Nyhed

Jehovas Vidner skal overholde data-beskyttelsesreglerne ved dør til dør-forkyndelse

I en ny afgørelse har EU-Domstolen, på baggrund af en sag fra Finland, taget stilling til, om medlemmer af et trossamfund skal overholde EU's regler om databeskyttelse i forbindelse med deres dør til dør-forkyndelse.

EU-Domstolens dom af 10. juli 2018

Sagens omstændigheder

Jehovas Vidner har i flere år haft som fast praksis at notere oplysninger om hver enkelt husstand, når medlemmerne går fra dør til dør. De oplysninger, der bliver noteret, er bl.a. navn og adresse, men også følsomme personoplysninger som eksempelvis religiøs overbevisning.

I september 2013 forbød den finske databeskyttelseskommission Jehovas Vidner at indsamle og behandle personoplysninger i forbindelse med den dør til dør-forkyndelse, som trossamfundet udøvede, uden at de lovmæssige betingelser for behandlingen af disse oplysninger blev overholdt. Jehovas Vidner fik prøvet sagen ved forvaltningsdomstolen i Helsinki, som i december 2014 annullerede afgørelsen. Det finske datatilsyn appellerede herefter sagen til den øverste forvaltningsdomstol i Finland.

I forbindelse med behandlingen af sagen forelagde forvaltningsdomstolen EU-Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt et trossamfund, i forbindelse med dets forkyndelsesvirksomhed, var omfattet af det dagældende persondatadirektivs (direktiv 95/46 som i dag er erstattet af databeskyttelsesforordningen) anvendelsesområde. Forelæggelsen omhandlede tillige spørgsmålet om, hvorvidt begrebet "register" i dagældende direktivs artikel 2 litra c omfattede den indsamling af personoplysninger, som Jehovas Vidner foretog ved dør til dør-forkyndelse. Forelæggelsen handlede også om, hvorvidt et trossamfund kunne holdes ansvarlig for behandling og indsamling af personoplysninger, som var foretaget af trossamfundets medlemmer i forbindelse med dør til dør-forkyndelse.

EU-Domstolens præmisser og afgørelse

Indledningsvis fremførte EU-domstolen, at direktiv 95/46 først og fremmest havde til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau af fysiske personers grundlæggende rettigheder – især retten til privatlivets fred.

EU-Domstolen fremførte også, at trossamfundets indsamling af personoplysninger i forbindelse med dør til dør-forkyndelse og den efterfølgende behandling af disse personoplysninger udgjorde behandling af personoplysninger efter direktiv 95/46. Ifølge domstolen skyldes dette, at aktiviteten ikke kan:

  • tilregnes statslige myndigheder
  • betragtes som en aktivitet af ren personlig eller familiemæssig karakter.

Dernæst fandt EU-Domstolen, at begrebet "register" i direktivets artikel 2 litra c også omfattede personoplysninger, som er indsamlet i forbindelse med dør til dør-forkyndelse. 

Afslutningsvis fandt EU-Domstolen, at et trossamfund – sammen med dets medlemmer – kan holdes ansvarlig for behandling og indsamling af personoplysninger, der er foretaget af trossamfundets medlemmer i forbindelse med dør til dør-forkyndelse, hvis trossamfundet er med til at organisere, koordinere eller tilskynde det. Trossamfundet Jehovas Vidner kunne i den forbindelse blive holdt ansvarlig, idet de, efter EU-Domstolens vurdering, var med til at organisere og koordinere dør til dør-forkyndelsen ved bl.a. at fordele de områder, medlemmerne skulle besøge.

Kromann Reumerts bemærkninger

Dommen viser først og fremmest, at et trossamfund er ansvarlig for behandling af personoplysninger, som dets medlemmer indsamler ved dør til dør-forkyndelse. EU's regler for databeskyttelse skal derfor overholdes i forbindelse med disse.

Det særlige ved dommen er, at trossamfundet og de enkelte medlemmer anses som fælles dataansvarlige for behandlingen af personoplysningerne. Trossamfundet kan dog kun blive ansvarlig for medlemmernes handlinger, såfremt trossamfundet er med til at organisere, koordinere eller tilskynde, at der bliver indsamlet personoplysninger.

Det skal bemærkes, at sagen tager sit afsæt i det gamle persondatadirektiv, som den 25. maj 2018 blev afløst af databeskyttelsesforordningen. Da praksis, i vidt omfang, forventes videreført under databeskyttelsesforordningen, vurderer vi, at udfaldet af dommen ville være blevet tilsvarende, hvis denne var afgjort efter databeskyttelsesforordningen. Dommen må derfor antages at få betydning fremover ved lignende sager.

Læs dommen.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10