Nyhed

"Safe harbour"-reglerne om aktie­tilbagekøb og stabilisering: Medfører MAR nogen ændringer?

Når et selskab tilbagekøber egne aktier, f.eks. til brug for tildeling under medarbejderoptionsprogrammer eller som helt eller delvist alternativ til dividender, kan selskabet vælge at anvende "safe harbour"-reglerne, så det sikres, at tilbagekøbet ikke krænker markedsmisbrugsreglerne. På samme måde kan "safe harbour"-reglerne anvendes, når et selskabs aktier eller visse finansielle instrumenter købes for at stabilisere kursen på instrumenterne efter en IPO eller et andet udbud, hvor instrumenterne kan være under et salgspres. Hvor "safe harbour"-betingelserne førhen fremgik af Safe Harbour-forordningen, skal de nu findes i markedsmisbrugsforordningen (MAR). Betingelserne for at kunne anvende "safe harbour" er dog stort set uændrede med MAR. Vi beskriver i dette nyhedsbrev de få ændringer af reglerne, der er indført med MAR.

Udsteder kan vælge at anvende "safe harbour"-reglerne

"Safe harbour"-reglerne beskytter mod overtrædelse af forbuddene mod insiderhandel og markedsmanipulation. For at kunne anvende "safe harbour"-reglerne skal der være transparens om det tilbagekøb eller den stabilisering, der foretages, dvs. at de nærmere detaljer om købene offentliggøres, og nogle bestemte grænser i forhold til antallet af aktier m.v., der købes, og prisen på disse, overholdes.

Handel med aktier, hvor "safe harbour"-reglerne ikke anvendes, eller ikke kan anvendes, bør ifølge betragtning 12 i indledningen til MAR dog ikke i sig selv betragtes som markedsmisbrug. 

Som anført ovenfor er betingelserne for at kunne anvende "safe harbour" ved aktietilbagekøb og stabilisering i MAR stort set uændrede i forhold til den nu ophævede Safe Harbour-forordning (Kommissionens forordning 2273/2003). "Safe harbour"-betingelserne fremgår af artikel 5 i MAR og Kommissionens gennemførelsesforordning 2016/1052. 

Hvad er det nye?

Aktietilbagekøbsprogrammer

For at kunne benytte MAR's "safe harbour"-regler skal formålet med et aktietilbagekøbsprogram stadig være enten at nedsætte aktiekapitalen, konvertere gældsinstrumenter eller opfylde forpligtelser i henhold til et medarbejderoptionsprogram. Programmets detaljer skal også stadig offentliggøres inden programmets start. Endvidere gælder der stadig bl.a. en pligt til løbende at indberette transaktioner, ligesom begrænsningerne i forhold til kurs, mængde og handel i programmets løbetid (med en enkelt justering, jf. nedenfor) også stadig gælder. Tidsbestemte aktietilbagekøbsprogrammer og programmer, der gennemføres af en lead manager (en bank), er også fortsat undtaget fra handelsbegrænsningerne. 

Som noget nyt gælder efter MAR, at:

  1. Tilbagekøb kun kan foretages med udsteders aktier og ikke med finansielle derivater. Efter MAR's ordlyd kan "safe harbour"-reglerne alene benyttes ved tilbagekøb af aktier. I øvrigt er derivater efter Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA) opfattelse ikke passende til at være omfattet af "safe harbour"-reglerne, der forudsætter gennemsigtighed med transaktionerne under tilbagekøbsprogrammet. Det skyldes, at prisen på et derivat som regel afhænger af fremtidige faktorer, der ikke på forhånd kan fastsættes med sikkerhed, og det er derfor vanskeligt at kontrollere eventuelle pris- og mængdebegrænsninger. 
  2. Tilbagekøb skal ske på den markedsplads, hvor aktierne er optaget til handel eller handles. Det præciseres herved, at "safe harbour"-reglerne ikke kan anvendes for aktier, der handles "over-the-counter" (OTC).
  3. Der er restriktioner for aktier, der handles i auktionsfaser. Der må ikke afgives ordrer på aktier under en auktionsfase, og afgivne ordrer må ikke ændres under auktionsfasen, når aktierne løbende handles på en markedsplads. For aktier, der udelukkende handles via auktioner, skal ordrerne afgives eller ændres under auktionsfasen, forudsat at de andre markedsdeltagere har tilstrækkelig tid til at reagere på dem.
  4. Den tidligere undtagelse i Safe Harbour-forordningen om, at udsteder kunne tilbagekøbe bl.a. op til 50 % af aktierne i tilfælde af ekstrem lav likviditet, gælder ikke længere. Undtagelsen er sjældent anvendt, og er af den grund ifølge ESMA ikke nødvendig.
  5. Indberetning af de transaktioner, der gennemføres under et tilbagekøbsprogram, skal ske både i en detaljeret og i en sammenfattet form. I den detaljerede form oplyses alle transaktioner. I den sammenfattede form oplyses den samlede mængde og den vejede gennemsnitskurs pr. dag og pr. markedsplads. Ifølge ESMA vil det nye krav om indberetning gøre det lettere for investorer at forstå hvor mange aktier, der er tilbagekøbt. 
  6. Der skal ske offentliggørelse af et tilbagekøbsprogram og de transaktioner, der gennemføres herunder, på samme måde som intern viden offentliggøres, dvs. i en selskabsmeddelelse. Meddelelserne skal være tilgængelige på selskabets hjemmeside i fem år. 

Stabilisering

Der gælder som før, at de nærmere oplysninger om stabiliseringen skal offentliggøres, inden udbuddet, f.eks. IPO, påbegyndes, og når stabiliseringsperioden udløber, for at "safe harbour"-reglerne kan anvendes. Der skal også stadig offentliggøres oplysninger om de handler, der er blevet gennemført som led i stabiliseringen. Stabiliseringen skal også stadig ske i en begrænset periode, og den må ikke ske til over markedskurs. Betingelserne for accessorisk stabilisering er uændrede. Blokhandler betragtes fortsat ikke som et udbud, hvor "safe harbour"-reglerne kan anvendes. 

Som noget nyt gælder efter MAR, at:

  1. Der skal ske særskilt offentliggørelse af oplysninger om stabiliseringen, også selvom stabiliseringen fremgår af et prospekt.
  2. Oplysninger om den markedsplads, hvor stabiliseringen kan finde sted (hvis det er muligt at angive), og efterfølgende på hvilken markedsplads, handlerne har fundet sted, skal offentliggøres. 
  3. Der blandt udsteder og de enheder, der foretager stabiliseringen, skal udpeges et centralt kontaktpunkt, der har ansvaret for at offentliggøre de oplysninger, der kræves, og behandle henvendelser fra kompetente myndigheder.

Kromann Reumert anbefaler

Selskaber og banker bør tjekke, at selskabsmeddelelser om aktietilbagekøb og stabilisering henviser til MAR (og ikke til den tidligere gældende Safe Harbour-forordning), ligesom de nye detaljerede krav til offentliggørelse skal påses. 

Læs med næste gang, hvor vi sætter fokus på sanktionerne for insiderhandel, uretmæssig videregivelse af intern viden og markedsmanipulation. 

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Philip
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 44
Mob. +45 40 79 10 14
Christian Lundgren
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 30
Mob. +45 40 74 37 75
Christina Bruun Geertsen
Managing Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 26
Mob. +45 20 10 63 69