Nyhed

Lovændring: Nu bliver det muligt at beskytte privat­adresser i CVR

Den 19. december 2017 vedtog Folketinget en lov, som giver personer, der er registreret i CVR, mulighed for at få overført en adressebeskyttelse fra CPR til CVR.

Lovændringen medfører, at adresser på personer, der har registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR, ikke offentliggøres i CVR. Det er dog muligt at anmode Erhvervsstyrelsen om, at adressebeskyttelsen ikke også skal gælde i CVR. Selvom beskyttelsen i CPR både gælder navn og adresse, vil beskyttelsen i CVR kun gælde for adresser.

Lovændringen får betydning for personer, der skal registreres i CVR, blandt andet som følge af deres stillinger og roller som direktører, bestyrelsesmedlemmer, kapitalejere og reelle ejere i henhold til selskabsloven, lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, lov om erhvervsdrivende fonde og SE-loven. 

Personer, der ikke har et CPR-nummer, kan anmode Erhvervsstyrelsen om adressebeskyttelse i CVR. Erhvervsstyrelsen fastsætter de nærmere vilkår og betingelser for adressebeskyttelsen og for videregivelse af beskyttede adresser for personer uden CPR-nummer.

Ingen ændring af registreringspligt

Det er kun reglerne om offentliggørelse af adresser i CVR, der ændres. Reglerne om registrering af adresser hos Erhvervsstyrelsen ændres ikke. Offentlige myndigheder vil derfor fortsat have adgang til adresseoplysninger, uanset om disse er offentliggjort i CVR eller ej. En privatperson kan få udleveret en beskyttet adresse, hvis vedkommende kan dokumentere et forfaldent krav eller anden retlig interesse.

Foruden adressebeskyttelse indebærer lovændringen også, at personoplysninger fremover kun offentliggøres og opdateres i CVR i tre år efter den pågældende persons tilknytning til en virksomhed i CVR er ophørt. Personoplysninger for stiftere opdateres dog ikke.

Ændringernes ikrafttrædelse

Enkelte bestemmelser i loven trådte i kraft den 1. januar 2018, men lovbestemmelserne, som er omtalt ovenfor, er endnu ikke trådt i kraft. Det forventes de at gøre den 1. juli 2018.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Steen Jensen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 46
Mob. +45 24 86 00 04
Mads Reinholdt Sørensen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 46 01
Mob. +45 20 19 74 17