at have haft en afskærmende virkning over for aktuelle eller potentielle konkurrenter, som ikke havde den samme mulighed for at samkøre data fra flere kilder og dermed opbygge et så detaljeret billede af brugerne. Det var desuden en overtrædelse af databeskyttelsesreglerne, at Facebook ikke havde indhentet samtykke fra brugerne.

Bundeskartellamt har nu bestemt, Facebook fremover kun må indsamle tredjepartsdata, hvis brugeren har givet et "frivilligt samtykke". Hvis ikke Facebook får et sådant samtykke, kræver konkurrencemyndigheden, at Facebook væsentligt indskrænker sin indsamling og brug af data.

Hvad så nu?

Facebook er ikke blevet pålagt en bøde af Bundeskartellamt, men afgørelsen medfører, at Facebook fremover er tvunget til at ændre sin dataindsamling markant. Som led heri skal Facebook sikre, at brugerne er tilstrækkeligt orienteret om den dataindsamling, der foregår.

Afgørelsen er et eksempel på, hvordan konkurrencereglernes anvendes i en "big data"-kontekst.

Bundeskartellamts afgørelse er ikke endelig, da Facebook har meddelt, at afgørelsen vil blive appelleret.

Læs Bundeskartellamts "case summary".

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40