Nyhed

Finanstilsynet udgiver redegørelse om praksis for egnethedsvurderinger

For første gang har Finanstilsynet udgivet en redegørelse, der beskriver praksis for egnethedsvurderinger af ledende medarbejdere i virksomheder på det finansielle område.

Finanstilsynet udgiver redegørelse om praksis for egnethedsvurderinger

Baggrund

Finanstilsynet har pligt til mindst en gang årligt at offentliggøre en redegørelse om praksis for vurderinger af, om kandidater til direktørposter og andre nøglepositioner i virksomheder på det finansielle område er egnede. Redegørelsen fra marts 2024 er den første af sin slags. Fremover vil lignende redegørelser udkomme mindst én gang om året.

Egnethedsvurderinger udgør den ene halvdel af fit & proper-vurderinger, der anvendes til at vurdere egnethed af ledende medarbejdere i virksomheder på det finansielle område (fit-delen). Redegørelsen beskriver ikke praksis for hæderlighedsvurderinger (proper-delen).

Finanstilsynets redegørelse

I sin redegørelse beskriver Finanstilsynet nogle konkrete vurderinger af kandidaters egnethed, det vil sige om den enkelte kandidat har tilstrækkelig viden, kompetencer og erfaring til at varetage den konkrete stilling. Det understreges, at udgangspunktet er en helhedsorienteret tilgang, og at egnethedsvurderinger altid er specifikke for den konkrete kandidat og den konkrete stilling. Formålet med redegørelsen er derfor ikke at opstille absolutte kriterier til brug for vurderingen, men at give indsigt i Finanstilsynets praksis.

Konkret beskrives de parametre, som Finanstilsynet har inddraget i en række anonymiserede, positive egnethedsvurderinger, samt hvilke parametre der er tillagt særlig vægt. Vurderingerne angår (1) medlemmer af direktionen og medlemmer af den faktiske ledelse, (2) ansvarlig for compliancefunktionen, (3) ansvarlig for kreditområdet og (4) ansvarlig for risikostyring.

Konkrete vurderinger

Finanstilsynet lægger i helhedsvurderingen vægt på kandidatens samlede erfaring, viden og kompetencer. I flere vurderinger, hvor kandidaten mangler direkte relevant erfaring fra en stilling indenfor præcis samme område, lægger Finanstilsynet positiv vægt på anden relevant erfaring. Der er eksempelvis tale om:

  • En kandidat til en stilling som administrerende direktør i en større finansiel virksomhed. Kandidaten havde ingen væsentlig erfaring fra en stilling, der var direkte relevant, men blandt andet mere end 10 års erfaring med områder relateret til den pågældende forretningsmodel, herunder flere års ledelseserfaring på højt niveau i en filial af en udenlandsk bank.
  • En kandidat til en stilling som direktionsmedlem med ansvar for compliance i en større finansiel virksomhed. Kandidaten havde ingen konkret erfaring fra complianceområdet, men blandt andet betydelig erfaring fra arbejde i den finansielle sektor og fra ledelsesposter, mere end fem års erfaring indenfor revision, samt et indgående kendskab til den pågældende virksomheds forretningsmodel.
  • En kandidat til en stilling som kreditansvarlig i en mindre finansiel virksomhed. Kandidaten havde ingen erfaring fra en kreditafdeling, men blandt andet mere end 20 års erfaring fra den finansielle sektor med fokus på kreditrisikoområdet.
  • En kandidat til en stilling som ansvarlig for risikostyringsfunktionen i en mindre finansiel virksomhed. Kandidaten havde ikke erfaring fra en risikostyringsfunktion eller lignende, men dog mere end 10 års erfaring indenfor bankvirksomhed, særligt indenfor kreditområdet, samt erfaring fra andet relevant arbejde. Kandidaten havde ikke egentlig ledelseserfaring.

Betingede godkendelser

I redegørelsen beskriver Finanstilsynet desuden to vurderinger, hvor der er foretaget betingede godkendelser. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor en kandidat alene mangler ganske lidt viden, kompetencer eller erfaring for at opfylde kravene til egnethed, betinge godkendelse af, at kandidaten tilegner sig den nødvendige viden, kompetencer eller erfaring på en nærmere fastsat måde.

I de to vurderinger manglede kandidaterne henholdsvis praktisk erfaring fra tilsvarende virksomhed og erfaring med centrale forretningsområder. Godkendelserne blev betinget blandt andet af tidsbestemte uddannelsesforløb og oplæring.

Læs Finanstilsynets pressemeddelelse.

Læs Finanstilsynets redegørelse.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Steen Jensen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 46
Mob. +45 24 86 00 04
Sofie Moe Sølling
Assistant Associate, Advokatfuldmægtig (København)
Dir. +45 38 77 20 63
Mob. +45 22 12 01 80