Nyhed

Konkurrence­ankenævnet stadfæster: Teller misbrugte sin dominerende stilling

Det udgjorde et misbrug af en dominerede stilling, da Teller anvendte særligt markedsafskærmende rabatordninger og kontraktvilkår, har Konkurrenceankenævnet netop fastslået i en ny afgørelse. Herved stadfæstes Konkurrencerådets oprindelige afgørelse fra august 2018.

Konkurrenceankenævnets afgørelse af den 23. september 2019

Af advokatfuldmægtig Adrian Kielberg

Baggrund: Konkurrencerådets oprindelige afgørelse
Konkurrencerådet afgjorde i august 2018, at Teller ‒ på daværende tidspunkt et datterselskab til Nets, men nu en del af Nets ‒ i perioden 2012-2016 havde anvendt "eksklusivitetsrabatter og/eller bestemmelser om eksklusivitet, der var egnede til at afskærme markedet for indløsning af betalingskort samt mobilbetalingsløsninger i den fysiske handel i Danmark". Konkurrencerådet vurderede, at rabatterne og kontraktbestemmelserne havde haft en loyalitetsskabende effekt, som kunne afskære konkurrerende virksomheder fra at få fat på de pågældende kunder.

Læs vores nyhed om Konkurrencerådets afgørelse

Konkurrenceankenævnets stadfæstelse

I sin afgørelse har Konkurrenceankenævnet nu tiltrådt, at Teller misbrugte sin dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11, stk. 1 og TEUF artikel 102 ved at have anvendt eksklusivitetsbestemmelser i sine kontrakter i perioden 2012-2016.

Konkurrenceankenævnet konkluderer i den forbindelse, at Konkurrencerådet med rette havde nøjes med at vurdere, at eksklusivitetsbestemmelserne konkret var egnede til at virke markedsafskærmende, og at det derfor ikke havde været relevant at anlægge en mere effektbaseret tilgang ved at anvende en såkaldt AEC-test ("As Efficient Competitor"). Konkurrenceankenævnet har endelig vurderet, at Konkurrencerådets afgørelse ikke lider af sagsbehandlingsmangler.

Konkurrenceankenævnets afgørelse vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt, da spørgsmål om fortrolighed endnu ikke er afklaret.

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse om Konkurrenceankenævnets afgørelse

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40