Nyhed

Europa-Kommissionen pålægger aktører i bilindustrien bøder for i alt 546 mio. euro i kartelsager

Aktørerne er blevet pålagt bøder for at deltage i fire separate karteller, som koordinerede priser, udvekslede sensitiv information og delte kunder mellem sig. Afgørelserne viser, at Europa-Kommissionen fastholder sin hårde linje over for konkurrenter, der forsøger at begrænse konkurrencen imellem sig.

Europa-Kommissionens afgørelser den 21. februar 2018 om maritim transport af køretøjer/tændrør/bremsesystemer

Af advokat Line Berg Madsen

Kort om sagerne

Sagerne begyndte med, at enkelte deltagere i de pågældende karteller valgte at gå til Kommissionen og indrømme deres ulovlige aktiviteter mod at få bødeimmunitet (såkaldt leniency). Herefter indledte Kommissionen en række dybdegående undersøgelser af de involverede virksomheder og fik i den forbindelse assistance af konkurrencemyndigheder i bl.a. USA, Japan, Australien og Canada. Undersøgelserne afslørede, at de involverede virksomheder på ulovlig vis havde forsøgt at begrænse konkurrencen mellem sig gennem priskoordinering, udveksling af fortrolige prisinformationer og aftaler om kundedeling. Kommissionen slog derfor fast, at der var tale om karteldannelse i strid med TEUF artikel 101.

Karteldannelserne

Det første kartel var indgået mellem den chilenske transportvirksomhed CSAV, japanske "K" Line, MOL og NYK og norsk-svenske WWL-EUKOR på markedet for søtransport af biler og andre køretøjer. 

Den anden karteldannelse var mellem tyske Bosch og japanske Denso og NGK på markedet for levering af tændrør til bilproducenter. 

De sidste to karteller var mellem amerikanske TRW samt tyske Bosch og Continental på markedet for levering af bremsesystemer til bilproducenter.

Alle involverede virksomheder erkendte deres involvering i de ulovlige aktiviteter og blev pålagt bøder på i alt 546 mio. euro. 

Kommissionens fastsættelse af bøderne

Kommissionen har fastsat bødeniveauet, så det afspejler virksomhedernes gevinst ved den ulovlige adfærd, den geografiske og tidsmæssige udstrækning af kartellerne og den alvorlige karakter af lovovertrædelserne. Bøderne afspejler dog også, at virksomhederne erkendte deres deltagelse i kartellerne og valgte at samarbejde med Kommissionen om at opklare sagerne.

Kommissionens fokus på bilsektoren fortsætter

Afgørelserne er del af en række større undersøgelser af sektoren for levering af bildele til bilproducenter. De viser, at Kommissionen fortsat har fokus på ulovlige aftaler og karteldannelse inden for bilindustrien. Undersøgelserne har tidligere udmøntet sig i markante bøder til bl.a. leverandører af bilsæder, lygter, aircondition-systemer og varmesystemer.

Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse.

Kromann Reumert on call

Er din virksomhed i risikozonen for at få uanmeldte besøg fra myndighederne? Kromann Reumert on call giver dig mulighed for at få bistand fra vores specialister, som hjælper dig trygt gennem kontrolbesøg.

Læs mere om Kromann Reumert on call.

Juridiske specialer

Kontakt

Jens Munk Plum
Partner (København)
Dir. +45 38 77 44 11
Mob. +45 21 21 00 22
Erik Bertelsen
Partner (Aarhus)
Dir. +45 38 77 43 11
Mob. +45 20 19 74 12
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40