Nyhed

Mulighed for at stifte medarbejder­investerings­selskaber bliver nu permanent

I november 2017 blev der fremsat et forslag til ændring af loven om medarbejderinvesteringsselskaber. Forslaget blev vedtaget den 3. marts 2018, så nu bliver muligheden for at stifte medarbejderinvesteringsselskaber permanent.

Den ændrede lov om medarbejderinvesteringsselskaber har gjort det muligt at stifte en ny, speciel selskabsform – medarbejderinvesteringsselskabet (MS). Et MS består af to parter: en virksomhedsdeltager og en (eller flere) medarbejderdeltager(e). Selskabet har en tæt tilknytning til en konkret virksomhed, og medarbejderindskuddene vil være til gavn for denne virksomhed.  

Formålet med selskabet er, at medarbejdere, der ønsker at deltage i selskabet, kan indskyde en kontant del af deres kontante løn til investeringsselskabet. Herefter er selskabet forpligtet til at investere midlerne i den virksomhed, medarbejderne er ansatte i. 

Flere virksomheder har oplevet problemer med udbuddet af finansiering og kapitaltilførsel, der ikke har matchet virksomhedens behov. MS-selskabsformen giver mulighed for, at medarbejdere indskyder lønmidler i virksomheden, hvorefter midlerne bruges til at investere i eksempelvis at sikre, modernisere og udvikle virksomheden. 

I forsøgsperioden er der udelukkende oprettet ét medarbejderinvesteringsselskab. Dette har dog fungeret efter hensigten og har skabt den ønskede effekt i form af at bevare og øge investeringer hos virksomheden, som medarbejderinvesteringsselskabet er tilknyttet. 

Loven trådte i kraft den 9. december 2014 og var tænkt som en 3-årig forsøgsperiode. Det var indskrevet i loven, at erhvervs- og vækstministeren i folketingsåret 2017-2018 skulle fremsætte forslag om revision af loven. Forslaget til ændring af loven blev vedtaget den 3. marts 2018 og er derfor nu en realitet. Loven træder i kraft den 1. juli 2018.  

Bestemmelsen om forslag til revision er som det eneste ophævet i loven, der ellers fastholdes i sin helhed. 

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Lund Mosbek
Partner (København)
Dir. +45 38 77 46 81
Mob. +45 23 64 60 60