Nyhed

Editionsbegæring afvist, da den ikke opfyldte kravene i retsplejeloven og konkurrenceerstatningsloven

Sø- og Handelsretten har i en retssag anlagt af Stamina mod Landbrug & Fødevarer (L&F) afvist en editionsbegæring fra Stamina, fordi anmodningen ikke opfyldte kravet i retsplejelovens § 300 om at angive de kendsgerninger, der søgtes bevist ved dokumenterne.

Grise - Stald - Landbrug - dispute resolution 1920x1080.jpg

Sagen angår et erstatningskrav fremsat af Stamina mod L&F for hævdede overtrædelser af konkurrenceloven. Sagen skulle have været hovedforhandlet i januar 2022, men blev udsat til ultimo 2022. Efter udsættelsen indgav Stamina i februar 2022 begæring om edition og anmodede retten om at pålægge L&F bl.a. at udlevere allerede fremlagte dokumenter i deres helhed (dokumenterne var fremlagt med overstregninger af fortrolige og forretningskritiske oplysninger om f.eks. markedsandele, kundeforhold, prisoplysninger mv.).

Klassisk ”fisketur”

L&F gjorde gældende, at begæringen ikke opfyldte bestemthedskravet i retsplejelovens § 300, og at den tværtimod var udtryk for en klassisk ”fisketur” efter dokumenter til brug for en undersøgelsesmæssigt præget gennemgang med det håb at finde noget, der kunne indikere en konkurrenceretlig overtrædelse. Derudover gjorde L&F gældende, at der i medfør af konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 1, skal ydes en passende beskyttelse af fortrolige oplysninger ved fremlæggelse af beviser, herunder ved redigering af følsomme passager i dokumenterne (som L&F havde gjort ved overstregningerne i de allerede fremlagte dokumenter).

Sø- og Handelsretten fandt i sin kendelse af 7. juni 2022, at Staminas editionsanmodning ikke opfyldte bestemthedskravet i retsplejelovens § 300, jf. konkurrenceerstatningslovens § 4, stk. 1, hvorfor editionsbegæringen blev afvist i sin helhed.

Frank Bøggild og Morten Kofmann fra Kromann Reumert fører sagen for L&F.

Juridiske specialer

Kontakt

Frank Bøggild
Partner (København)
Dir. +45 38 77 45 95
Mob. +45 24 86 00 11
Morten Kofmann
Partner (København)
Dir. +45 38 77 43 35
Mob. +45 24 86 00 40