Forbud mod fremtidige og uidentificerede krænkelser af Skechers' varemærkerettigheder nægtet

Skechers' påstand om forbud mod fremtidige, ukendte krænkelser

Skechers USA Inc. II er en global virksomhed, der sælger sko og tøj under varemærket "SKECHERS". SKECHERS-brandet associeres i særlig grad med høj komfort og enkelt design. Teleudbyderne har til formål at formidle adgang for deres kunder til internettjenester.

Sagens hovedspørgsmål var, om teleudbyderne kunne meddeles forbud mod at formidle adgang til hjemmesider, der ikke kunne identificeres, eller som ikke var kendte på tidspunktet for forbuddets nedlæggelse. For Sø- og Handelsretten drejede sagen sig konkret om adgangen til domænerne 1) skechersskotilbudk.com, 2) skechers-tilbuddanmark.com, 3) skechersbutikdanmark.com og 4) neyskecherssko.com. Af disse sider fremgik både Skechers' virksomhedsnavn samt Skechers' mest benyttede logoer. Skechers’ påstand vedrørende disse siders krænkende brug var dog ikke kæret til landsretten.

For landsretten havde Skechers imidlertid fremlagt en række eksempler på brug af Skechers’ varemærker og havde fremhævet den påståede ulovlige brug med røde pile på skærmbilleder af de hjemmesider, som var omfattet af den upåkærede del af Sø- og Handelsrettens afgørelse. De røde pile henviste blandt andet til hjemmesidernes brug af Skechers’ SKECHERS-ordmærke og logo på hjemmesiden samt brugen af “SKECHERS” i selve domænet.

Skechers havde formuleret sine påstande så bredt, at forbuddet over for teleudbyderne ville omfatte formidling af adgang til hjemmesider, hvorfra der udbydes fodtøj og/eller beklædningsgenstande til salg, og som bruger, gengiver eller på anden måde henviser til relevante Skechers-varemærker på den måde, som var markeret med de røde pile, og som Skechers løbende ville gøre teleudbyderne udtrykkeligt bekendte med.

Med andre ord søgte Skechers et forbud, som løbende kunne udvides til at omfatte nye krænkelser baseret på Skechers' meddelelse til teleudbyderne. Skechers ville samtidig indestå for, at anvendelsen af Skechers’ varemærker på de pågældende hjemmesider var sket uden Skechers’ tilladelse og dermed – efter Skechers' vurdering – udgjorde en retsstridig krænkelse.

Østre Landsrets kendelse

Det er en betingelse for, at der kan nedlægges et forbud, at den, der begærer et forbud nedlagt, har den ret, der søges beskyttet ved forbuddet. Østre Landsret fandt ikke, at denne betingelse var opfyldt for Skechers for så vidt angår den brede påstand, der tillige omfattede krænkelser, der ikke var kendte på tidspunktet for forbuddets nedlæggelse.

Østre Landsret henviste i kendelsen til EU-Domstolens dom i sag C-337/95 (Parfums Christian Dior), ifølge hvilken forhandlere har en vis adgang til at gøre loyal brug af et varemærke i markedsføringsøjemed. Det kunne således ikke afvises, at tredjemands anvendelse af Skechers’ varemærker på den måde, som Skechers havde fremhævet med røde pile i sit bilag, i visse tilfælde kunne være retmæssig.

Østre Landsret udtalte således, at Skechers' påstande, som de var formuleret, ikke gjorde det muligt at identificere en konkret og aktuel krænkelse, der begås af en identificeret tredjemand, på tidspunktet for landsrettens stillingtagen til forbudsanmodningen. Ligesom Sø- og Handelsretten fandt Østre Landret dermed, at forbudsbetingelserne ikke var opfyldt, hvorfor teleudbyderne blev frifundet.

Til sammenligning afsagde Østre Landsret den 30. juni 2021 en kendelse, der vedrørte nedlæggelsen af et forbud mod adgang til en hjemmeside, hvor der foregik åbenbare krænkelser af Skechers' varemærker. Også i denne sag havde Skechers nedlagt en påstand med et vist fremtidsaspekt, idet teleudbyderen skulle påbydes at foretage de nødvendige (tekniske) skridt, der var egnede til at forhindre adgangen for teleudbyderens kunder til de internettjenester, som det for sagen relevante domæne aktuelt gav adgang til, samt til andre domæner, der gav adgang til samme internettjenester, og som Skechers gjorde teleudbyderen udtrykkeligt bekendt med. Til forskel fra den nyeste sag vedrørte sagen fra 2021 dog et forbud mod adgangen til en hjemmeside, hvor der ikke var grundlag for at antage, at noget af indholdet på hjemmesiden var lovligt.

Samlet set er de to kendelser udtryk for, hvilken grad af konkretisering af den påståede krænkelse der kræves, førend forbudsreglerne kan anvendes i sager om onlinevaremærkekrænkelser.