EU-Domstolen skærper konkurrencemyndighedernes forpligtelser for bevisførelse forud for kontrolundersøgelser

I 2017 foretog EU-Kommissionen kontrolundersøgelser hos en række franske supermarkeder, heriblandt Casino og Intermarché. Kommissionens begrundelse var en mistanke om, at:

1. supermarkedskæderne havde udvekslet sensitiv og fortrolig information om leverandørrabatter
2. supermarkedskæderne havde udvekslet senstiv og fortrolig information om kommercielle strategier.

Flere af supermarkskæderne appellerede kontrolundersøgelsernes gyldighed. Ikke desto mindre foretog Kommissionen i 2019 en række yderligere kontrolbesøg, der var baseret på den information, den havde indhentet i forbindelse med kontrolundersøgelserne i 2017. Først efter kontrolundersøgelserne i 2019 åbnede Kommissionen officielt en sag mod nogle af supermarkedskæderne.

Supermarkedskæderne tog spørgsmålet om, hvorvidt kontrolundersøgelserne i 2017 var lovlige, til EU-retten, herunder spørgsmålet om hvorvidt Kommissionen har en registreringspligt, når den foretager interviews forud for en kontrolundersøgelse. I 2020 afgjorde Retten, at Kommissionen ikke var forpligtet til at føre referat af de interviews, som den havde haft med supermarkedskædernes leverandører forud for kontrolundersøgelserne.

Retten fandt, at Kommissionen ikke havde haft tilstrækkelige beviser for at udføre kontrolundersøgelser på baggrund af den anden mistanke om udveksling af sensitiv og fortrolig information om kommercielle strategier. Kommissionen kunne ikke fremvise tilstrækkelige indicier for, at supermarkedskæderne skulle have udvekslet følsomme og fortrolige oplysninger om deres kommercielle strategier til et møde, hvor repræsentanter fra supermarkedskæderne havde deltaget. Retten mente derimod, at Kommissionen havde tilstrækkeligt med beviser til at foretage kontrolundersøgelserne med henvisning til den første mistanke om udveksling af sensitiv og fortrolig information om leverandørrabatter, uanset at interviewene med leverandørerne ikke var ført til protokol.

Den 9. marts 2023 afgjorde EU-Domstolen i tre afgørelser om samme sag, at Kommissionen var forpligtet til at føre referat af de interviews, der gik forud og dannede grundlag for en eller flere af kontrolundersøgelserne. Domstolen tilsidesatte derved Rettens afgørelse om, at Kommissionen havde haft tilstrækkelige beviser for den første mistanke. Ifølge Domstolen havde Retten begået en retlig fejl ved at anføre, at referatpligten ikke fandt anvendelse på interviewene med leverandørerne, og at de indicier, der var fremkommet ved disse interview, ikke var behæftet med en formmangel.

Hvad angår Kommissionens beslutning om at foretage kontrolundersøgelserne i 2017 konkluderede Domstolen, at en væsentlig del af Kommissionens indicier baserede sig på de interviews, som den ikke havde ført referat af, og som derfor var behæftet med en formmangel. Domstolen konkluderede derfor, at "Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse ikke havde tilstrækkeligt tungtvejende indicier, som den var berettiget til at anvende" og annullerede Kommissionens afgørelse om at foretage kontrolundersøgelserne i 2017. Derved kan Kommissionen ikke anvende de dokumenter, som den fik adgang til via kontrolundersøgelserne i 2017, som bevis for en konkurrenceretlig overtrædelse.

Ud fra Domstolens afgørelse udleder vi følgende:

• Interviews, der bliver brugt som en del af begrundelsen for, hvorfor en kontrolundersøgelse er begrundet, skal behørigt dokumenteres af konkurrencemyndighederne, herunder ved at føre referat af interviews. Hvis en konkurrencemyndighed ikke fører tilstrækkeligt referat, kan de pågældende interviews ikke anvendes som indicier for, at en kontrolundersøgelse er begrundet. Vi ved endnu ikke, om der er særlige krav til referatformen.
• Domstolen stiller større og større krav til konkurrencemyndighedernes bevisførelse og dokumentation. Konkurrencemyndighederne skal kunne dokumentere tilstrækkeligt tungtvejende indicier, der er baseret på faktuelle og retlige omstændigheder, der berettiger en kontrolundersøgelse.

Læs EU-Domstolens tre afgørelser: C-690/20 P, C-682-20P og C-693/20 P.