Nyhed

Kan en bygning med grund være en "byggegrund"?

Den sidste tid har bragt spændende udvikling på momsområdet i form af generaladvokatens forslag til afgørelse i KPC-sagen om moms og byggegrunde. Her lægger generaladvokaten op til en underkendelse af Skatteministeriets hidtidige fortolkning af begrebet "byggegrund" i momsretlig henseende.

Er det i overensstemmelse med EU-retten at betragte en overdragelse af en grund med en eksisterende bygning som en momspligtig overdragelse af en byggegrund, hvis parterne i overdragelsesaftalen – eller en efterfølgende erhverver – planlægger at rive bygningen ned? 

Det er grundlæggende spørgsmålet i sagen Skatteministeriet mod KPC Herning A/S (C-71/18), som Vestre Landsret har bedt EU-Domstolen om at svare på.

Intakt og funktionsdygtig bygning 

I sagen havde et ejendomsudviklingsselskab indgået en aftale om at erhverve en ejendom på Odense havn bestående af et areal med et eksisterende og funktionsdygtigt pakhus. Ejendomsselskabet indgik også en aftale med en boligforening om en efterfølgende overdragelse af ejendommen (pakhus med areal) til boligforeningen.

En del af aftalekomplekset mellem ejendomsselskabet og boligforeningen var en efterfølgende totalentreprise for opførsel af boliger. Ifølge denne aftale var  boligforeningen, som ejendommens ejer, bygherre, mens ejendomsselskabet var entreprenør. 

Pakhuset  blev – med undtagelse af en gavl – revet ned, før boligerne blev opført. Selve nedrivningen blev forestået af en tredjepart på vegne af boligselskabet.

En objektiv vurdering

Spørgsmålet om en eventuel momspligt blev først forelagt Skatterådet, der mente, at der var tale om en momspligtig overdragelse af en byggegrund. Dette underkendte Landsskatteretten i en afgørelse, som herefter blev indbragt for Vestre Landsret af Skatteministeriet. 

I sit forslag til afgørelse konkluderer generaladvokaten nu, at Skatteministeriets fortolkning, hvorefter der er tale om en byggegrund, hvis en bygning med grund erhverves "med henblik på nedrivning af køber", er uforenelig med EU-retten.

I sin argumentation slår generaladvokaten fast, at den momsretlige vurdering af en leverance foretages som en objektiv vurdering på leveringstidspunktet og baseres på dens objektive karakter i form af leverancens "økonomiske og kommercielle virkelighed". 

Parternes erklærede hensigt kan indgå som ét blandt flere elementer i denne objektive vurdering, men hensigten er dog irrelevant, hvis den angår, hvad der formodes at ske med ejendommen efter leveringen på et tidspunkt i fremtiden.

Generaladvokaten bemærkede særligt:

  • at bygningen var intakt på overdragelsestidspunktet
  • at der var ikke påbegyndt et nedrivningsarbejde 
  • at de objektive omstændigheder på overdragelsestidspunktet angående bygningens fremtidige anvendelse stadig kunne nå at ændres, f.eks. som følge af lokalplansændring. 

Sidste punktum er ikke sat

Med generaladvokatens forslag er spørgsmålet kommet ét skridt nærmere en afklaring. Det er nu op til EU-Domstolen og derefter Vestre Landsret at slå retsstillingen fast. 

Vi følger udviklingen på området tæt og kan bistå med rådgivning og sparring om momsforholdene ved ejendomstransaktioner, herunder naturligvis også denne sags konkrete problemstillinger.

Juridiske specialer

Kontakt

Michael Nørremark
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 61
Mob. +45 24 86 00 53