Nyhed

Har I husket legatar­fortegnelsen?

I 2018 satte Erhvervsstyrelsen fokus på de erhvervsdrivende fondes pligt til at indsende legatarfortegnelse sammen med fondenes årsrapport. Fristen for at indsende årsrapport og dermed legatarfortegnelsen udløber for mange fonde den 31. maj 2019, så nu er det tid til at få styr på sine forpligtelser som fondsbestyrelse.

Siden den 1. januar 2015 har bestyrelserne i erhvervsdrivende fonde haft pligt til at indsende en oversigt over modtagerne af uddelinger i årets løb – en såkaldt legatarfortegnelse. Fortegnelsen skal senest indsendes samtidig med årsrapporten.

I 2018 havde Erhvervsstyrelsen fokus på, at kravet om at indsende legatarfortegnelse blev overholdt. Eksempelvis gennemførte Erhvervsstyrelsen en kontrolundersøgelse, der viste, at 34 % af alle uddelende erhvervsdrivende fonde ikke overholdt kravet og dermed ikke havde indsendt en legatarfortegnelse sammen med årsrapporten for 2017. I starten af 2019 fik disse fonde derfor påbud om at indsende legatarfortegnelse.

To måder at indsende legatarfortegnelsen på

Fondene kan  indsende legatarfortegnelsen på to måder: 

  1. Som en integreret del af årsrapporten, hvorved legatarfortegnelsen bliver offentligt tilgængelig.
  2. Som et særskilt dokument, der er undtaget offentlighed og aktindsigt. 

Legatarfortegnelsens indhold og overholdelse

Legatarfortegnelsen skal indeholde det fulde navn på modtagerne og de specifikke uddelingsbeløb, som de har modtaget. Det samlede uddelingsbeløb, der fremgår af legatarfortegnelsen, skal svare til det uddelingsbeløb, der er angivet i årsrapporten.

Som nævnt udstedte Erhvervsstyrelsen i starten af 2019 påbud til samtlige fonde, der ikke havde fremsendt legatarfortegnelse. Erhvervsstyrelsen kan dog også pålægge bestyrelsen tvangsbøder, indtil Erhvervsstyrelsen modtager legatarfortegnelsen.

For at undgå sanktioner er det derfor vigtigt, at fondsbestyrelsen er opmærksom på kravet om at indsende legatarfortegnelse senest samtidig med indsendelse af årsrapporten.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Steen Jensen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 46
Mob. +45 24 86 00 04
Jacob Ølgaard
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 46 00
Mob. +45 20 19 74 02