Nyhed

Rigsadvokaten: Sådan skal overtrædelse af databeskyttelsesreglerne behandles

Den 25. maj 2018 – samme dag som databeskyttelsesforordningen fandt anvendelse – udgav Rigsadvokaten en meddelelse om, hvordan overtrædelse af databeskyttelsesreglerne vil blive håndteret.

I meddelelsen fremgår det bl.a., at politikredsen, i alle straffesager om overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen, skal indhente en redegørelse fra Datatilsynet, herunder i forhold til sanktionsspørgsmålet, inden der bliver truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet. Datatilsynets udtalelse skal bl.a. indeholde en redegørelse om sanktionsniveauet i de øvrige EU-lande.

Såfremt politikredsen rejser tiltale i overensstemmelse med Datatilsynets indstilling i forbindelse med politianmeldelsen, skal Datatilsynet blot orienteres om det.

Hvis politikredsen derimod ikke er enig i Datatilsynets indstilling om tiltalespørgsmålet, skal spørgsmålet forelægges for den regionale statsadvokat. Inden dette sker, skal Datatilsynet have lejlighed til at komme med en yderligere udtalelse. Hvis der fortsat er uenighed mellem politikredsen og Datatilsynet, forelægger politikredsen spørgsmålet for statsadvokaten.

Endvidere fremgår det i meddelelsen fra Rigsadvokaten, at sager om overtrædelse af databeskyttelseslovgivningen er et anklagerfagligt fokusområde i retspraksis. Dette indebærer blandt andet, at sagerne ikke må afgøres med bødeforelæg, før sanktionsniveauet er tilstrækkeligt afklaret i retspraksis. Det betyder også, at politikredsene skal drøfte ankespørgsmålet med den regionale statsadvokat i alle byretssager inden udløbet af ankefristen, hvis anklagemyndigheden ikke får fuldt medhold i strafpåstanden.

Læs Rigsadvokatens meddelelse.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10