Forslag til EU-forordning om europæisk mediefrihed

Med forslaget ønsker Kommissionen at understøtte de frie og uafhængige medier, som udgør en af grundpillerne i ethvert demokratisk samfund og i enhver demokratisk debat. Kommissionen har angivet, at det overordnede formål med forordningsforslaget er at forbedre og fremme grænseoverskridende aktiviteter og investeringer i "det indre mediemarked". Retsgrundlaget for forordningsforslaget er artikel 114 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), der giver EU kompetence til at udstede retsakter, hvor der foreligger et grænseoverskridende element.

I forslagets indledende afsnit henvises til en række rapporter, som afslører, hvordan medier i nogle medlemsstater oplever indblanding i de redaktionelle beslutninger, og hvor pressefriheden og den redaktionelle frihed er underlagt et udefrakommende pres. Med forordningsforslaget søger Kommissionen at indføre en EU-retlig regulatorisk ramme, der skal imødekomme disse udfordringer. 

Spørgsmålet er imidlertid, om forordningsforslaget i sin nuværende udformning er et egnet middel til at opnå dette formål. I denne artikel stiller vi skarpt på et udsnit af forslagets enkeltdele såvel som hensigtsmæssigheden af forslaget.

Forslagets hovedtræk

Forordningsforslaget er inddelt i fire kapitler, der vedrører hvert sit underområde under forordningens hovedformål. De væsentligste regulatoriske nyskabelser findes i kapitel II og III. Forslaget indeholder en række forskellige mekanismer. Først og fremmest sigter forslaget mod at styrke mediernes redaktionelle uafhængighed. Det følger af forslaget, at medlemsstater hverken direkte eller indirekte må forsøge at påvirke mediernes beslutninger. Efter forslagets artikel 4 tillægges medlemsstaternes medietjenesteudbydere en række rettigheder. Forslaget indebærer blandt andet et generelt forbud mod statens indgriben

i medietjenesteudbydernes redaktionelle politikker og beslutninger. Forslagets artikel 4 indeholder også mere konkrete forbud mod brugen af spyware mod medier, journalister og deres familier, ligesom det præciseres, at journalister ikke skal kunne retsforfølges for at beskytte fortroligheden af deres kilder, medmindre der foreligger tvingende almene hensyn.

Forordningen indeholder desuden konkrete sikkerhedsforanstaltninger, som skal værne om public service-mediers uafhængighed. Blandt andet stiller forordningen krav om, at mediernes ledelse skal udpeges efter en gennemsigtig og åben procedure.

Endelig foreslår Kommissionen, at der oprettes et uafhængigt europæisk råd for medietjenester, som skal fremme effektiv anvendelse af reglerne, og som skal kunne afgive udtalelser om nationale foranstaltninger og afgørelser.

Juridiske udfordringer ved den nuværende forordningstekst

Med forordningsforslaget stilles der nye krav til både nationale medier og national medielovgivning. Såfremt forslaget vedtages, vil manglende overholdelse af de nye regler kunne medføre en udtalelse fra det nye europæiske medieråd, og i alvorlige tilfælde kan Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure.

Hvis forslaget vedtages, vil forordningens bestemmelser gælde direkte og ensartet i alle medlemsstater. De problemer, som forordningsforslaget søger at løse, lader dog i virkeligheden til alene – eller primært – at eksistere i visse medlemsstater. Med andre ord kan forslaget kritiseres for at fremsætte en grænseoverskridende løsning på medlemsstaternes nationale udfordringer. For selvom forordningen kan vise sig at være en problemknuser i de medlemsstater, hvor pressefriheden har trange kår, indebærer forslaget også en risiko for uhensigtsmæssig indblanding fra EU-lovgivers side i en ellers velfungerende national medieregulering i andre medlemsstater.

Denne kritik er endvidere væsentlig i lyset af forordningens retsgrundlag. Det følger af TEUF artikel 114, at forudsætningen for vedtagelse af EU-regler på et givent område er, at området er af grænseoverskridende karakter.

Spørgsmålet er, om denne forudsætning overhovedet er opfyldt på medieområdet. Eftersom langt de fleste medlemsstaters medier er af lokal, regional og national karakter, er det tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om eksistensen af et indre mediemarked og dermed om grænseoverskridende aktiviteter i det omfang, som Kommissionen angiver i forslaget.

Forordningsforslaget bliver lige nu drøftet i medlemsstaterne og har også været genstand for høring i Danmark, hvor Danske Medier har udtalt, at de ikke kan støtte forordningsforslaget i dets nuværende form. Hvis forordningen vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet, vil de fleste af bestemmelserne træde i kraft seks måneder efter vedtagelsesdatoen. Forslaget forventes dog at blive revideret, inden det vedtages.