Nyhed

Finansiel Stabilitet vinder erstatningssag mod den tidligere administrerende direktør i Eik Banki P/F

Østre Landsret har i dag, den 10. januar 2023, afsagt dom i erstatningssagen mod den tidligere ledelse i den færøske bank, Eik Banki P/F. Ved dommen blev bankens tidligere administrerende direktør dømt til at betale en erstatning på omkring 85 mio. kroner til Finansiel Stabilitet. Vi har bistået Finansiel Stabilitet i sagen.

Finansiel Stabilitet vinder erstatningssag mod den tidligere administrerende direktør i Eik Banki P/F

Sagen vedrørte for landsretten om henholdsvis den tidligere administrerende direktør, den tidligere bestyrelsesformand og den tidligere næstformand var erstatningsansvarlige for bevillinger i 2008 og 2009 i tre engagementer: et engagement vedrørende udlån til tyske indkøbscentre, et engagement vedrørende udlån til et stort boligbyggeri på Færøerne og et engagement vedrørende udlån til et kontorbyggeri i Danmark. 

Østre Landsret dømte bankens tidligere administrerende direktør til at betale erstatning for det tab på ca. 85 mio. kroner, banken havde lidt ved at erhverve to lån til de tyske indkøbscentre fra ebh fonden og ebh bank i 2009.

Landsretten foretog en grundig analyse af bankens beslutningsgrundlag og fandt, at det var godtgjort, at beslutningen blev truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Landsretten præciserer, at det ikke i sig selv indebærer, at beslutningen var uforsvarlig og ansvarspådragende, men forholdet medfører, at der må foretages en mere indgående prøvelse af beslutningens forsvarlighed. Østre Landsret afviste i denne prøvelse ledelsens argumentation om, at beslutningen var forsvarlig, fordi den havde til hensigt at afværge eller begrænse bankens tab på det allerede bestående engagement.

Landsretten fandt, at den tidligere administrerende direktør havde faktisk viden eller burde viden om alle relevante faktiske forhold, der gjorde beslutningen uforsvarlig og pålagde ham derfor erstatningsansvar for tabet. De to bestyrelsesmedlemmer blev derimod frifundet, da de begge havde mere begrænset indsigt i de faktiske forhold, og for det ene medlems vedkommende heller ikke deltog på det bestyrelsesmøde, hvor beslutningen blev truffet.

Landsretten fandt ikke anledning til at tilsidesætte bankledelsens forretningsmæssige skøn vedrørende bevilling af lån til de to byggeengagementer og yderligere bevillinger vedrørende de tyske indkøbscentre, der alle var foretaget med tabsbegrænsning for øje. Alle tre ledelsesmedlemmer blev derfor frifundet for erstatningsansvar for disse beslutninger.

Læs Østre Landsrets dom

Sagen har for Finansiel Stabilitet i landsretten været ført af Claus Juel Hansen, Kolja Staunstrup og Maria Hougaard Jensen fra Kromann Reumert.

Banksager efter finanskrisen

Vi har bistået Finansiel Stabilitet i følgende sager mod tidligere ledelser i banker, der krakkede i forbindelse med finanskrisen:

  • Capinordic Bank: Afgjort i Højesteret i januar 2019 med en erstatning på ca. 89 mio. kroner (med tillæg af procesrenter) til følge.
  • Amagerbanken: Afgjort i Østre Landsret i juni 2019 med en erstatning på ca. 225 mio. kroner (med tillæg af procesrenter) til følge.
  • EIK Bank Danmark: Afgjort i Højesteret i juni 2020 hvor den tidligere ledelse blev frifundet. 
  • Andelskassen JAK Slagelse: Afgjort i juni 2021 af Østre Landsret med en erstatning på ca. 1 mio. kroner (med tillæg af procesrenter) til følge. 
  • ebh bank: Afgjort i Højesteret i april 2022 med en erstatning på ca. 2 mio. kroner (med tillæg af procesrenter) til følge. 
  • Roskilde Bank: Afgjort i Højesteret i december 2022 med en erstatning på ca. 231 mio. kroner til følge. 
  • EIK Banki: Afgjort i Østre Landsret i januar 2023 med en erstatning på ca. 85 mio. kroner til følge. 


Se tidligere omtale af sagen

Fremtidige kurser

Vi vil snarest invitere til kurser i både København og Aarhus, hvor vi vil dele ud af vores erfaringer fra sagerne og give vores bud på grænserne for ledelsesansvar. Hold øje med vores kurser, konferencer og webinarer her.

Juridiske specialer

Kontakt

Claus Juel Hansen
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 45
Mob. +45 21 26 90 70
Kolja Staunstrup
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 91
Mob. +45 61 61 30 30
Maria Hougaard Jensen
Associate, Advokat (København)
Dir. +45 38 77 22 89
Mob. +45 61 63 54 31