Nyhed

Regeringen har fastlagt tidspunktet for fremsættelsen af forslag til whistleblowerlov

Regeringen forventer at fremsætte lovforslag om beskyttelse af whistleblowere i februar 2021. Læs mere om lovforslaget i denne nyhed.

Whistleblowerordning - fløjter - træ - 3840x2160

Det fremgår af regeringens lovprogram for folketingsåret 2020/2021, at regeringen forventer at fremsætte lovforslag om beskyttelse af whistleblowere i februar 2021. Lovforslaget har til formål at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv fra oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten, whistleblowerdirektivet, i dansk ret. Whistleblowerdirektivet skal implementeres senest den 17. december 2021, og regeringen forventer derfor, at lovforslaget bliver vedtaget inden da.

I henhold til whistleblowerdirektivet skal alle juridiske enheder i den private sektor med minimum 50 medarbejdere og alle juridiske enheder i den offentlige sektor etablere en whistleblowerordning. Den kommende whistleblowerlov vil derfor pålægge langt flere private virksomheder at etablere en whistleblowerordning, end hvad tilfældet er i dag. 

Læs regeringens lovprogram.

Webinar om whistleblowerdirektivet

Partner Tina Brøgger Sørensen og Peter Dagø fra Got Ethics A/S har i et webinar stillet skarpt på de gældende regler, EU's whistleblowerdirektiv, praksis på området, og på de udfordringer offentlige og private juridiske enheder skal være forberedt på at håndtere i fremtiden. Derudover bliver der i webinaret set nærmere på direktivets forbud mod enhver form for repressalier mod indberetteren.

Vores rådgivning

Hos Kromann Reumert har vi mange års erfaring med at rådgive om etableringen af whistleblowerordninger og generel persondataret. Vi administrerer også whistleblowerordninger på vegne af en lang række klienter. I den forbindelse samarbejder vi med Got Ethics A/S, der er en af de førende virksomheder i verden inden for levering af whistleblowerløsninger. 

Vi bistår både nationale og internationale virksomheder – såvel store som små og i forskellige brancher – og offentlige myndigheder i forbindelse med etableringen og administrationen af whistleblowerordninger samt udarbejdelsen af diverse dokumenter. Derudover har vi bistået i en lang række interne undersøgelser foranlediget af en whistleblowing.

Hvis din virksomhed eller I som offentlig myndighed er forpligtet til at etablere en whistleblowerordning eller frivilligt ønsker at få etableret en, er I velkomne til at kontakte partner Tina Brøgger Sørensen, der kan hjælpe med at skræddersy en løsning til jer.

Juridiske specialer