Nyhed

Heathrow Airport skal betale 120.000 GBP i bøde for manglende datasikkerhed

ICO har udstedt en bøde på 120.000 GBP til Heathrow Airport, som havde anvendt et ukrypteret USB-stik til opbevaring af personoplysninger. USB-stikket blev nemlig fundet af en civilperson, som læste indholdet og udleverede det til en britisk avis.

Sagen kort

I sagen havde en civilperson fundet et USB-stik fra Heathrow Airport Limited. Indholdet på USB-stikket var ikke krypteret eller beskyttet af kodeord og bestod af over 1.000 filer, hvoraf ca. 1 % af filerne indeholdt følsomme personoplysninger.

Civilpersonen gennemså materialet på USB-stikket og udleverede det til en britisk avis, der tog kopier af de lagrede data på USB-stikket, før avisen leverede USB-stikket tilbage til Heathrow Airport Limited.

Sagen medførte, at det britiske datatilsyn, ICO, påbegyndte en undersøgelse af Heathrow Airport Limited's sikkerhedsforanstaltninger. ICO fandt, at kun 2 % af 6.500 medarbejdere havde modtaget undervisning om databeskyttelse, herunder om ansvarlig håndtering af personoplysninger. Yderligere var der en udbredt brug af fysiske lagringsmedier, såsom USB-stik, og en ineffektiv kontrol med, hvorvidt personoplysninger blev gemt på uautoriserede og ikke-krypterede lagringsmedier.

Forholdet fandt sted i oktober 2017, hvorfor bøden er udstedt efter dagældende databeskyttelsesdirektiv 95/46 og de tidligere supplerende nationale regler.

ICO's fastsættelse af bødestørrelsen

ICO fandt, at følgende forhold skulle betragtes som skærpende omstændigheder:

  • Den manglende datasikkerhed var ikke begrænset til et serviceområde. Der havde således været en vedvarende risiko for manglende passende sikkerhedsforanstaltninger i hele organisationen.
  • Databeskyttelse skulle være prioriteret højt hos Heathrow Airport Limited, særligt idet der er tale om en lufthavn, som måtte antages at være udsat for sikkerhedsrisiko og håndterer mange følsomme personoplysninger.
  • Kun 2 % af personalet hos Heathrow Airport Limited havde modtaget undervisning om databeskyttelse og informationssikkerhed. ICO fandt, at dette var en skærpende omstændighed, selvom disse 2 % var dét personale, som, ifølge Heathrow Airport Limited, var dem, der i størst omfang behandlede personoplysninger.
  • Selvom Heathrow Airport Limited straks iværksatte foranstaltninger for at begrænse datalækket, var Heathrow Airport Limited's generelle sikkerhedsforanstaltninger ikke tilstrækkelige og på det niveau, som ICO forventede.

På baggrund af disse skærpende omstændigheder fastsatte ICO bøden til 120.000 GBP. Heathrow Airport Limited har, fra den 3. oktober 2018, 28 dage til at anke bøden.

Læs mere om sagen.

Juridiske specialer

Kontakt

Kristian Storgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 44 70
Mob. +45 20 19 74 10
Daiga Grunte-Sonne
Director, advokat (København)
Dir. +45 38 77 41 18
Mob. +45 61 20 99 95