Medarbejders møde med konkurrent var ikke grundlag for bortvisning

Vestre Landsrets dom af 13. september 2018

Sagen kort

Medarbejderen (M) opsagde sin stilling hos V1 den 1. marts 2016, og opsigelsesperioden udløb den 30. april 2016.

Tre uger efter at M havde opsagt sin stilling, deltog M i et møde med V2. Mødet handlede om mulighederne for at udarbejde en forretningsside i V2, der skulle drive konkurrerende virksomhed med V1. I forbindelse med mødet blev M tilbudt et job som konsulent i V2.

Da V1 blev bekendt med mødet, blev M bortvist med den begrundelse, at han havde handlet illoyalt. V1 mente, at M havde udført arbejdsopgaver for V2 og muligvis havde videregivet fortrolige oplysninger, hvilket betød, at han havde brudt både sin loyalitets- og tavshedspligt.

M krævede herefter at få udbetalt sin løn i opsigelsesperioden og kompensation for den aftalte konkurrenceklausul. Retten skulle tage stilling til, om M havde handlet illoyalt, og om bortvisningen derfor var berettiget. 

Byretten gav V1 medhold, hvorefter M ankede dommen til landsretten.

Vestre Landsrets dom 

Ifølge Vestre Landsret var det bevist, at M ikke havde underskrevet den konsulentaftale, som han fik tilbudt fra V2, og at M reelt ikke havde udført arbejdsopgaver for V2. Landsretten mente ikke, at V1 på andre måder havde bevist, at M havde handlet illoyalt på en måde, der kunne karakteriseres som en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Derfor vurderede landsretten, at bortvisningen var uberettiget. Som resultat heraf blev V1 pålagt at betale løn, mv. i opsigelsesperioden og kompensation for den aftalte konkurrenceklausul.

Dommen er et illustrativt eksempel på den konkrete og ofte vanskelige bevisvurdering, der skal foretages i sager om påstået brud på loyalitetspligten. Trods arbejdsgiverens påstand om det modsatte, fandt landsretten det ikke bevist, at medarbejderen havde udført konkurrerende handlinger eller på anden måde havde optrådt illoyalt.