Konkurrencerådet: grønt lys til SEAS-NVE's opkøb af Ørsted-selskaber
Konkurrencerådet har den 24. juni 2020 truffet afgørelse om, at SEAS-NVE's opkøb af Ørsted-selskaber med de af SEAS-NVE afgivne tilsagn godkendes, da transaktionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt.
![Elmåler - el - Ørsted - 3840x2160](/files/styles/landscape_kr_01/public/media/image/Elm%C3%A5ler%20-%20el%20-%20%C3%98rsted%20-%203840x2160.jpg?h=8f74817f&itok=ZF1ceyd5)
Det blev den 18. september 2019 offentliggjort, at SEAS-NVE Holding A/S ("SEAS-NVE") havde indgået aftale med Ørsted A/S ("Ørsted") om opkøb af selskaberne Radius Forsyningsnet A/S ("Radius"), Ørsted City Light A/S ("Ørsted City Light") samt Ørsted Privatsalg El & Gas A/S og Ørsted Varmeservice A/S ("Ørsted B2C"). Opkøbet var dog betinget af de relevante myndigheders godkendelse, herunder konkurrencemyndighedernes.
Konkurrencerådet har den 24. juni 2020 truffet afgørelse om, at SEAS-NVE's opkøb af Ørsted-selskaberne med de af SEAS-NVE afgivne tilsagn godkendes, da transaktionen ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt. SEAS-NVE har afgivet tilsagn om at frasælge de overtagne privatkunder for gas og varmeservice.
SEAS-NVE har dermed grønt lys til at gennemføre transaktionen. Dette ventes ifølge parternes respektive pressemeddelelser at ske den 31. august 2020.
Kromann Reumert har bistået Ørsted i hele processen.
SEAS-NVE er en dansk, andelsejet energi- og fibernetkoncern. SEAS-NVE driver gennem Cerius A/S el-distributionsnettet på Nordvest-, Midt og Sydsjælland samt Lolland-Falster og øerne. Herudover har SEAS-NVE en række andre aktiviteter, som overlapper med Ørsted-selskabernes, blandt andet salg af el og gas til privatkunder, vedligehold og service af gadebelysning samt aktiviteter inden for varmeservice.
Radius driver igennem Radius Elnet A/S nettet til distribution af el i Nordsjælland, dele af Midtsjælland og Hovedstadsområdet. Ørsted City Light er aktiv indenfor gadebelysning i en række kommuner på Sjælland. Ørsted B2C sælger el og gas til privatkunder i hele Danmark og er desuden aktiv inden for varmeservice, hvor de via en række underleverandører tilbyder ydelser inden for vedligehold og service af varmeinstallationer.
Kontakt
![Morten Kofmann](/files/styles/landscape_kr_01/public/persons/MKO.jpg?h=d1cb525d&itok=zrcMQdUO)
![Sonny Gaarslev](/files/styles/landscape_kr_01/public/persons/SGS.jpg?h=d1cb525d&itok=nspcXYmt)
![Thomas Andersen](/files/styles/landscape_kr_01/public/persons/TMAS.jpg?h=f3e1135c&itok=DcoH0lRb)