Nyhed

Ny dansk praksis for holdingselskabers momsfradrag

Efter afsigelsen af EU-dommen i Marle Participations-sagen har Skattestyrelsen udsendt et udkast til et styresignal. Hvis styresignalet bliver endeligt offentliggjort, vil det betyde, at holdingselskaber kan søge om genoptagelse af momstilsvaret ti år tilbage.

Den 5. juli afsagde EU-Domstolen dom i sag C-320/17, Marle Participations. I dommen blev det fastslået, at holdingselskabet kan levere alle former for varer og ydelser, så længe transaktionen udgør økonomisk virksomhed med den følge, at holdingselskabet opnår mulighed for fradragsret.

Indtil afsigelsen af EU-dommen var de danske skattemyndigheder af den opfattelse, at ydelser, i form af eksempelvis udlejning af maskiner, udlejning af fast ejendom og levering af rengøringsydelser, ikke kunne udgøre momspligtige transaktioner, der ville udløse en fradragsret for holdingselskabet. Hvis udkastet til styresignalet offentliggøres endeligt, vil dansk administrativ praksis således blive ændret.

Udover at holdingselskabet skal levere momspligtige transaktioner til datterselskabet, skal holdingselskabet anses for at "gribe ind" i administrationen af datterselskabet for at opnå fradragsret. Hvad der menes med "indgriben", har EU-Domstolen ikke fastlagt nærmere. I udkastet til styresignalet anfører Skattestyrelsen, at "indgriben" dels kræver, at der opnås bestemmende indflydelse og dels, at denne bestemmende indflydelse gøres gældende. Dette er også anført i et tidligere styresignal og er dermed ikke noget nyt. Det nye er imidlertid, at Skattestyrelsen, i udkastet til styresignalet, anfører, at betingelsen om, at der opnås bestemmende indflydelse:

"… i hvert fald er opfyldt, når der er med baggrund i besiddelsen af kapitalandelene opnås bestemmende indflydelse efter selskabsskattelovens § 31 c, stk. 2-6."

Hvis styresignalet offentliggøres i endelig form, vil det, foruden at ændre dansk administrativ praksis, også gøre det lettere at fastslå, i hvilke tilfælde holdingselskaber har momspligtige aktiviteter, der medfører fradragsret.

Anmodning om tilbagebetaling ti år tilbage

En af følgerne af EU-Domstolens afgørelse og den potentielt ændrede danske praksis vil derfor være, at holdingselskaber, der hidtil ikke har haft adgang til fradrag, kan få genoptaget momstilsvaret. Dermed kan de få tilbagebetalt den moms, der ikke tidligere er blevet fradraget.

Det er muligt at anmode om genoptagelse fra ti år før EU-dommen blev afsagt den 5. juli 2018. Det betyder, at genoptagelse kan ske for afgiftsperioder, der er påbegyndt, men ikke udløbet den 5. juli 2008.

Der kan dog først anmodes om genoptagelse, når styresignalet foreligger i endelig form. Høringen af udkastet til styresignalet blev afsluttet den 17. september 2018. Det er herefter usikkert, hvor lang der går, før Skattestyrelsen udsender et styresignal i endelig form, og hvorvidt der er foretaget ændringer i styresignalet.

Hvis Skattestyrelsen udgiver styresignalet i endelig form, bistår Kromann Reumert gerne med at opgøre eventuelle krav, dokumentere disse og indsende tilbagebetalingsanmodning.

Læs vores tidligere omtale af dommen: Ny dom ændrer praksis om holdselskabers momsfradragsret

Juridiske specialer

Kontakt

Michael Nørremark
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 61
Mob. +45 24 86 00 53