Nyhed

Ny EU-sanktionspakke rammer handel med russisk olie: Det bør du vide

Torsdag den 6. oktober meddelte EU-Kommissionen vedtagelsen af den ottende pakke af EU's sanktioner rettet mod Rusland. Pakken tager primært sigte på transport af russisk olie, ligesom importforbuddet af russiske stålpro-dukter udvides. Derudover indebærer den seneste sanktionspakke væsentlige indskrænkninger for store dele af det danske erhvervsliv. Blandt andet bliver importrestriktionerne på en række russiske produkter skærpet, ligesom pakken indeholder flere forbud mod handel med russiske varer.

Olie - Rusland - rør - flag 1920x1080

De nye sanktioner kommer i kølvandet på Ruslands handlinger i de fire ukrainske regioner Donetsk, Luhansk, Zaporіzjzja og Kherson i slutningen af september 2022. Ændringerne sker primært i form af tilføjelser til den generelle Ruslands-forordning, det vil sige forordning (EU) 833/2014, som fremover får et endnu bredere anvendelsesområde.

Af væsentlig betydning er ligeledes Rådets forordning (EU) 2022/1904, som indfører og udvider en række restriktioner på handel med russiske varer, herunder olie- og stålprodukter, varer til luftfartssektoren m.v. Konkret begrundes den geografiske udvidelse af de Ukraine-baserede sanktioner fra EU's side ved, at de russisk-annekterede regioner Zaporizjza og Kherson fremover også er omfattet af det, der i praksis bliver anset som et totalforbud mod handel (embargo).

Handelsforbuddet i dele af Ukraine udvides geografisk

Danske virksomheder må med andre ord ikke foretage (blandt andet) følgende aktiviteter, hvis de har relation til Ukraine i oblasterne Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja, hvor de to sidstnævnte er nytilføjelser til forbuddet:

  • Importere varer med oprindelse i de berørte regioner, uanset varetype
  • Yde lån eller have kapitalinteresser i virksomheder beliggende i de berørte regioner
  • Oprette joint ventures beliggende i de berørte regioner
  • Yde investeringstjenester i de berørte regioner

Særligt danske virksomheder med eksempelvis datterselskaber eller øvrige koncerninteresser bør være opmærksomme på den geografiske udvidelse af handelsforbuddet. Det gælder også virksomheder, som importerer produkter direkte fra de berørte regioner, men indirekte import er også forbudt. Da EU-sanktionerne indeholder et generelt forbud mod omgåelse, er en vis indsigt i supply chains ("hvor stammer varerne fra?") ofte nødvendig for at foretage en tilstrækkelig risikoafdækning.

Forbuddenes rækkevidde og betydningen for danske virksomheder

De nye restriktioner har generelt til formål at intensivere presset på den russiske regering og økonomi og derigennem bevirke, at Ruslands militære kapacitet svækkes. Derfor indeholder sanktionspakken også en udvidelse af listen af enkeltpersoner med tilknytning til Kreml, som rammes af individuelle restriktioner.

Den nye sanktionspakke får også betydning for danske virksomheder i form af blandt andet:

  • et forbud mod at udføre eller bistå med søtransport til tredjelande af russisk råolie eller olieprodukter, medmindre olien handles under et prisloft
  • en udvidelse af forbuddet mod import af russiske stålprodukter
  • yderligere restriktioner på import af russiske produkter
  • et forbud mod handel med russiske militærkomponenter, herunder militærkøretøjer og skydevåben
  • et fuldstændigt forbud mod levering kryptoaktiv-relaterede tjenester til russiske individer eller selskaber
  • et forbud mod at levere arkitekt- og ingeniørløsninger samt yde juridisk rådgivning til Rusland (med visse undtagelser).

Søtransport af russisk olie

Den seneste sanktionspakke får særligt betydning for handlen med russisk olie til tredjelande. Sanktionspakken indeholder et forbud, som betyder, at det fra december 2022 er forbudt at udføre eller bistå ved søtransport af russisk råolie. Ligeledes vil samme forbud træde i kraft fra februar 2023 for søtransport af russiske olieprodukter. Fælles for disse forbud er, at de ikke er gældende, så længe olien bliver handlet under et forud fastsat prisloft. Handel med olie er en vigtig indtægtskilde for Rusland, hvorfor prisloftet er indført med henblik på at begrænse Ruslands indtægt på dette område.

Virksomheder, som yder eller bistår med søtransport af russisk olie, bør fremover sikre sig, at olien handles inden for rammerne af det prisloft, som EU fastsætter. Eksponerede virksomheder bør desuden løbende ajourføre sig med udviklingen i prisloftet. Lignende restriktioner er indført i både USA og Storbritannien, og danske virksomheder med tilknytning til disse markeder bør derfor også sikre sig mod overtrædelse af disse regler, som er underlagt selvstændige fortolkninger, praksis m.v.

Restriktioner på import af russiske produkter

Restriktionerne omfatter produkter, som eksporteres fra Rusland, ligesom produkter med oprindelse i Rusland ligeledes er omfattet. De omfattede produkter er udover stålprodukter og militærkomponenter også træmasse og papir, cigaretter, plast og kosmetik samt elementer til smykkeindustrien.

Også handlen med jern- og stålprodukter bliver ramt, da det fremover bliver forbudt at importere eller at købe bestemte jern- og stålprodukter, der er opført i bilag XVII til forordningen, (selv) når de forarbejdes i et tredjeland og indeholder jern- og stålprodukter med oprindelse i Rusland. Afdækning af samarbejdspartneres forhold bliver dermed essentielt, og i praksis anbefaler vi ofte at benytte tro- og loveerklæringer over for sine samarbejdspartnere.

Arkitekt- og ingeniørtjenester samt juridisk rådgivning

Som et nyt tiltag indebærer EU's ottende sanktionspakke et forbud mod levering af arkitekt- og ingeniørtjenester, IT-konsulenttjenester samt juridisk rådgivning til Ruslands regering eller selskaber baseret i Rusland. EU's sanktioner har ikke hidtil omfattet disse grene af rådgivningsbranchen. Det er derfor en nyskabelse, at disse rådgivere bliver påvirket af restriktionerne mod Rusland. En række undtagelser hertil gælder dog.

Opsummering

I lyset af disse ændringer bør virksomheder, som handler inden for de berørte områder, herunder yder rådgivning af ovenstående karakter, fremover være særligt påpasselige, når en transaktion eller tjenesteydelse har tilknytning til Rusland.

Vi følger situationen nøje og opdaterer dig løbende gennem vores hjemmeside og nyhedsbreve.

Vores specialister i international handel rådgiver danske virksomheder om alle aspekter af sanktioner, embargoer, dual-use og øvrig eksportkontrol, herunder relevante overgangsbestemmelser. Vi kan hjælpe din virksomhed med at afdække jeres risikoeksponering og formulere løsninger tilpasset jeres forretnings behov.

Juridiske specialer

Kontakt

Jakob Hans Johansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 20
Mob. +45 61 61 30 32
Ethan Aaron Shippen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 32 91
Mob. +45 51 52 96 28