Nyhed

Den nye markeds­misbrugs­forordning: Folketinget har vedtaget lov om ændring af værdipapir­handels­loven mv.

Folketinget har i dag den 3. juni 2016 vedtaget en lov om ændring af værdipapirhandelsloven mv., der gennemfører de ændringer af værdipapirhandelsloven, som markedsmisbrugsforordningen medfører. Markedsmisbrugsforordningen gælder fra den 3. juli 2016, og fra det tidspunkt vil bl.a. bestemmelserne om insiderlister, intern viden og oplysningsforpligtelsen, ledende medarbejderes indberetningspligt, insiderhandel og kursmanipulation være reguleret direkte i markedsmisbrugsforordningen.

Markedsmisbrugsforordningen er vedtaget som en forordning og er dermed direkte anvendelig i Danmark. De bestemmelser i værdipapirhandelsloven, som fra den 3. juli 2016 vil være reguleret i markedsmisbrugsforordningen, ændres eller helt ophæves. Loven træder i kraft den 3. juli 2016. 

De væsentligste ændringer af værdipapirhandelsloven med loven er følgende:

  • § 27, stk. 1-6, om pligten til at offentliggøre intern viden ophæves.
  • Ny § 28 med pligt for udstedere til at indsende redegørelse for udsættelse af offentliggørelse af intern viden til Finanstilsynet på anmodning.
  • § 28 a om ledende medarbejderes indberetningspligt ændres, så det alene fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet kan hæve bagatelgrænsen for indberetningspligtige transaktioner. 
  • § 28 b om investeringsanalyser ophæves.
  • Hele kapitel 10 om insiderhandel, kursmanipulation m.v. ophæves. 
  • Ny § 84 m om Finanstilsynets offentliggørelse af påbud, påtaler, politianmeldelser mv. for overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen.
  • Nyt pkt. 2 i § 93, stk. 8, hvorefter udsteders finansielle styrke skal tillægges vægt ved strafudmåling for overtrædelse af markedsmisbrugsforordningen.  

Herudover ophæves bekendtgørelse nr. 386 af 18. april 2013 om meddelelse, indberetning af ledende medarbejderes transaktioner, insiderlister m.v. (markedsmisbrugsbekendtgørelsen), jf. bekendtgørelse nr. 562 af 1. juni 2016. 

Vi har i vores paragrafnøgler sammenlignet bestemmelserne i værdipapirhandelsloven med de nye bestemmelser i markedsmisbrugsforordningen: 

  • Paragrafnøgle: Værdipapirhandelsloven ift. markedsmisbrugsforordningen
  • Paragrafnøgle: Markedsmisbrugsforordningen ift. værdipapirhandelsloven

Finanstilsynet sendte desuden den 16. november 2015 et forslag til en ny lov om kapitalmarkeder i høring. Denne lov har til formål helt at erstatte værdipapirhandelsloven. Lovforslaget er endnu ikke fremsat, og loven ventes først at skulle træde i kraft den 1. januar 2018.  

Juridiske specialer

Kontakt

Marianne Philip
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 44
Mob. +45 40 79 10 14
Christian Lundgren
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 30
Mob. +45 40 74 37 75
Pernille Høstrup Dalhoff
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 43 41
Mob. +45 24 86 00 59