Klage over ændring i konsortium blev afvist

Ændringer i konsortium var lovlige

Den 15. maj 2019 afsagde klagenævnet kendelse i sagen Salini Impregilo S.p.A. mod Metroselskabet I/S. Sagen drejede sig om det københavnske metrobyggeri og indeholdt en lang række klagepunkter. Klagenævnet afviste bl.a. påstande om, at den vindende tilbudsgivers tilbud havde en unormal lav pris, at en virksomheds udtræden af et konsortium skulle have ført til afvisning, og at en økonomisk støtteerklæring ikke levede op til kravene i udbudsmaterialet. Desuden afviste klagenævnet påstande om, at Metroselskabet og den vindende tilbudsgiver havde samme rådgiver.

En af påstandene omhandlede ændringer i et deltagende konsortium. Efter prækvalifikationen, men inden tilbudsafgivel-sen, udtrådte en af virksomhederne i det (senere) vindende konsortium; dette førte ikke til, at konsortiet skulle have været afvist. Klagenævnet henviste i sin begrundelse bl.a. til EU-domstolens dom af 24. maj 2016 i sag C-396/14, MT Højgaard A/S og Zublin A/S mod Banedanmark, hvor det blev fastlagt, at konsortier kan reducere antallet af deltagere efter prækvalifikation. 

Klagenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ordregiver havde fastlagt en procedure for ændringer i udbudsbetingelserne, som gik på, om den konkrete ændring ville have ført til, at den vindende tilbudsgiver ikke ville blive prækvalificeret. Ved en konkret (re-)vurdering kunne det konkluderes, at vinderen også var blevet prækvalificeret uden den udtrædende virksomhed. På den baggrund tog nævnet ikke påstanden til følge.

Støtteerklæring baseret på en DPLA-aftale var tilstrækkelig

Salini havde nedlagt påstand om, at Metroselskabet havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet i det dagælden-de forsyningsvirksomhedsdirektiv ved at have accepteret den vindende tilbudsgivers støtteerklæring i form af en såkaldt DPLA-aftale. Aftalen udgør kort beskrevet en mulighed for ‒ efter tysk ret ‒ at stille sikkerhed gennem flere selskaber. Klagenævnet frifandt også Metroselskabet for denne påstand og udtalte, at der ikke var stillet krav til udformningen af støtteerklæringen i udbudsbetingelserne. Klagenævnet fandt, at der var indgået en gyldig DPLA-aftale, og at Metrosel-skabet på den baggrund var berettiget til at lægge vægt på aftalen i vurderingen af den (senere) vindende tilbudsgivers økonomiske formåen. – Også set i lyset af det oplyste om den tyske lovgivning og krav til registrering af disse aftaler i det tyske selskabsregister. 

Rådgiverinhabilitet

Endelig havde Salini gjort gældende, at der forelå rådgiverinhabilitet, fordi den vindende tilbudsgiver viste sig at have samme rådgiver som Metroselskabet har brugt i mange år ‒ dog på forskellige projekter. Klagenævnet lagde vægt på, at Cityringen, Nordhavnslinjen og Sydhavnslinjen er separate projekter, og selvom en rådgiver har indgående kendskab til det ene projekt, er det ‒ heldigvis ‒ ikke ensbetydende med, at vedkommende også har kendskab til forhold angående et andet projekt. Ordregiver kunne via sit dokumenthåndteringssystem vise, at der havde været tilstrækkelige vandtætte skotter mellem rådgiverne for hhv. ordregiver og tilbudsgiver. Der var i øvrigt ikke noget, der tydede på, at der faktisk var sket en problematisk informationsudveksling.